Weekendavisen den 17. maj 2013.
Kommentar. Skattesagen, dagpengesagen og tunesersagen – tre sager, som vi ikke ville kende til, hvis den kommende Offentlighedsloven var i brug.
En kontrafaktisk nyhed:
Statsminister Helle Thorning-Schmidt har besluttet at skære igennem og droppe alle regeringens planer om en ny Offentlighedslov. Hun argumenterer resigneret:
“Fagbevægelsen siger nej tak. Pressen siger nej tak. Organisationerne siger nej tak. Befolkningen siger nej tak. Man kan nærmest ikke finde nogen, som er for det.”
Lyder det urealistisk? Og lyder det samtidig en smule bekendt? I så fald er det fordi det fiktive citat er konstrueret over en autentisk udtalelse fra februar i fjor, hvor statsministeren netop tog en uønsket og uopulær sag af bordet, nemlig betalingsringen.
Dengang begrundede hun den overraskende beslutning med, at både fagbevægelsen, borgmestrene, pendlerne og miljøorganisationerne var imod, og samme slags argumentation kan hun sagtens bruge igen, hvis hun nu har modet til at droppe den mørkelægningsring, som er ved at blive bygget om ministeriernes kommunikation.
I al sin korthed handler den massive kritik om de dele af loven (§24 og §27), der fjerner offentlighedens mulighed for indsigt i ministrenes og politikernes korrespondancer. Justitsminister Morten Bødskov har i interviews og folketingsdebatter som en anden robot repeteret, at det er vigtigt at ministerierne har et “frirum”, hvor tanker og ideer kan prøves af i det lovforberedende arbejde uden nødvendigvis at havne på forsiden, og det er naturligvis sandt nok. I praksis vil det betyde, at offentligheden mister aktindsigt i dokumenter udvekslet mellem ministerier og styrelser og i korrespomndancer mellem ministre og folketingsmedlemmer.
Ministeren har selv bekræftet, at “frirummet” ville have gjort det umuligt for pressen af få indsigt i informationer, der gjorde det muligt at afdække så væsentlige historier som Troels Lund Poulsens rolle i skattesagen, regeringens tidlige viden om, hvor mange der ville falde ud af dagpengesystemet hvornår, og sagen om stramning af reglerne for udvisning af personer på tålt ophold (den såkaldte tunesersag). Den nye lov ser med andre ord ud til at være skabt udfra et ønske om at gøre livet lettere for ministrene og sværere for medierne – og dermed offentligheden.
Kritikken af regeringens lovudkast er massiv. Vi tager det fra en ende af:
– En kontrastfyldt oppositionsalliance bestående af Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har krævet lovforslaget pillet af programmet.
– Journalistforbundet kalder loven et tilbageskridt for demokratisk indsigt.
– I en fællesudtalelse påpeger ni chefredaktører fra de største medier i landet, at det bliver umuligt at afsløre rævekager og fejl i den politiske administration.
– Samtlige partiers ungdomsorganisationer stod i denne uge skulder ved skulder ved en demonstration imod loven ved et såkaldte folkemøde på Christiansborg Slotsplads.
– Amnesty International mener at loven svækker demokratiet.
– Dansk Folkeoplysnings Samråd mener at loven øger gabet mellem staten og civilsamfundet.
– På Facebook har over 77.000 borgere skrevet under på en protest imod lovforslaget.
– Det canadiske Center for Law and Democracy, der overvåger og bedømmer staters åbenhed i forvaltningen, siger at Danmark har mistet sin position som pioner på området for åbenhed i forvaltningen. På centeres liste over staters åbenhed, ligger Danmark på en kedelig plads som nummer 78, lige over Usbekistan. Nummer ét på listen er overraskende nok Serbien.
– International Press Institute opfordrer i et åbent brev den danske regering til at droppe §24 og §27.
Men kritikken er også begyndt at vokse i regeringspartiernes egne folketingsgrupper, hovedbestyrelser m.m. er kritikken ved at tage alvorligt til, ikke mindst da SF’s landsmøde pålagde partiformanden at arbejde for en ændring af lovens mest udemokratiske elementer. Også i de borgerlige partier, der ellers stod bag det oprindelige lovforslag, er flere ved at få kolde fødder.
Men hvem støtter så regeringen? Ja, udover Venstre og De Konservative, der i deres regeringstid fremsatte det første forslag til ændring af loven om offentlighed i forvaltningen, er det kun enkelte juridiske eksperter, der har skrevet indlæg, som justitsminister Morten Bødskov har været glad for at læse. Det er til gengæld heller ikke hvem som helst, men professorne Eva Smith, Niels Fenger og Søren H. Mørup, som mener at loven er bedre end sit rygte, og at der blot er tale om nogle tekniske detaljer, som er nødvendige fordi nogle af ministeriernes kontorer nu er placeret ude i byen hos styrelserne. Hvor man tidligre kunne spadsere ned ad gangen og tage en fortrolig snak, må man nu skrive til hinanden, og det bør man kunne uden at andre læser med, mener Eva Smith, der ikke forventer at den nye lov vil give journalisterne mindre viden i fremtiden. Forbløffende nok har hun kaldt kritikken af den nye lov “en hetz”.
Efter planen skal Offentlighedsloven til afstemning i folketinget i maj eller juni, og intet tyder på, at regeringen skulle komme på bedre tanker. Men intet tydede vel heller på, at Betalingsringen ville blive taget af bordet fra den ene dag til den anden. Derfor må vi håbe, at statsministeren seriøst overvejer at udskyde fremsættelsen af lovforslaget indtil det er blevet revideret på afgørende punkter. Ganske vist sagde hun så sent som i sidste uge, at det “grundlæggende er en rigtig god offentlighedslov”, og hun mindede om, at aftalepartierne har bedt Ombudsmanden om at evaluere lovens omdiskuterede mørklægningsparagraffer om tre år. Det står dog ikke klart, hvorfor denne evaluering overhovedet skulle være nødvendig, hvis ikke partierne bag loven selv synes, at der er en vis pointe i oppositionens kritik
Helle Thorning-Schmidt har tidligere vist evne til at skrotte forslag, som var faldet i unåde i brede kredse, eller til at ændre dem, som i denne uge med dagpengene. Lige nu har hun kun tre professorer, som støtter regeringen udover V og K. Derimod vil ingen andre vide af det nye forslag til Offentlighedslov, fordi den simpelthen gør det muligt at kapsle informationer inde. Da loven i 2010 første gang blev foreslået af den borgerlige regering, var Morten Bødskov som ordfører for Socialdemokraterne skeptisk. Han mente ikke at offentlighed kan skade lovarbejde. Men så blev han selv minister. Direkte adspurgt kan han dog ikke give eksempler på, at den eksisterende lov har været uhensigtsmæssig for regeringens arbejde, og derfor kan han heller ikke argumentere særlig stærkt for behovet for mere lukkethed. Til gengæld skorter det ikke på konkrete eksempler på historier, som vi ikke ville have fået, hvis den foreslåede lov allerede var i brug, nemlig historierne om skattesagen, dagpengesagen og tunesersagen. Det er alle historier, der handler om en eller anden form for muligt magtmisbrug eller reduceret retssikkerhed. Derfor er de mere end bare “gode historier” rent journalistisk. De er vigtige historier at få frem for den demokratiske kvalitets skyld, og det er i lyset af sager som disse, at Eva Smiths forsvar for loven virker så uforståelig. Hvad er argumentet for at disse sager ikke skulle afdækkes?
Gør med Offentlighedsloven som med Betalingsringen. Drop den og find på noget bedre.