Jubilæum

Weekendavisen den 5. april 2024

I udbrud. Litterære jubilæer markeres alt for ofte i journalistikken.

I mine tidligste formative år skrev jeg en kronik i en avis, der ikke længere findes, om en forfatter, som jeg var ungdommeligt optaget af, jeg siger ikke hvem. Et sted i mine gemmer ligger et avisudklip fra dengang, og der lader vi det bare ligge, for jeg har ikke modet til at genopleve min egen stilistiske og litterære umodenhed.

Kronikken var omhyggeligt vinklet op mod en rund dødsdag, for jubilæer egner sig perfekt til litteraturjournalistikken – men samtidig irriterer det mig gevaldigt. Det er så oplagt, og derfor uopfindsomt, at skrive om en forfatter eller en bog i anledning af hans/hendes/dens runde dag.

Og så alligevel ikke. For nogle uger siden skrev kollega Beiter (den unge) her på siderne om Martin A. Hansens Løgneren i anledning af 75-året for udgivelsen. Ganske kvikt havde han gravet modtagelsen af romanen frem, og på den måde kastede han ikke bare lys over litteraturen, men også over kritikken. Arkæologisk litteraturjournalistik, kan man sige.

Allerede ugen efter var jeg selv faldet for fristelsen til at genlæse og skrive om En Landsbydegns Dagbog, som fyldte 200 år. Men hvad skriver man? At Blicher stadig er god? Jeg vinklede på en historie om novellens ukendte udgiver, for så var der noget nyt, noget gammelt nyt, at fortælle.

Sagen er jo, at der altid kommer en sporvogn og et jubilæum til. Det er altid 200 år siden, at en forfatter blev født, 150 år siden, at en digter døde, og 100 år siden, at noget udkom eller skete.

Men hvad med de runde årstals onde tvillinger, de skæve årstal? Vigtige bøger, der udkom for lige præcis 63 eller 86 år siden, og afgørende forfattere, der blev født eller døde eller modtog Nobelprisen for 104 år siden? Dem skal vi også skrive om, hvis de har noget vigtigt at sige os lige nu.

Og her er det så, jeg slår mig selv for munden, splidagtig og kontradiktorisk, for selvom jeg af og til synes, at jubilæer bliver markeret med rituel selvfølgelighed, kan jeg jo ikke stå for fristelsen.

Den forfatter, som jeg skrev om i min meget unge ungdom, er stadig en af mine yndlingsforfattere, og søreme om ikke en rund dag venter i en nær fremtid. Jeg har derfor bidt hovedet af al skam og overtalt min redaktør til at lade mig skrive endnu et stykke litterær datojournalistik.

Forbryderen vender altid tilbage til gerningsstedet.