Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 24. maj 2013.

Krigsroman. “Angiv din følelsesmæssige tilstand efter et drab-dødsfald-mord…”

Fanden tage dem

Den skønlitteratur, der skildrer krigene i Irak og Afghanistan, har et fællestræk, nemlig fokus på den svære hjemkomst for den traumatiserede soldat, ikke om krigen som politisk konflikt.

Sådan er det også med De gule fugle af den amerikanske debutant Kevin Powers, der har en fortid som udstationeret machine gunner i Irak i 2004, hvilket naturligvis sikrer romanen en udpræget autenticitet, som man dårligt kan gå i rette med. Det kan man til gengæld med romanens psykologiske grundkonstruktion og de tre symboler, den introducerer sit dramatiske stof med. Læs videre “Kevin Powers: De gule fugle”

Weekendavisen den 17. maj 2013.

Kommentar. Skattesagen, dagpengesagen og tunesersagen – tre sager, som vi ikke ville kende til, hvis den kommende Offentlighedsloven var i brug.

En kontrafaktisk nyhed:

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har besluttet at skære igennem og droppe alle regeringens planer om en ny Offentlighedslov. Hun argumenterer resigneret:

“Fagbevægelsen siger nej tak. Pressen siger nej tak. Organisationerne siger nej tak. Befolkningen siger nej tak. Man kan nærmest ikke finde nogen, som er for det.”

Lyder det urealistisk? Og lyder det samtidig en smule bekendt? I så fald er det fordi det fiktive citat er konstrueret over en autentisk udtalelse fra februar i fjor, hvor statsministeren netop tog en uønsket og uopulær sag af bordet, nemlig betalingsringen. Læs videre “Et frirum for folket”

Anmeldelse i Weekendavisen den 8. maj 2013.

Afrikas Blixen. De sytten år på den afrikanske farm er international litteraturhistorie i dag. Men Karen havde et sygeligt forhold til sin mor…

Mit elskede snehvide lam…

Da Frans Lassons i 1978 udgav Karen Blixens breve fra Afrika, skrev han, at han på anmodning fra Thomas Dinesen, forfatterens bror, havde foretaget “forholdsvis få og for helheden uvæsentlige udeladelser” af “enkelte afsnit og sætninger”. Det var mildest talt usandt.

I indledningen til Karen Blixen i Afrika. En brevveksling 1914-31 noterer udgiverne Marianne Juhl og Marianne Wirenfeldt Asmussen, at de udfylder de huller, som Frans Lasson måtte nøjes med at markere med tre prikker, men de retter ingen kritik mod den eftergivenhed overfor Thomas Dinesen, som synes at have været gældende for udgivelsen dengang. Det er diplomati på højt plan, men det havde nu været på sin plads at rokke lidt ved den piedestal, Frans Lassons sidder på – ikke fordi han fandt det nødvendigt at tage visse hensyn, men fordi han i den grad søgte at nedtone omfanget. “Forholdsvis få og for helheden uvæsentlige udeladelser”… Nej, hele breve blev skamskåret med en hækkesaks, ialt manglede der 1000 sider! Læs videre “Karen Blixen i Afrika – en brevsamling 1914-31”

Weekendavisen den 3. maj 2013.

Sorg. Anmelderen bliver sat skakmat, får dårlig samvittighed og bliver vred. Desværre hjælper det ikke romanen.

Der er en enkelt sætning i pressemeddelelsen til Morten Brasks nye roman, der sætter anmelderen skakmat: “En pige og en dreng er inspireret af hændelser i forfatterens liv.”

Jeg så det først efter at jeg havde læst romanen, men jeg havde det allerede på fornemmelsen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Romanen skildrer nemlig et ungt par, der mister deres for tidligt fødte tvillinger. Hvis dette er sket for forfatteren selv, er der jo tale om en dybt personlig tragedie og et – givetvis – terapeutisk skriveprojekt. Men det er der desværre ikke kommet god litteratur ud af, og det er min opgave at sige det. Læs videre “Tre hjerter i en krop”

Weekendavisen den 25. april 2013.

BLÆKSPRUTTEN. Anmeldere skal passe på, når de læser romaner i stærk sol.

Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen passer sit arbejde, selv når han er på ferie i sydens sol. Men spørgsmålet er, om han har fået solstik?

Vi skal igen opholde os ved den islandske forfatter Hállgrimur Helgason nye roman Kvinden ved 1000°, hvor fortælleren er barnebarnet til Islands første præsident og datteren til en mand, der gik i tysk tjeneste under krigen. I romanen ligger hun på sit dødsleje og erindrer sit liv med en besk og brutalt kynisme. Udgangspunktet er autentisk, men resten er fiktionaliseret.

Kritikken af romanen findes i tre spor: 1) den rent æstetiske, hvor alle synes at være enige om, at Hállgrimur Helgason er en særdeles velskrivende forfatter, 2) den litterært-biografistiske om hvad man som forfatter rent moralsk kan tillade sig, når man fiktionaliserer virkelige menneskers liv og historie (og her er Helgason blevet beskyldt for at gå langt over stregen, som omtalt i min anmeldelse og i en kommentar her i avisen i forrige uge), og 3) brugen af historiske facts. Læs videre “Skyums solstik”