Weekendavisen den 22. marts 2024
Rådhusparken i Aarhus ligger på gammel kirkegårdsjord, og nede i bunden af plænen står en række gamle gravsten som gaster i geled op ad en hæk.
Et lille monument i det gamle lapidarium prøver at syne større, end det egentlig er:
»Adolph Frederik Elmquist. Overkrigscommissair, Ridder af Dannebroge, i 54 Aar Redacteur af Aarhuus Stiftstidende, födt i Kjöbenhavn den 19de September 1788, död sammesteds den 10de October 1868.«
Denne Adolph Frederik Elmquist var søn af en skomagermester. Som halvstuderet røver blev han skriver i rentekammeret, siden kom han i boghandlerlære, og i 1810 oprettede han både en boglade og et lejebibliotek i Aarhus.
Året efter overtog Adolph udgivelsen af Aarhuus Stiftstidende, og helt frem til året før sin død 57 år senere virkede han som avisens redaktør – og så fik han en afgørende rolle i den danske litteraturhistorie.
Ham vender vi tilbage til.
DA ST. ST. BLICHER i marts 1824 – netop nu for 200 år siden – udgav »Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog«, bar den lange novelle ikke noget forfatternavn, men foregav at være en autentisk journal, »fundet, gjennemseet og udgivet af S.S. Blicher«. Det var gøgl for galleriet.
Den fingerede dagbog består af degnen Morten Vinges optegnelser gennem en periode på 45 år, fra den 1. januar 1708 til 12. maj 1753, men med en lakune på 20 år undervejs. Der er i alt 68 korte betroelser, der genlyder af dramatik fra de tabte hedelandskaber og adelsgården Tjele.
Morten skulle være trådt i sin fars fodspor som præst, men efter farens død bliver han som purung ansat som tjenestekarl på Tjele Hovedgård, hvor han forelsker sig dybt i husets datter, den adelige frøken Sophie.
Hun værdiger ham til gengæld ikke et blik, men fraterniserer fatalt med Mortens barndomsven, præstesønnen Jens, der arbejder for skytten på Tjele.
En nat lægger Morten sig i den seng, hvor Jens burde have ligget, og pludselig mærker han, at Sophie kryber ned til ham. Da han lammet af kærlighed fremstammer »Evindelig min!«, opdager Sophie fejlen, stikker i et skrig – og stikker af. Morten noterer i sin journal:
»Ak! Hvorfor flygtede hun? Hvorfor kom hun da selv ukaldet, ufristet? Har hun elsket mig som jeg hende, tavst, inderligt, brændende?«
Nogle dage senere går Sophie hastigt forbi Morten og giver ham en ordre i ét ord: »Silence!« Så vender hun Tjele og det adelige liv ryggen og flygter med Jens.
Sorgfortvivlet flakker Morten omkring, først deltager han i et drabeligt søslag mod svensken, så kæmper han som krigsfange på svensk side mod »moskovitterne«, inden han i en årrække er pelsjæger i det fjerne Sibirien.
Mange år senere, i august 1744, er Morten atter hjemme i Danmark, nu på godset Corselitze på Falster. I parken ser han en mand med sortgråt, tykt skæg og et skummelt øjekast. Det er Jens, nu en ussel tigger.
Og i græsset ligger en gammel, udslidt kone og luger ukrudt, klædt i laser og med et bleggult, rynket ansigt. Det er Sophie. Den før så smukke adelsfrøken er daglejer i godsets have. Mortens lemmer skælver.
Med Sophies fald fra tinderne – inspireret af adelskvinden Marie Grubbe fra Tjele, der endte som fattig færgekone ved Grønsund (staklen optræder mange steder i litteraturhistorien, både hos Ludvig Holberg, H.C. Andersen, J.P. Jacobsen, Ulla Ryum, Juliane Preisler og Lone Hørslev) – lader han Morten minde os om, at synden lønner sine børn.
I dagbogens næstsidste optegnelse – den 12te Januar 1751 – skriver Morten Vinge:
»Nu er min Sjel mørk som Heden, naar Vintersneen er borttøet, og hendes – om hun endnu lever – maa ligne en siberisk Dal efter Oversvømmelse: mørktfuret af Vandstrømme, trindt bestrøet med Tuer, Stene og nedvæltede Træer.«
Derefter går der to år og fire måneder. Den 12te Mai 1753 afslutter landsbydegnen sin journal. Han er ensom som et skaldet træ på heden, den sidste af sin slægt: »Disse Blade skulle være det eneste Mærke om mig.«
MEN HVILKET MÆRKE! I Danmarks Digtere. Fyrretyve Kapitler af dansk Digtekunsts Historie (1926) mener professor Hans Brix, at forfatteren her nåede »Kunstnerisk Fuldkommenhed«: »Det er,« skriver han, »en Novelle, der gengiver et Menneskes Stemmetoner fra han er en from lille Dreng i Hjemmet, til han som gammel, prøvet Mand når i Havn efter livets Storme.«
Af Mortens livsstorme er det hverken søslaget, krigsfangenskabet eller den sibiriske udørk, der fylder mest. Det er kærlighedsstormen, skuffelsesstormen, sorgstormen, Sophies sociale deroute og brutale forvandling fra blomst til tidsel.
Med »Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog« (senere slettede Blicher den første del af titlen) ankom noget nyt i den danske litteratur, nemlig en hidtil uset virkelighedsnær skildring af mennesker og miljøer, den såkaldt poetiske realisme, som på mange måder foregriber den litterære realisme om menneskers psykologi og livsvilkår, der først brød igennem for alvor, da litteraturen blev moderne i 1870erne.
Da St. St. Blicher blev født i 1782, var »det indre Jylland så fjernt et Land som i vore Dage set fra Hovedstaden Saharas Ørken«, skrev Hans Brix. Og da han som 40-årig skrev sin store novelle, var afstanden ikke blevet meget kortere.
Den midaldrende digterpræst havde en alt for stor børneflok og en alt for lille indtægt i et par jyske småsogne – ifølge Hans Brix var han uordentlig, så det var en gru, men sanselig og med »Hang for det pirrende«.
Der var stadig langt til hovedstaden, hvor landets litterære liv udspillede sig, blandt andet med redaktør A.P. Liunges tidsskrift Harpen, hvor St. St. Blicher i ny og næ havde fået optaget en af sine noveller.
Men pludselig øjnede han en chance for at få realiseret sine digterdrømme tættere på. Og så er vi tilbage ved gravstenen i Rådhusparken i Aarhus.
REDAKTØR A.F. Elmquist udgav en folkelig bogserie, som han kaldte Læsefrugter, samlede på Litteraturens Mark. Serien var en pæn succes hos det litterære publikum i Aarhus og omegn, og den driftige Elmquist kunne godt se, at den skrivende præst kunne levere læsefrugter til det, han kaldte et »Archiv for underholdende Lecture«.
A.F. Elmquist nærede en stor kærlighed til litteraturen. Hans hjem fungerede som tidens eneste litterære samlingssted uden for København, og med et veludviklet blik for læsernes lyster redigerede han både sin avis og i alt 66 udgaver af Læsefrugter – fra oversættelser af folkekære fortællinger fra udlandet til noveller og digte af H.C. Andersen, B.S. Ingemann og St. St. Blicher.
I disse dage for 200 år siden udkom den 23. udgave af Læsefrugter. På side 145 stod en dramatisk og underholdende novelle, som ville komme til at sætte sine store spor i den danske litteraturhistorie.
Som gravstenens tekst afslører, var den foretagsomme Adolph Frederik Elmquist født i København, hvor han også døde. Men hans liv og karriere udspillede sig i Aarhus, tæt på det indre Jylland og heden, der virkede lige så fjern som Sahara fra Københavns fine saloner, og til denne overkrigscommissair, ridder og redacteurs meritter hører ikke mindst, at han for præcis 200 år siden udgav »Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog«.