Lykkelig og ulykkelig

Weekendavisen den 19. marts 2021

Fængsel. Kim Fupz Aakeson skriver med suverænt håndelag om tre fængselsbetjente, der alle har gang i lyssky handlinger.

Kim Fupz Aakeson: Fangeleg, 318 sider, 249.95 kr. Roman Gyldendal.

Kim Fupz Aakesons børnelitterære forfatterskab og hans store manuskriptforfatterfilmografi overskygger hans virke som romanforfatter (for voksne), men også indenfor dette skrivefelt er han først blandt ligemænd.

Med Fangeleg – en socialrealistisk mini-kollektivroman om tre fængselsbetjente – viser Kim Fupz Aakeson, hvordan en erfaren plotfortæller arbejder. Man kan kalde hans stil for no nonsens-prosa, sprogligt lidt usaltet og prunkløs, men det ville også ligge ham fjernt at spille avantgarde og sætte skriften før historien. Han gør snarere det modsatte. Hans scener er skrevet med suverænt håndelag, og hans replikker giver smæld. Continue reading “Lykkelig og ulykkelig”

Engang var vi her

Weekendavisen den 12. marts 2021

Roman. Merethe Lindstrøms nye roman er præget af klassisk fuglesymbolik – og gamle heksetegn, der røber den dybe menneskelighed.

Merethe Lindstrøm: Fuglenes anatomi. Oversat af Jannie Jensen. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé. 248 sider, 300 kr.

Merethe Lindstrøm – den norske forfatter, der i 2012 vandt Nordisk Råds Litteraturpris for Dage i stilhedens historie – har altid skrevet med stærk sproglig intensitet om tilværelsens dunkle punkter, enten som en slags autofiktion (Fra vinterarkiverne) eller mytisk allegori (Nord), men med romanens Fuglenes anatomi griber hun til en slags raffineret blanding af realisme og symbolisme. Continue reading “Engang var vi her”

Det hjerteløse samfund

Weekendavisen den 26. februar 2021

Grotesker. Jens Blendstrup lægger en løgn ind mellem ilden og træværket i nye noveller, der desværre lider under fantasiens overophedning.

Jens Blendstrup: Sorgens balalajka. Roman 272 sider, 299,95 kr. People’s.

Så er Jens Blendstrup tilbage med tyve nye novellegrotesker, hvor det trygge nedkæmpes af det sære, og det harmonisøgende forvandles til et splintret spejl. Sorgens balalajka rummer – karakteristisk for forfatterskabet – noget af det mest udprægede fjolleri, som dansk litteratur kan byde på i disse år. Nogen synes at det er lårklaskende sjovt, andre stikker et blasert stenfjæs op. Jeg hører desværre til den sidste gruppe. Men jeg forsøger at se bagom mine idiosynkrasier og møde novellernes essentielle budskaber. For selvom Jens Blendstrup nok er dansk litteraturs muntre søn, har hans gøglerier bestemt en seriøs baggrund.

I ‘Manden med jollen’ finder vi, mener jeg, samlingens samlende pointe. En midaldrende mand, Bo, dukker en dag op i Egå Marina Sejlklub. Hans kone mener at han er passiv-aggressiv og bør sejle til Sverige og opsøge samekulturen: ”Hun siger at jeg vil have godt af at stå mellem to rensdyr og føle deres varme.” Continue reading “Det hjerteløse samfund”

Alicias ispinde

Weekendavsen den 26. februar 2021.

Utopi. Daniel Denciks nye roman er både en civilisationskritik og en drøm om paradisflugten. Den har tyngde i tanke, men mangler narrativ stringens.

Daniel Dencik: Snask. 368 sider, 300 kr. Roman. Politikens Forlag.

Underligt sammentræf: Denne bogsæson byder på hele tre romaner om store danske mænd fra malerkunsten. Debutanten Peter Løhr har skrevet Hulemennesket om Johan Th. Lumbye, Jesper Wung-Sung Kvinde set fra ryggen om Vilhelm Hammershøi – og Daniel Denciks Snask strejfer Christen Købke.

Mens de to førstnævnte romaner er fiktionsskildringer med base i biografien, har Daniel Dencik et helt andet ærende. Han lader den store guldaldermaler være forfader og et fjernt fortidsekko til romanens egentlige hovedperson, Alicia Købke, et wunderkind, der som blot 19 årig er den yngste instruktørelev i Filmskolens historie. Continue reading “Alicias ispinde”

Totalitær tolerance

Weekendavisen den 12. februar 2021

N-kommentar. En amerikansk journalist er blevet fyret, fordi han i en privat samtale nævnte ”det grimme ord”. Vi lever i et intellektuelt risikosamfund.

Lige før jul skrev jeg på denne plads en kommentar om den litteratur, hvor N-ordet, De ved nok, forekommer. Jeg skrev, at intellektuelt arbejde i identitetspolitikkens og billedstormens tid er blevet en gang på æggeskaller, og at der uafbrudt er en historie i internationale aviser om en forfatter eller lignende, der er havnet i problemer på grund af en bog eller en uoverlagt bemærkning.

I sidste uge fik vi – desværre, men ikke overraskende – så det nyeste eksempel på præcis sådan en historie, hvor den formastelige har overtrådt grænsen i et letsindigt øjeblik. Denne gang handler det om den 67-årige Donald McNeil – estimeret New York Times-reporter, nomineret til en Pulitzer-pris for sin journalistik om corona i USA.

Sagen er, at Donald McNeil brugte N-ordet en enkelt gang i 2019. Det skete på en studierejse, hvor en ung studerende bad om hans mening: Hun havde en studiekammerat, der som 12-årig havde udtalt N-ordet i en hjemmevideo. Burde denne pige nu meldes for sin misgerning? For at kunne svare bedst muligt, stillede Donald McNeils et uddybende spørgsmål: Havde pigen dengang selv brugt N-ordet aktivt, eller havde hun bare gengivet det som et citat fra andre? Continue reading “Totalitær tolerance”