Det ukendtes grænse

Weekendavisen den 18. marts 2022

Nobelprisen 2021. Abdulrazak Gurnahs roman består af to spor, der belyser variationer af begær og overlevelse.

Abdulrazak Gurnah: Paradis. På dansk ved Finn Holten Hansen. 280 sider, 249,95 kr. Gutkind.

I 1964 blev det arabiske sultanat på Zanzibar ud for Tanzanias kyst væltet ved en revolution, hvor den arabiske elite mistede magten til afrikanske oprørere. Blandt de flygtende var en 18-årig sort mand med yemenitisk baggrund, Abdulrazak Gurnah. Han fik opholdstilladelse i England, hvor han har boet lige siden.

I 2017 blev han pensioneret fra University of Kent, hvor han forskede i post-kolonial litteratur. Men den fiktionslitteratur, der skildrer det menneskelige vraggods, som bliver skyllet op på eksilets kyster, var ikke kun akademisk materiale for Abdulrazak Gurnah. Som ung var han selv begyndt at skrive om sin hjemlængsel og splittelsen mellem sprog og steder. Læs videre “Det ukendtes grænse”

En dansk gralsridder i Ukraine

Weekendavisen den 11. marts 2022

Essay. Forfatteren Thor Lange er en af litteraturhistoriens særeste og mest bemærkelsesværdige skikkelser. Han blev optaget i den russiske adel og drev et gods syd for Kiev.

På en lille plæne i Østre Anlæg – en bypark, der for 150 år siden opstod på resterne af Københavns sløjfede fæstningsanlæg – står en granitsokkel med en bronzebuste af en mandsperson med et brysk alvorsblik, buskede øjenbryn, stridt overskæg og en bondsk hue.

Taras Schevchenko, hedder han, født 1814, død 1861. Ukraines nationaldigter.

Monumentet blev opstillet for tolv år siden på initiativ af Dansk-Ukrainsk Venskabsforening, der formidlede et ønske fra den ukrainske stat – som til gengæld tilbød at stille en buste af H.C. Andersen op i Kiev.

Københavns Kommune viste stor imødekommenhed, og siden har den ukrainske billedhugger Sergei Bugoslavskijs værk stået på sin plads i parken – ironisk nok i kiggeafstand fra den russiske ambassade i Kristianiagade (endnu ikke Ukrainegade) – i god ro og orden. Læs videre “En dansk gralsridder i Ukraine”

Det, de ikke har fortalt

Weekendavisen den 11. marts 2022

Forløst. Liv Nimand Duvå kombinerer konventionel realisme med dyb, eventyragtig og eksplorativ prosa om kvinders erfaringer med undfangelse, graviditet og fødsel.

Liv Nimand Duvå: Mødrenes hus. 250 sider, 199,95 kr. Roman. Gyldendal.

Begge mine sønner blev forløst ved akutte kejsersnit. Deres mor var sendt i drømmeland af et ordentligt skud narkose, men jeg stod ved siden af – dirrende og stirrende – med blikket rettet mod mavens blodige kraterhule, der åbnede sig under den skarpe skalpel. Det er mange år siden, men jeg husker hver en detalje. Drengenes mor, derimod, husker kun smagen af sin egen knockout, sit eget fuldkomne fravær fra fødslerne.

Den kropslige erfaring var ikke min, men jeg var nærmeste vidne, og ved læsningen af Liv Nimand Duvås nye, intense roman, Mødrenes hus, genfremkalder jeg mig den udspilede mavekuppel, de tiltagende veer, den udeblivende forløsning, og til sidst: kapitulationen og kejsersnittet. Det er voldsomt og godt. Læs videre “Det, de ikke har fortalt”

Ord

Weekendavisen den 11. marts 2022.

Konversationsleksikon. Ord er ikke bare ord, og betydning er ikke bare betydning.

ORD [ˈoˀɐ̯] er betegnelsen for en sproglig enhed, som har en betydning, og som udtales og skrives uden pause henholdsvis mellemrum.

Sådan oplyser Den Danske Ordbog, men den definition er ikke helt problemfri, for sagen er, at mange ord, der helt klart udgør sproglige enheder, rent faktisk ikke har nogen betydning, i hvert fald ikke en betydning, som man kan defineres i en ordbog.

Ikke desto mindre kan disse ord være perfekte som bestående udtryk for en forestilling (for nu at citere Ordbog over det danske sprogs bud på, hvad et ord er), og dermed rummer de alligevel al den betydning, man kan ønske sig, hvis man altså forstår at aflæse den.

Sproglige enheder, der ikke umiddelbart har nogen betydning, finder vi i dette digt af Palle Jessen: ”Hink/ hink/ honk/ hinke, hænke, hank/ hunk/ illæ, illæ, hank/ lakrimæ/ lakrimæ/ honk.”

Ikke sandt? Vrøvl fra ende til anden. Men når vi så ser, at digtet hedder ‘Krøbling’, kan vi pludselig aflæse ordenes betydning. Nu giver dette mylder af hjemmegjorte onomatopoietika pludselig mening som sproglige enheder i det ellers umiddelbart betydningsløse.

Et andet poetisk eksempel på, at ord ikke bare er ord, og at betydning ikke bare er betydning, finder vi hos Ærbødigst, det muntre rimsmedspseudonym, der i 1926 skrev denne hyldest ved en rund digterdag:

Naar Jeppe Aakjær fylder treds,
saa skjarer Maanen veltilfreds,
mens Gøgen pilrer med sit Kuk
og Hønen dulrer med sit Kluk.
Det sorler over Sallingland
og dumrer hult i Fjordens Vand,
paa Marken pojer Drengen lidt,
da stenter Dug paa Vibefedt,
det skrumler paa den bare Taa
og hwerrer stygt ved Karup Aa.
Det klunker midt i Maaneskin,
det gjalmer ud og skjulmer ind,
da virmer ømt det gamle Hors,
da kraaner Skjæg paa dugget Pors,
da skrusler Hanen paa sit Hjald,
da hwilrer Koen i sin Stald,
og Faaret gjepper i sin Eng,
og Pigen rimmer i sin Seng.
Tak, Jeppe Aakjær-Sivensnak,
vi hvister dig en særlig Tak,
fordi du duget har vort Bord
med mærkelige Udsagnsord,
som dels sprang frem fra Bondens Sjæl,
og som du dels har lavet selv.

Skjarer, dulrer, sorler, dumrer, pojer, stenter, skrumler, hwerrer… Jo, Jeppe Aakjær kunne godt finde på at ty til nordjyske neologismer, men Ærbødigst fremmer forståelsen gennem overdrivelse, for faktisk fandtes alle ordene i forvejen, ja efter sigende findes der stadig en ældre cimbrer eller to, der kraaner, skrusler og hwilrer.

Det springende punkt er, om vi forstår det samme ved en sproglig enhed. Når vi hører nogen sige ”æble”, ”sko” eller ”stige”, er vi ikke i tvivl. Om æblet er grønt eller rødt, om skoen har snørebånd eller velcro, eller om stigen kan teleskoperes længere, er ikke nødvendigvis vigtigt, i hvert fald ikke i første omgang.

Til gengæld har vi balladen, når vi lægger decideret modsatte betydninger i den samme sproglige enhed. De unge nutildags tror jo, at en bjørnetjeneste er en stor, varm tjeneste, nærmest som et trygt, pelsblødt bjørnekram, mens vi andre aldersstegne betakker os for den slags omfavnelser. Sproget er dynamisk, og bjørnekrammet er penduleret, ligesom i øvrigt ordet klamphugger. Men det er så lang tid siden, at den sidste cimbrerefterkommer, der vidste, at ordet engang betegnede en dygtig håndværker, for længst har glemt det.

Gæld, utryghed og vold

Weekendavisen den 4. marts 2022

Socialroman. Mona er en imponerende fighter og mønsterbryder i Stine Askovs kulturkampsroman om privilegier og stigmatisering.

Stine Askov: Nøjsomheden. 366 sider, 249,95 kr. Roman. Gyldendal.

Der går en lige linje fra Glenn Bechs opgør med de priviligeredes dominans på højskolernes skrivekurser (som beskrevet her i avisen i sidste uge) til Stine Askovs nye roman, hvor den ideologiske vinkel allerede bliver skåret i pap og bøjet i neon i Gyldendals pressemeddelelse, da forfatteren bliver citeret for følgende:

”Jeg er ikke vild med litteratursnobberi og hader at litteratur gøres til noget svært, det er forbeholdt udvalgte at sige noget klogt om. Derimod elsker jeg tanken om, man ikke behøver at kunne tale ”litteratursk” for at være med i samtalen om bøger. Altså at man som læser kan være med uanset forudsætningerne.” Læs videre “Gæld, utryghed og vold”