Weekendavisen den 13. juli 2024
Skarp. Det handler om retsfølelse og retsetik, når Anders og ungerne kæmper mod en mand, der hævder at være Nordamerikas retmæssige ejer.
Der er en ordveksling i Carls Barks’ Anders And og Den gyldne hjelm (1952), som jeg hæftede mig ved allerede som barn, og som stadig slår mig som genial magtsatire.
Vi er et sted på de vindpiskede bølger ud for Newfoundlands savtakkede kyst. Anders And støtter sig udmattet til rælingen på den lille båd, hvor han driver omkring sammen med den arrogante advokat Skarp Skarpson:
»Skarpson,« siger han, »tror De ikke, der er noget, der hedder straf?«
Advokaten ser på anden med ansigtet lagt i foragtens folder. Han svarer:
»Ikke når man har en dygtig advokat!«
Forud er gået dette:
Anders keder sig som hjælpekustode på Andeby Museum. En dag opdager han en skummel mand, der leder efter noget i lastrummet på et udstillet vikingeskib. Anders viser ham bort og finder derefter selv det, som manden ledte efter: et gammelt vikingekort, der viser vej til en varde ved den 59. breddegrad på Labradors kyst.
I henhold til en gammel lov fra 792 er enhver, der opdager nyt land hinsides havet, ejer af dette land. Da vikingen Olaf Grå gik i land i Nordamerika i år 901, blev han derfor enehersker over det nyopdagede land, og som bevis på, at han havde været der, skjulte han sin gyldne hjelm.
Nu træder Sten Grå så ind på scenen som Olafs efterkommer. Sekunderet af advokat Skarpson kræver han sin ret. Med hjelmen i hånden vil han være Nordamerikas enehersker – og alle andre skal være hans slaver.
Herefter går den vilde skattejagt. Hvem kommer først til Newfoundland? Sten Grå og advokat Skarpson? Eller den godmodige museumsinspektør, hjælpekustode Anders og hans tre nevøer? I dette kapløb skal vores venner forsvare alle nordamerikaneres frihed imod den magtbegærlige og griske diktator in spe.
MEN HVAD MED muligheden for selv at erobre Olaf Grås hjelm og blive amerikansk enehersker? Kan de gode stå for fristelsen, eller korrumperer udsigten til magt?
Først kapitulerer inspektøren, da hjelmen for en stund falder ham i hænde, men hans diktatoriske idé er anderledes end slavepiskeren Sten Grås. Inspektøren vil som ejer af Nordamerika lade alle landets indtægter gå til museerne, og alle folk skal gå på museum to gange om dagen, også om søndagen. Det kan man da kalde en offensiv og aktivistisk kulturpolitik.
Da Anders erobrer hjelmen og skal til at smide den i havet for at undgå Sten Grås diktatur, tøver han et sekund. Advokat Skarpson, der altid skifter side ved udsigten til magt, hvisker ham i øret: »Det er fristende, hvad? Jeg vil med glæde være Deres sagfører.«
Så slår grådigheden ned i Anders. Han vil være vikingekonge! Men han vil ikke gøre folk til slaver, og museerne interesserer han sig ikke for. Med hjelmen på hovedet proklamerer han, at han vil lade alle folk leve, som de plejer. Han vil ikke tage den mindste smule fra dem, de må beholde deres jord, miner og oliekilder.
Til gengæld vil han som ejer af luften sætte luftmålere på brystet af folk, som så skal betale ham, hver gang de trækker vejret. Advokat Skarpson foreslår: Fem øre for at trække vejret, ti øre for at sukke.
Anders And og Den gyldne hjelm er både en arketypisk fortælling om det gode mod det onde og en historie om grådighed (Carl Barks har sagt, at han skrev og tegnede historien på et tidspunkt, hvor hans ekskone var ved at flå ham i en skilsmisse).
Den ubarmhjertige griskhed er en af den katolske kirkes syv dødssynder, altså et udtryk for det syndefald, hvor mennesket sætter sig selv i Guds sted. Og Carl Barks lader alt og alle falde i historien om Den gyldne hjelm.
Ærkeskurken er naturligvis prædestineret til egoisme og ondskab, ligesom advokaten blot er en tjener for magten og kapitalismen. Men også museumsinspektøren, den dannede mand, lader sig friste.
Det samme gør Anders, der ellers har været præget af mod, stamina og retfærdighedssans i hele historien, og til sidst vakler også en af de praktiske, pragmatiske og retfærdige nevøer i et kort sekund.
DET BEMÆRKELSESVÆRDIGE VED Den gyldne hjelm er, at Joakim von And ikke er der. Han er ellers grænseløst grisk og altid på jagt efter nye skatte. Som den inkarnerede grådighed taler Den gyldne hjelm til alle hans begærsinstinkter. Så hvorfor er Onkel Joakim ikke med?
Fordi, tror jeg, hans grådighed er for veldokumenteret. Ved først at lade Anders være retfærdig, og dernæst slå en sprække i hans ordentlighed, lykkes det Carl Barks at vise den menneskelige grådighed og vores svaghed over for fristelser.
Og så er vi tilbage ved den samvittighedstyngede Anders Ands spørgsmål til advokat Skarpson: »Tror De ikke, der er noget, der hedder straf?«
Spørgsmålet har bund i både retsfølelse og retsetik, og det udspringer af Anders’ fortrydelse, da han indser at hans magtbegær var urimeligt. Det virker, som om han gerne vil straffes. Og efter forbrydelse kommer vel straf. Eller hvad?
Skarpson, den glatte og sleske ål, interesserer sig ikke for retfærdighed, men kun for, hvordan han kan manipulere og mænge sig med magten.
Han passer perfekt ind i den juridiske hær, der netop nu kæmper for at gøre virkelighedens svar på Sten Grå og hans ambitioner om at være enehersker over Nordamerika, Donald Trump, fri for straf.
Endelig må vi have med, at Anders And og Den gyldne hjelm er det eneste ikkedanske værk på Kulturministeriets Børnekulturkanon fra 2004.