Udenfor murene

Weekendavisen den 16. februar 2024

Sidste digt. I dag for 80 år siden begik Henri Nathansen selvmord ved at springe ud ad et vindue på Grand Hotel i Lund.

Da dramatikeren Henri Nathansen i vinteren 1944 modtog den sørgelige nyhed om, at hans søster Rosa havde taget sit eget liv i Stockholm, slog hans depressive side igennem. I sorg over søsterens selvmord – og i desperation over Anden Verdenskrig – kastede han sig ud ad et vindue på Grand Hotel i Lund, hvortil han var ankommet den 8. oktober 1943 som jødisk flygtning fra Danmark.

Det er i dag 80 år siden, Henri Nathansen begik selvmord. Årsdagen falder sammen med, at Det Kongelige Teater netop nu afslutter en succesfuld opsætning af dramatikerens hovedværk, den påtrængende aktuelle danske teaterklassiker Indenfor murene.

Jeg ligger inde med et lille udateret avisudklip, som jeg sandsynligvis har fundet i en gammel bog, det er vistnok fra Politiken, en lille indrammet note med overskriften »Nathansens sidste digt«. Digtet er, står der, sendt til avisen i forbindelse med Henri Nathansens 100-års dag, hvilket må betyde at det er fra sommeren 1968, eftersom forfatteren kom til verden i Hjørring den 17. juli 1868.

Digtet er sendt til avisen af Dyveke Reumert, datter af skuespilleren Poul Reumert, der fejrede store triumfer i flere af rollerne i Henri Nathansens Indenfor murene. Avisen omtaler Dyveke som Henri Nathansens niece, så det var hun vel, men desværre har jeg ikke kunnet komme på sporet af de nærmere familierelationer.

Avisen noterer, at digtet »må formodes at være det sidste, Henri Nathansen skrev før sin død«, og videre: »Digtet har aldrig været offentliggjort« og »fru Reumert fandt det tilfældigt i en af sin onkels gamle notesblokke«.

I 1951 udgav Tom Kristensen et udvalg af Henri Nathansens digte, og her var digtet ikke med, så vi må også formode, at denne Flaskepost er det første genoptryk siden 1968. Som man vil se, er litteraturhistorien ikke gået glip af noget, ved at de to små vers er gledet i glemsel:

 

Hvorfor sminker du dit Ansigt

Ind med Sminkens Skidt og Fedt

Så det dufter tungt og lummert

Ufrisk, urent gennemsvedt?

Jeg vil se dit eget Ansigt

Frit for Sminkens Fedt og Skidt

Selvom det er træt og hærget

Søde barn – det er dog dit!

 

Om digtets anledning og tilblivelseshistorie ved vi ikke yderligere. Hvis det er sandt, at det er det sidste fra Henri Nathansens digterhånd, er det skrevet efter den 7. januar 1944, hvor han daterede det fædrelandskærlige landflygtighedsdigt »Den danske Jord«, et digt, hvor stemningen er lys og nærmest optimistisk:

 

Og Slægt paa Slægt vil fremad gaa,

Vil under gaa, vil genopstaa,

og præge med sin Gernings Spor

den danske Jord.

 

Efter at han skrev dette digt, fik Henri Nathansen beskeden om sin søsters selvmord, hvilket udløste sorgen, depressionen og desperationen i ham selv. Torsdag den 17. februar 1944 kunne Sydsvenska Dagbladet rapportere denne nyhed:

»En tragedie udspillede sig natten til onsdag i Lund. En dansk flygtning, forfatteren Henri Nathansen, som boede på Grand Hotel, sprang ud ad vinduet fra tredje sal. Han havde været syg, og hans hustru havde netop ringet efter lægen, da manden pludselig, tydeligvis i et anfald af sindsforvirring, styrtede sig ud ad vinduet.«

Af politirapporten fremgik det, at Henri Nathansen ifølge enken Johanne havde været depressiv og urolig om natten, hvor han havde forsøgt at skære i sig selv med et barberblad. Mens hun tilkaldte hjælp, kastede han sig ud fra Grand Hotel på banegårdstorvet i Lund.

Han overlevede faldet og blev bragt til hospitalet, hvor han døde af sine kvæstelser kl. 03.55.

Henri Nathansens portræt kan ses to steder i landet. Tysk-danske Harald Isensteins (også jødisk flygtning i Sverige) bronzebuste af forfatteren blev opstillet i Nørregade i fødebyen Hjørring i 1944, ligesom billedhuggeren Gottfred Eickhoffs busteportræt af digteren har stået i Allégade, Frederiksberg, siden 1953.

Hvor Henri Nathansen blev begravet, står til gengæld – mystisk nok – hen i det uvisse.

PS!

Efter avisens udgivelse kom en mail fra en opklarende læser, som jeg gengiver her:

En oplysende detalje om Dyveke Reumert der sendte det sidste digt af Henri Nathansen til Politiken. Familien Reumert var gode, nære venner af Jeanne og Henri Nathansen. Poul Reumerts børn kaldte ham onkel Henri. Der var ikke egentlig slægtskab. Tak for en god avis fra en gammel abonnent.
Charlotte Reumert
Niece til Dyveke