Weekendavisen den 22. marts 2024
Taleskrivning. Anita Furu giver et konkret og værdifuldt blik ind bag facaden i Statsministeriet, men holder sig på den stensikre side af det fortrolige og det personlige.
Anita Furu: Flygtige ord. Et essay om taleskrivning, sprog og statsministre. 222 sider. 199,95 kr. Gutkind.
Retorikkens historie er fyldt med legendariske formuleringer fra politiske taler: Stauning eller kaos. I have a dream. Mr. Gorbachev, tear down this wall. You have stolen my dreams and my childhood. Jeg kan slå Fogh.
Mit yndlingscitat stammer dog fra en tale, som aldrig er blevet holdt. Den var forberedt til præsident Nixon i 1969, hvis nu månelandingen skulle gå fatalt galt.
En taleskriver med sans for velafstemt patos havde skrevet disse prægtige ord: »Skæbnen har bestemt, at de mænd, der rejste til månen for at udforske den i fred, vil blive på månen for at hvile i fred.«
Månen-månen, fred-fred, udforske-hvile, ordene rammer som pile i en rød plet, sætningen har tyngde og rytme, følelser og schwung, den er perfekt.
Jeg kom til at tænke på talen, der aldrig blev holdt, da jeg læste Anita Furus indsigtsfulde og oplysende bog om 14 år som taleskriver for fire danske statsministre.
Flygtige ord slår nemlig til lyd for den gode sætning, det gode ordvalg. Det er ikke alene talens budskab, det handler om, men også dens sproglige styrke. Det er vigtigt at fortælle en historie, at bygge op med retoriske figurer som modsætninger og treklange. Ord skal vælges med omhu, for ord skaber virkelighed – og talen er en begivenhed.
SOM TALESKRIVER for Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen har Anita Furu skullet finde den sproglige klædedragt til mange politiske pointer, altid loyal over for chefen og opdraget, uagtet eget ståsted.
En havareret måneekspedition var dog ikke en af opgaverne. Men landsmoderlig omsorg var der brug for under corona, hvor Mette Frederiksen udtalte de berømte ord om at vise »samfundssind« og »stå sammen ved at holde afstand«. De ord skrev Anita Furu.
Eller gjorde hun? Ja, det gjorde hun – vistnok. Sagen er bare, at Anita Furu ikke er typen, der fører sig frem. Hun er af en klassisk embedsmandsskole – oprindeligt økonom i et ministerium – og godt opdraget til at tænke og skrive på systemets vegne. Den vane tager hun i høj grad – i for høj grad – med sig i Flygtige ord.
Anita Furus dogme er, at talen tilhører den, der har holdt den; ikke den, der har skrevet den. Taler er i det hele taget ikke en enkelt persons værk, men et gruppearbejde, hvor ministeriernes faglige personale, særlige rådgivere og statsministeren selv deler forslag og ideer. Man får indtryk af, at Anita Furu først og fremmest har arbejdet som en slags koordinator, der skaber tekstsynteser.
Anita Furu bringer mange eksempler fra vellykkede og retorisk forbilledlige taler, og hun nævner også gerne sine fagfæller, ikke mindst John F. Kennedys legendariske Ted Sorensen (med aner på Mors), ligesom danske kolleger også får positive og respektfulde ord med på vejen, ikke mindst kollegaen fra Statsministeriet Caspar Strand, mens et par romanforfattere, der kom til at forvilde sig ind i maskinrummet, Kaspar Colling Nielsen og Peder Frederik Jensen, mest fremstår som eksempler på frie fugle, der fik svitset vingerne i embedsmandens trange bur.
I 2021 sagde Anita Furu sit job op for at være romanforfatter på fuld tid. Jeg har selv anmeldt Mit halve liv (2017) og Jeg er en, der kan sige sådan! (2019), der begge er baseret på forfatterens egen slægtshistorie, og jeg ser frem til forfatterskabets fortsættelse med et lønligt håb om, at der venter en samtidsroman.
FLYGTIGE ORD er relevant læsning for alle, der interesserer sig for politiske processer, retorik og kommunikation. Bogen giver et klart indtryk af taleskriverens håndværk og hverdag, og som sådan er den et konkret og værdifuldt blik ind bag facaden.
Man skal dog ikke forvente sig en kritisk rapport fra magtens indercirkler. Anita Furu skriver udelukkende positive og anerkendende ting om sine chefer, og måske er det hele virkeligheden? Måske er alle fire statsministre, på hver sin måde, så bevidste om, hvad de vil med deres budskaber, sprog, anekdoter og retorik? Måske var der aldrig nogen af dem, der havde en dårlig dag på talerstolen, som det var værd at reflektere over? Måske har der aldrig været tænders gnidsel? Måske har der aldrig været en større krise end et manglende faktatjek af et årstal? Ja, måske – men mon dog?
Anita Furu holder sig på den stensikre side af det fortrolige, det personlige og det interne samfundssind i Statsministeriet, og det er forståeligt nok, da hun stadig er kontraktligt knyttet til ministeriet (hvilket vi først får at vide i bogens sidste fodnote), men det havde pyntet på fortællingen, hvis taleskriveren havde haft en natur, der turde gå over embedsmandens optugtelse.
Men skæbnen har bestemt, at den taleskriver, der arbejdede i Statsministeriet, bliver i Statsministeriet.