Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 9. august 2024

Essays. Demokratiet kan ikke afløses af noget bedre, men nok føre til noget værre. Ulrich Horst Petersen gør regnebrættet op.

Ulrich Horst Petersen: Til efterkommerne. Essays. 176 sider. 200 kr. Forlaget Epilog.

Der er noget både inciterende og irriterende ved de essays, som den 88-årige forfatter og forhenværende embedsmand Ulrich Horst Petersen nu udgiver under en titel, som kun en gammel mand kan vælge: Til efterkommerne.

Det inciterende er den udfordrende refleksionskraft, som gennemsyrer teksterne.

Det irriterende er den vaklende sprogstil, som kan skabe en vis forvirring og undren. Læs videre “De skyldløst skyldige”

Weekendavisen den 2. august 2024

100. James Baldwin fandt ikke sig selv i Amerikas eller Europas historie. Men han måtte tage de hvide århundreder på sig.

James Baldwin: Hvis Beale Street kunne tale. Oversat af Rasmus Hastrup. 254 sider. 279,95 kr. Gyldendal. // James Baldwin: Næste gang ilden. Oversat af Niels Lyngsø. 118 sider. 229,95 kr. Gyldendal. // James Baldwin: Optegnelser fra en søn af de sorte. Oversat af Mikas Lang. 178 sider. 219,95 kr. Klim.

I dag for nøjagtig 100 år siden – den 2. august 1924 – blev den amerikanske forfatter James Baldwin født. Gyldendal og Klim markerer den runde dag med vigtige udgivelser af en rørende roman og to eminente essaysamlinger, hvor James Baldwin selvbiografisk og kulturkritisk skildrer de sorte amerikaneres virkelighed.

De to essaybøger er The Fire Next Time (1963), oversat af Niels Lyngsø som Næste gang ilden, og Notes of a Native Son (oprindelig udgave 1955, revideret af forfatteren i 1983), som i Mikas Langs oversættelse hedder Optegnelser fra en søn af de sorte. Læs videre “En bastard af Vesten”

Weekendavisen den 26. juli 2024

Manifestroman. Mikkel Guldager har skrevet en fin og desperat roman om de privilegieløses beskedne fordringer.

Mikkel Guldager: Prismet. 164 sider. 229 kr. Roman. Forlaget Brændpunkt.

Om Mikkel Guldager, forfatter til romanen Prismet, oplyses følgende på flapteksten under et amatørportrætfoto, hvor han griner i modlys bag briller, stort skæg og viltert hår:

»Mikkel Guldager, f. 1977 er forfatter til fire andre romaner. Alle hans værker har det til fælles, at de omhandler skæbner på randen af samfundet. Han er i gang med en ph.d. i filologi ved Freie Universität i Berlin.«

Jeg har ikke læst Mikkel Guldagers tidligere romaner, men jeg kan forstå, at de alle udspringer af en programmatisk vilje til at gøre randeksistenser synlige. Det kan man kun hilse velkommen, selvom det ikke er noget litterært pionerarbejde. Mange andre samtidsforfattere holder den kurs, ikke mindst Mikael Josephsen. Læs videre “På onsdag kommer førtidspensionen”

Weekendavisen den 19. juli 2024

Flaskepost. Niels Matthiasen var på én gang arbejderklassens mand og kulturelitens fremmeste elegantier.

ENGANG I 1978 skrev en københavnsk skoledreng dansk stil om verdensmesterskaberne i fodbold, der skulle afholdes i Argentina, hvor kupgeneral og diktator Jorge Rafael Videla stod i spidsen for en brutal militærjunta. Skoledrengen elskede fodbold og glædede sig til at se VM i fjernsynet – Franz Beckenbauer! Rob Rensenbrink! Jan Tomaszewski! Ralf Edström! – men han syntes også, at det var for galt, at sådan et grimt regime skulle slå propagandaplat på sådan et smukt spil. At fodbold også var et politisk fænomen, var begyndt at gå op for ham.

Skoledrengen skrev et brev til kulturministeren og bad om foretræde. Han ville gerne stille ministeren et spørgsmål eller to om VM i Argentina. Kort efter dumpede en kuvert fra ministeriet i Nybrogade ind ad døren hos skoledrengen: en invitation fra ministeren. Læs videre “Kultur-Niels”

Weekendavisen den 13. juli 2024

Skarp. Det handler om retsfølelse og retsetik, når Anders og ungerne kæmper mod en mand, der hævder at være Nordamerikas retmæssige ejer.

Der er en ordveksling i Carls Barks’ Anders And og Den gyldne hjelm (1952), som jeg hæftede mig ved allerede som barn, og som stadig slår mig som genial magtsatire.

Vi er et sted på de vindpiskede bølger ud for Newfoundlands savtakkede kyst. Anders And støtter sig udmattet til rælingen på den lille båd, hvor han driver omkring sammen med den arrogante advokat Skarp Skarpson:

»Skarpson,« siger han, »tror De ikke, der er noget, der hedder straf?«

Advokaten ser på anden med ansigtet lagt i foragtens folder. Han svarer:

»Ikke når man har en dygtig advokat!« Læs videre “Tror De ikke, der er noget, der hedder straf?”