Weekendavisen den 27. marts 2024
Profetisk. I Orwell-året 1984 forudså forfatteren Peter Seeberg fremtiden, som den ville se ud i foråret 2024.
For 40 år siden bad Politikens kronikredaktør, journalisten Paul Hammerich, en række forfattere om at se ind i fremtiden. Året var 1984, det magiske og mytiske årstal, som verden havde ventet på, siden George Orwell i 1948 udgav sin dystopiske roman om et brutalt overvågningsautokrati, og nu – midt i de flossede 80ere, som Paul Hammerich kaldte årtiet – var tiden inde til nye fremtidsfantasier.
Ti forfattere fik hver tildelt et årti at skrive om. På den måde kom krystalkuglekronikkerne til at se 100 år frem i tiden som »seriøs science fiction om kommende generationers samliv og samfund«.
Jeg var netop fyldt 20, da historikeren Palle Lauring åbnede serien med en kronik om året 1994. Serien udkom hver mandag over ti uger. Jeg læste dem troligt, klippede dem ud og gemte dem i et chartek. Med års mellemrum har jeg genset kronikkerne, og nu ligger Peter Seebergs »År 2024« foran mig, let gulnet. Den stod i avisen 26. marts, altså i denne uge for 40 år siden, og den foregår om knap to måneder, nemlig 18. maj 2024.
Peter Seeberg, dengang museumsinspektør på Viborg Stiftsmuseum og året inden tildelt Nordisk Råds litteraturpris, lader en sagtmodig mand fortælle. Han fik ikke skåret syrenen ned på grund af regn og regn, og resigneret spørger han sig selv: »Hvornår skal det atter blive sne som i 1990erne?«
Hvis Peter Seeberg dengang i 1984 havde en fornemmelse af temperaturstigninger, tænkte han ikke tanken til ende. Eller, det vil sige, han tænkte den i en anden retning: Det er blevet næsten umuligt at skaffe benzin og reservedele til bilerne, så landevejene ligger næsten øde hen og er ved at springe i skov, og om ti år skal bilisterne have økse og sav med.
Vores fortæller har gemt lidt benzin, så han kan køre sig en tur. Ved Ulfborg møder han en kvinde, der skifter hjul på en punkteret 2CV, måske den sidste i verden. Han hjælper hende, og hun fortæller, at hun er udsendt gennem et statsligt agentur af den nigerianske regering for at måle og vurdere havets vandkvalitet: »Kølige bade er kommet på mode i Vestafrika.«
Manden svarer, at hans børn arbejder i Lagos, hvortil kvinden replicerer: »Børnene flygter, de løber fra tilbageslaget. Vi ældre får skovene tilbage.«
Ude ved havet går manden tur i klitterne, hvor han møder »fire prægtige nigerianske mennesker«. Han falder i staver over kvindernes bryster og indser, at disse smukke mennesker har en naturlig overlegenhed, verden tilhører dem og deres pragtfulde væsen: »Og dog skammer jeg mig ikke over min ringere hudfarve, gris er jeg kun næsten.«
Scenen opløser sig forunderligt, da nigerianerne forsvinder fra vesterhavsklitterne på hovercrafts, mens sandet rejser sig som en søjle under dem.
Vi forstår, at verden af 2024 ikke er, som vi kendte den i 1984, men tankevækkende nok vendte Seeberg vrangen ud på den globalisering, som var lige om hjørnet. I hans fremtidsvision er Rom delt mellem koreanerne, malaysierne og nigerianerne, »dog siges det, at australierne holder et vågent øje med dem fra deres poster, så der atter kan blive en hvid pave, den nuværende siges at komme fra det neutrale Haiti«.
Et gennemgående motiv er skovens tilbagekomst som følge af Tilbageslaget, hvilket nok er en tanke værd i en tid med artsuddøen og biodiversitetskrise:
»Italien er et stort hotel, mens Tyskland og Østrig er ganske groet til i skov,« skriver Seeberg (ja, Tyskland, som om han har forudset den genforening, der ventede fem-seks år ude i fremtiden). Ruhr er totalt lukket, der vokser birketræer og grantræer på skorstenene. Skoven strækker sig helt til Ural, hvor de koreanske kolonier begynder at skabe lysninger. Og så dette utrolige spørgsmål: »Hvem havde troet, at verden kunne undvære det ukrainske kornkammer?«
Spørgsmålet er retorisk, og Seebergs fortæller har selv svaret: »Men verdens herrer spiser ikke hvede, kun ris, og grisekød spiser kun halvdelen. Amerikanerne regner ingen med mere, nu er der blot 29 stater tilbage i Unionen.«
Internettet, mobiltelefoner, kunstig intelligens, elbiler, islamisme og corona forudså Peter Seeberg ikke, men der er kø ved posthuset, fordi pensionisternes pension er forsinket, »anlægget« er nemlig i stykker, og »montøren« er ikke nået frem endnu.