Af Klaus Rothstein

De kommer dryppende, ordene som Jon Fosse skriver, de drypper punktumløst ned og samler sig til en strøm, en silende strøm af ord, der vokser og vokser, lavmælt og inderligt, uden et eneste punktum, alle dråberne samler sig til en silende strøm, der fosser og fosser, for når Fosse skriver, fosser ordene ud af ham, lavmælt og insisterende, inderligt og underligt fosser de uden punktum og uden pauser og kun med linjeskift ved replikker, og dem er der ikke mange af, men til gengæld med rytmiske gentagelser, der snirkler sig om sig selv, mange rytmiske gentagelser, hyppige, hypnotiske gentagelser, lavmælte gentagelser, men altså insisterende inderligt, som for eksempel når han i sin nye sindrige og ordrige roman Vaim, der er lille og enorm på én gang, bruger otte sider på at skrive om en mand i en hytte, der mener, at det banker svagt på døren, men alligevel ignorerer det, for hvem skulle banke på nu, den eneste, der kunne finde på det, var Jatgeir, men han har ikke været her i årevis, siden det kvindemenneske flyttede ind hos ham, men det bankede da på døren, svagt, og der kan vel være så mange grunde til, at det banker på døren, måske er det én, som kommer med en vigtig besked, måske om at nogen er død, ja måske var det en dødsmeddelelse, men nu banker det vist ikke mere på døren, måske ikke, men otte sider bruger han, Jon Fosse, på manden, der hørte, at det bankede på døren, for sådan er det i Vaim, den lille og enorme roman, som med sine silende, strømmende, fossende sætninger fortsætter forfatterskabets punktumløshed, og manden i hytten tænker, at den, der bankede på, nok har givet op, da han ikke åbnede døren, og det kan jo ikke være Jatgeir, et mærkeligt navn, Jatgeir, men Jatgeir hedder også bare Geir, og manden i hytten ved ikke, hvorfor Jatgeir bliver kaldt Jatgeir, men hvis det nu er Jatgeir, der banker på, må han nok lukke ham ind, og nu banker det igen, hverken let eller hårdt, kun et enkelt bank, bare en svag banken, og manden går ud i forstuen, og vi hører om det i den fossende Fosse-prosa, der snirkler sig om sig selv med sine hyppige, hypnotiske gentagelser, og ud af dette sindrige ordrige vokser hen ad vejen en lilleverden, som rummer hele den menneskelige eksistens, ja, hele menneskeeksistensen synes samlet i denne lilleverden, i den fiktive by Vaim på det norske vestland, ikke langt fra Bjørgvin, som vi kender fra tidligere i Jon Fosses forfatterskab, et norrønt kaldenavn for Bergen, og norrøn stemning er der i denne lilleverden, men også en slags moderne nutid, som nævner både biler og telefoner, men om vi er i vor egen tid eller en nutidsnær fortid, ved ingen, vi ved kun, at der er en norrøn afsmitning, men tiden spiller heller ikke den store rolle, for det er den menneskelige eksistens det handler om her, om tilværelsens gådefuldhed, ja netop, det snirklende, silende, strømmende, fossende sprog, hvor der kun er linjeskift ved replikker, og dem er der ikke mange af, handler netop om tilværelsens gådefuldhed, og sproget afspejler på den måde livets runddans, hvor vi mennesker mødes og skilles, skæbner strejfer hinanden, støder sammen, stødes bort, og vi hvirvles ind i de hyppige, hypnotiske gentagelser, og vi hvirvles ud igen, og vi forstår, at det også handler om livets vilkårlighed og om magtesløse mænd, ikke mindst ham med det uforklarlige kaldenavn Jatgeir, som engang blev valgt af kvinden Eline, som viste sig i virkeligheden at hedde Josefine, og som egentlig boede sammen med en mand, hun kaldte Frank, selvom han hed Olav, og disse mænd, Jatgeir og Frank, er simple fiskere, der gør, som kvinden siger, for hvad skal de ellers gøre i denne lille og enorme roman om den menneskelige eksistens, hvor Jon Fosse lader ordene fosse i silende, drivende ordstrømme og viser disse forvirrede og forsagte mænd, der ikke kan gennemskue tilværelsens gådefuldhed, selvfølgelig kan de ikke det, for hvem kan dét, og den sindrige og ordrige stil er kendt fra Jon Fosse selv, men også fra den østrigske misantrop Thomas Bernhard og andre eksperimentelle forfattere, men her, hos Jon Fosse, er det silende, strømmende, fossende, hypnotiske sprog umiskendeligt nordisk, som hos både Selma Lagerlöf og Terje Vesaas, og hvad temaet angår, men ikke sproget, er der også en smule Erlend Loe, nemlig det med mændenes magtesløshed, når den målrettede og manipulerende kvinde flytter ind, og inden vi slutter, må vi også lige have med, at manden, der mente, at det måske bankede på døren et sted i denne dryppende, silende, strømmende, fossende punktumløse roman, hvor der kun er linjeskift ved replikker, hverken var Jatgeir, der egentlig bare hedder Geir, eller Frank, der i virkeligheden hedder Olav, men en helt tredje mand, som vi nok møder igen, når Jon Fosse fortsætter sin inderlige, underlige trilogi om den menneskelige eksistens og tilværelsens gådefuldhed i byen Vaim, hvor Frank til sidst tænker, at der skal stå »Alting var underligt« på hans gravsten, hvorefter Jon Fosse lader den inderligt smukke, silende, strømmende fos af ord ebbe roligt ud og endelig slipper os uden at sætte så meget som et eneste punktum