Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 22. april 2022

Romanværk. Hvis man ikke kan sætte pris på det selvsmagende, kan man ikke sætte pris på Madame Nielsen.

Madame Nielsen: Kendsgerninger. Pentagon smeltet 1. 76 sider, 199,95 kr. Forlaget Grif.

I pandemiens morgengry opholdt jeg mig i Berlin, og en mørk martsaften skulle jeg se Madame Nielsen læse og synge på en intimscene på det legendariske Volksbühne. Madame – der beboede en liebhaverlejlighed som gæst og æreskunstner hos den tyske stat i et helt år – havde skrevet mig i døren, og billettøren spurgte, om jeg ville hilse på kunstneren, der lå og hvilede sig lidt i en sofa ved siden af scenen, inden hun skulle optræde.

Der lå hun så, tynd som en tankestreg, rødlæbet, beleven, interessant og nervespændt, som den verdensdame, hun er. Hun strakte en knoklet arm frem mod mig, ikke for at give hånd, men for at holde mig tre skridt fra livet. Madame Nielsen var angst for den nye smitte, som bredte sig fra Kina. Hun vejede, sagde hun, blot 37 kilo, og enhver sygdom ville tage livet af hende. Læs videre “En uvis kendsgerning”

Weekendavisen den 13. april 2022

Krønike. Norske Roy Jacobsens romaner om øen Barrøy udvikler sig til et hovedværk i nordisk samtidslitteratur.

Roy Jacobsen: Bare en mor. Oversat af Camilla Christensen. 252 sider, 249,95 kr. Gyldendal.

Homer viste det med Illiaden og Odysseen. Daniel Defoe viste det med Robinson Crusoe. Og William Golding viste det med Fluernes herre: Øer egner sig pokkers godt til dramaer, hvor eksistensen – individets eller kollektivets – bliver sat på ultimative overlevelsesprøver.

At intet menneske er en ø, en verden for sig, beviser også den mesterlige norske forfatter Roy Jacobsen med den formfuldendte romanserie om småkårsfolkene på (fiktive) Barrøy ved den norske Helgelandskyst. De tre første romaner – De usynlige (2013), Hvidt hav (2015) og Rigels øjne (2017) – var alle fremragende menneske- og epokeportrætter, og Bare en mor holder fanen højt. Læs videre “Er mennesket stort eller lille?”

Weekendavisen den 13. april 2022

Kontroversen. To svenske digtere har fundet og udgivet et mystisk manuskript af en megaloman excentriker fra 1930’erne. Men måske er deres opdagelse ikke så ny at det gør noget?

Jessika Gedin, programværten på det svenske litteraturprogram Babel, brugte store ord, da hun i marts lagde op til et indslag: ”Det her er forårets mest mystiske bog og store litterære gåde”, sagde hun.

Derefter blev seerne præsenteret for et lille stykke detektivjournalistik om bogen Liv och idéer, som det fine forlag Norstedts netop havde udgivet med et besynderligt pseudonym som forfatter: The Man of Street.

Journalisten var rundt på gulvet. Hvem stod bag det mystiske forfatternavn? Og hvad var op og ned i historien om denne bog, der angiveligt var en genudgivelse af en bog, som blev trykt første gang i 1930’erne af en psykisk syg og megaloman excentrisk trykkeriejer fra mellemkrigstidens Göteborg. Hans navn var Jonatan Jonsson, og efter eget udsagn var han både The Man of Street og en intellektuel verdensmester. Læs videre “En intellektuel verdensmester”

Weekendavisen den 7. april 2022

Kommentar. Selv i et åbent samfund med fri ret til at skrive og tale, kan der herske social kontrol og selvbegrænsning.

I sidste uge bragte Politiken et fødselsdagsportræt af forfatteren Line-Maria Lång, der fyldte 40 år. Jeg læste det, fordi den småpinlige overskrift fangede mit øje: ”Hun lykkedes med at gøre Jan Sonnergaard nuttet”.

Ugen inden var Politikens skribent Erik Jensen gerådet i gevaldig shitstorm, fordi Twitter og omegn mente at hans portræt af en kvindelig sanger var sexistisk. Som jeg forstod det havde artiklen haft en lidt hoven tone og belyst kvindens karriere via samarbejder med diverse mandlige kærester. Jeg skal ikke gøre mig klog på det, jeg følger ikke med i den slags musik og ved intet om fødselaren. Men irettesættelsen var voldsom og Politikens chefredaktør var på strategisk tilbagetog. Men tilsyneladende havde navneredaktionen intet lært. Læs videre “En menneskelig plet”

Weekendavisen den 7. april 2022

Satire. Anna Juuls debutroman lærer os, at kedsomhed er et grundvilkår på linje med ensomhed og sorg.

Anna Juul: Penge & Bacon. 270 sider, 199,95 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.

Jeg har en indre holmgang med mig selv om Anna Juuls debutroman, Penge & Bacon. På den ene side har jeg lyst til at stryge romanen med hårene, fordi den rummer så mange fine ideer og er kvalitetsmærkelig. På den anden side må jeg konstatere, at det, jeg håbede ville flamme vildt og voldsomt, desværre bare viser sig at gløde lidt.

Vi er i København netop nu. Regeringen har gjort det forbudt at tale om vejret, og pludselig dekreterer statsministeren, der bare hedder Lillian, en to måneder lang klimalockdown. Alt lukkes ned. Inklusive offentlig transport, sundhedsvæsen og det Co2-storforbrugende internet. Alle mennesker skal blive hjemme. Samtlige husstande får leveret et gasblus og grøntsager fra Aarstiderne, noget hørtøj (man forventes at tabe sig, når man kun spiser grønt) og en solgenopladelig lampe, designet af Bjarke Ingels. I krisesituationer kan man morse til Beredskabsstyrelsen. Skulle nogen dø, kan deres pårørende sætte et klistermærke på døren, der hentes lig tirsdage og torsdage. Statsministerens forbillede er stenalderen, hvor forbruget var meget lavt. Læs videre “Alt er kun en overgang”