Weekendavisen den 12. april 2024
Anmeldelse. Udbrændt børnehavepædagog bliver omsorgsmedhjælper for usympatisk forfatter. Den fine linje i Stine Askovs forfatterskab har fået et lille brud.
Stine Askov: Varme hænder. 324 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
Camilla er en midaldrende kvinde med mand og to teenagedøtre. Indtil for nylig arbejdede hun som børnehavepædagog, men en dag kvittede hun jobbet.
Vi møder hende, da hun hver dag flyder på sofaen og stener dårligt fjernsyn, mens hendes omsorgsfulde mands og sensitive døtres bekymring tager til.
Der er sket noget, som har fjernet Camillas selvtillid og selvværd, men først dybt inde i romanen får vi indblik i den konflikt, der fik hende til at miste motivationen og sige stop.
Da Camilla endelig tager sig sammen til at komme i gang igen, søger hun arbejde som handicaphjælper hos en forfatter. Verdens nemmeste job, står der i annoncen. Camilla tror på det. Mon dog, tænker vi.
Siden en bilulykke i barndommen har Mathilde været ude af stand til at klare sig selv. Hun har flere handicaphjælpere ansat i turnus, og så er der servicehunden Bastian, som dels kan udføre små nytteopgaver (hente og bringe småting i hjemmet), dels har en beroligende effekt på sit menneske.
Camillas opgave som hjælper er klart defineret af den ikke særlig sympatiske Mathilde, som kører et stramt husholdningsregimente med strenge hygiejneregler og ingen plads til slinger i valsen.
På samme måde som Bastian er en hjælper og ikke et kæledyr, er de ansatte først og fremmest funktioner, ikke mennesker med privatliv og egne behov.
I dette kolde og rethaveriske klima har den omsorgsfulde, pligtopfyldende og inderligt loyale Camilla svært ved at finde sit ståsted.
FORHOLDET mellem de to kvinder er anstrengt fra begyndelsen, fordi Camilla ikke kan finde ud af at sætte Mathildes komplicerede frisure.
Camilla øver sig derhjemme på et sminkehoved med paryk og skriver omhyggelige noter: Først skal der redes en snorlige skilning over midten af venstre øjenbryn, cirka ti centimeter. Derefter skal alt håret løftes op i bundter og bevæges lidt frem og tilbage. Så skal håret snos nede ved roden, det første bundt skal lukke skilningen. Til sidst skal forhåret samles foran på issen.
Undskyld, men er dette en realistisk frisure? Rent hårteknisk har jeg ikke forudsætningerne for at gennemskue det, men først når jeg læser disse scener som en skildring af Mathildes dybe sublimering, giver den aparte og absurde frisure en vis mening. Frisuren er, siger Mathilde, den sidste rest, hun har tilbage af sig selv, og man forstår, at dens indviklethed skal kompensere for hendes handicap. Værdigheden sidder i håret.
Camilla bliver hele tiden ydmyget, men fra sin tid som pædagog ved hun, at man ikke skal give efter for sine følelser. Hun bider alt i sig, indtil hun hører stemmer, ser syner og mister orienteringssansen. Camilla bliver retraumatiseret af Mathildes opførsel. Men samtidig synker den hyperrationelle forfatter selv ned i konspirationsforestillinger om tyveri og overvågning.
EFTER Stine Askovs to seneste kvalitetsromaner, den alt for oversete Katalog over katastrofer (2020) og den bevægende Nøjsomheden (2022), gik jeg til Varme hænder med betydelige forventninger om endnu en roman med stærke sociale og solidariske hensigter.
Der er heller ingen tvivl om, at mødet mellem de to intellektuelle modsætninger rummer et højintenst drama. Camilla er varm og enfoldig, mens Mathilde er iskold og knivskarp. Den ene er de varme hænders omsorgsarbejder, den anden lever kropsløst i sin hjerne, hvor hun fordyber sig i Meister Eckhart, den tyske kristne skolastiker og mystiker fra middelalderen.
Varme hænder etablerer en menneskelig syntese mellem to former for omsorgsarbejde, børnehavepædagogens og handicaphjælperens.
Mest ægte og rørende er skildringen af Camillas sammenbrud i børnehaven. »Jeg var ikke god eller hjælpsom eller dygtig eller varm, jeg var ikke skarpt iagttagende eller en social netværker. Jeg gik og stod, trak i flyverdragten, lavede dialogisk læsning, hængte børnenes selvportrætter op, men jeg var ikke til.«
Dermed bygger romanen på den samme fine menneskebevidsthed og sociale indignation, som kendetegner Stine Askovs to seneste romaner, men desværre tegner den hverken historien eller karaktererne med den samme klarhed og renhed.
Varme hænder placerer sig i en uafklaret position, hvor den hverken rammer hovedet på sømmet som omsorgsrealisme eller som systemsatire. Den eksistentielle pointe, som man nok kan tilgå via Meister Eckhart, bliver derfor også mere applikeret end helstøbt. Klarest står spørgsmålet: Er hjælp overhovedet hjælp, hvis den, man skal hjælpe, ikke kan bruge hjælpen?
Ideen finder ikke rigtig sit format, og den fine linje i Stine Askovs forfatterskab har fået et lille brud. Men hvis man kunne lide Kristian Bang Foss’ handicaphjælperroman Døden kører Audi (2012), bør man absolut også interessere sig for Varme hænder.