Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 16. september 2022

Overgreb. Jens Christian Grøndahl lader et kvindeligt voldtægtsoffer stille et særdeles dristigt spørgsmål: Hvad hvis det er lystbetonet ikke at være tydelig?

Jens Christian Grøndahl: Fra i nat sover jeg på taget. Roman. 236 sider, 249,95 kr. Gyldendal.

Sagtmodighed har vi mødt før i Jens Christian Grøndahls romaner, men denne gang er resignationen rendyrket. Fra i nat sover jeg på taget er en midaldrende, dødsmærket mands tænksomme og ret så smukke svanesang.

Lyder det kedeligt? Det er det ikke. Det er derimod decideret vigtig. Romanen henter nemlig sit kernestof i disse års etiske tidehverv, der svarer ikke så lidt til sædelighedsfejden, som i 1880’erne gav så vitalt stof til litteraturen om kvinder, seksualitet og moral. Læs videre “Det var jo en anden tid”

Weekendavisen den 9. september 2022

Kommentar. Når krybben er tom bides hestene. Men ingen kulturpolitiker bør kunne lægge navn til en lukning af det museum, der formidler Karen Blixens liv og forfatterskab.

Karen Blixen Museet figurerer ikke i regeringens udspil til kommende finanslov. Skulle loven blive vedtaget som forslaget ser ud, vil det verdensberømte forfatterhjem på Rungstedlund derfor være truet på sit liv.

Der er naturligvis tale om en fuldblodsskandale i den danske litteraturhistories, kulturhistories og personalhistories verden. Karen Blixen er immervæk den danske litteraturs tredjestørste internationale superstjerne efter de gamle guldalderdrenge, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard (hvis jordiske efterladenskaber man ikke engang udstiller længere på Københavns Museum, ak ja). Læs videre “Baronessen på finansloven”

Weekendavisen den 9. september 2020

Hukommelsesroman. En simpel bondekone beskriver regnormen som muldens blinde digter og guds tanke i Jón Kalman Stefánssons roman om udfyldelsen af en blank erindring.

Jón Kalman Stefánsson: Dit fravær er mørke. Oversat fra islandsk af Kim Lembek. 576 sider, 350 kr. Batzer & Co.

Hvad kalder man egentlig et hukommelsesarbejde, der søger at skabe litterære sammenhænge af tabte minder? Rekonstruktiv erindring, kunne være en mulighed. Jeg spørger, fordi jeg aner en kontur i nordisk litteratur. Linn Ullmanns aktuelle roman Pige, 1983, er sådan en bestræbelse på at genetablere noget glemt eller fortrængt. Det samme var svenske Linda Boström Knausgårds knugende Oktoberbarn (2020). Begge romaner er skrevet på grundlag af private erfaringer.

I en beslægtet boldgade, men dog væsensforskellig, finder vi norske Carl Frode Tillers suveræne polyfontrilogi Indkredsning I-III (2007-14, på dansk 2022) ikke alene er en rekonstruktiv livsudredning, men et samtidsportræt af Norge. Her mødte vi en hukommelsesfortabt mand, hvis fortid blev rekonstrueret af venner og familie. Læs videre “Menneske, træd varsomt”

Weekendavisen den 9. september 2020

Matriarkatroman. Tankestoffet bag Maren Uthaugs nye roman er udmærket, men den litterære udførelse er for porøs og uden solid kerne.

Maren Uthaug: 11%. 352 sider, 299,95 kr. Roman. Lindhardt og Ringhof.

For ni år siden debuterede Maren Uthaug som romanforfatter (og samtidig som usentimental og galgenhumoristisk tegner i Politiken, hvor hun har lagt langt over 3.000 striber bag sig) med romanen Og sådan blev det, som jeg her i avisen kaldte ”stilsikker”, ”bemærkelsesværdig fin” og ”særdeles vellykket”.

Siden da har Maren Uthaug skrevet yderligere tre romaner, og det ærgrer mig at konstatere, at det er gået stødt ned ad bakke. Hvor der er fugle (2017) var slet ikke ringe, men heller ikke helt vellykket. En lykkelig slutning (2019) var derimod nærmest tæt på mislykket. Læs videre “Efter mændene”

Weekendavisen den 2. september 2022.

Via Dolorosa. Daniel Dencik skriver om at forsone sig med det, man ikke kan ændre, og om at gå tilværelsen i møde med oprejst pande.

Daniel Dencik: Første person flertal. 222 sider, 320 kr. Roman. Politikens Forlag.

Da Daniel Denciks udgav sin debutroman Anden person ental i 2014, afstedkom den en vis debat i det journalistiske og litterære miljø, der har det med at læse selvbiografisk fiktion som den rene og skære dokumentarisme. Men subjektive følelsesberetninger er ikke bevisførelse, og skønlitteratur skal ikke læses og løses som ligninger.

Men Daniel Dencik fortalte i interviews, at historien om Alexander var historien om ham selv. Som karakter og forfatter var de to sider af samme sag. Alexander havde, ganske som Daniel Dencik selv, været udsat for en uretmæssige anklage om vold mod sine tvillinger fra ekskonen, hvorefter myndighederne havde nægtet ham enhver kontakt og samkvem med børnene. Det hele fremstod som et kafkask myndighedsovergreb, beskrevet med offerblik i en meget vellykket roman. Læs videre “Efter syv sorger og otte bedrøvelser”