Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 26. juli 2024

Manifestroman. Mikkel Guldager har skrevet en fin og desperat roman om de privilegieløses beskedne fordringer.

Mikkel Guldager: Prismet. 164 sider. 229 kr. Roman. Forlaget Brændpunkt.

Om Mikkel Guldager, forfatter til romanen Prismet, oplyses følgende på flapteksten under et amatørportrætfoto, hvor han griner i modlys bag briller, stort skæg og viltert hår:

»Mikkel Guldager, f. 1977 er forfatter til fire andre romaner. Alle hans værker har det til fælles, at de omhandler skæbner på randen af samfundet. Han er i gang med en ph.d. i filologi ved Freie Universität i Berlin.«

Jeg har ikke læst Mikkel Guldagers tidligere romaner, men jeg kan forstå, at de alle udspringer af en programmatisk vilje til at gøre randeksistenser synlige. Det kan man kun hilse velkommen, selvom det ikke er noget litterært pionerarbejde. Mange andre samtidsforfattere holder den kurs, ikke mindst Mikael Josephsen. Læs videre “På onsdag kommer førtidspensionen”

Weekendavisen den 19. juli 2024

Flaskepost. Niels Matthiasen var på én gang arbejderklassens mand og kulturelitens fremmeste elegantier.

ENGANG I 1978 skrev en københavnsk skoledreng dansk stil om verdensmesterskaberne i fodbold, der skulle afholdes i Argentina, hvor kupgeneral og diktator Jorge Rafael Videla stod i spidsen for en brutal militærjunta. Skoledrengen elskede fodbold og glædede sig til at se VM i fjernsynet – Franz Beckenbauer! Rob Rensenbrink! Jan Tomaszewski! Ralf Edström! – men han syntes også, at det var for galt, at sådan et grimt regime skulle slå propagandaplat på sådan et smukt spil. At fodbold også var et politisk fænomen, var begyndt at gå op for ham.

Skoledrengen skrev et brev til kulturministeren og bad om foretræde. Han ville gerne stille ministeren et spørgsmål eller to om VM i Argentina. Kort efter dumpede en kuvert fra ministeriet i Nybrogade ind ad døren hos skoledrengen: en invitation fra ministeren. Læs videre “Kultur-Niels”

Weekendavisen den 13. juli 2024

Skarp. Det handler om retsfølelse og retsetik, når Anders og ungerne kæmper mod en mand, der hævder at være Nordamerikas retmæssige ejer.

Der er en ordveksling i Carls Barks’ Anders And og Den gyldne hjelm (1952), som jeg hæftede mig ved allerede som barn, og som stadig slår mig som genial magtsatire.

Vi er et sted på de vindpiskede bølger ud for Newfoundlands savtakkede kyst. Anders And støtter sig udmattet til rælingen på den lille båd, hvor han driver omkring sammen med den arrogante advokat Skarp Skarpson:

»Skarpson,« siger han, »tror De ikke, der er noget, der hedder straf?«

Advokaten ser på anden med ansigtet lagt i foragtens folder. Han svarer:

»Ikke når man har en dygtig advokat!« Læs videre “Tror De ikke, der er noget, der hedder straf?”

Weekendavisen den 12. juli 2024

Anmeldelse: »Piger sværmer ikke så uskyldigt, som man tror.« Norske Torborg Nedreaas’ klassiker fra 1947 er modig og blodig.

Torborg Nedreaas: Af måneskin gror der ingenting. Oversat af Lotte Kirkeby. 245 sider, 249, 95 kr. Turbine.

Åbningssætningen i romanen Af måneskin gror der ingenting havde nok været verdensberømt, hvis den var skrevet af en mandlig eksistentialist: »Jeg går og leder efter et menneske.«

Men som kvindelig feminist og troende kommunist har nordmanden Torborg Nedreaas (1906-87) måttet vente på international bevågenhed.

Den får hun så til gengæld på efterbevilling i disse år, hvor den snart 80-årige romans popularitet knopskyder med oversættelser til mange sprog. Har litterær genopdagelse mon nogensinde haft så gunstige kår som for tiden, hvor det ene værk efter det andet trækkes ud af glemslen i en stor klassikerskyggekanon? Læs videre “Læs, vær vågen, blegn”

Weekendavisen den 12. juli 2024

Udbrud. Er jeg den eneste, der er litteraturfetichistisk nok til at ville se Hans Scherfigs skrivemaskine?

For nylig fortalte en god veninde mig, at hun under oprydningen i et dødsbo havde fundet sin oldemors dødsmaske fra 1956, pænt foldet ind i et håndklæde.

Oldemoren var en kendt og moderne tænkende forfatter, som beredte vejen for mange yngre skrivende kvindelige kolleger. Hendes dødsmaske skal naturligvis være i familiens eje, så længe der er interesse for den. Men hvis slægtsinteressen løber ud, hvor hører sådant et klenodie så hjemme? Læs videre “Dødsmaske”