Weekendavisen den 17. april 2024
Bogbørs. Børsen var kapitalismens højborg og byens gadekær, et hjemsted for bødler, svindlere og høje hatte. Den nedbrændte bygning har sin helt egen plads i den danske boghandels og litteraturs historie.
Det regner med gråsorte flager, og luften er sløret af røg, da jeg parkerer min cykel ved Den Sorte Diamant.
Over Det Kgl. Biblioteks tag rejser en sort skypumpe sig fra den brændende Børs.
Inde i forhallen møder jeg forfatteren Peter Løhr. Han skal sidde og skrive på læsesalen, jeg skal lave nogle optagelser til en podcast i Specialsamlingen.
»Børsen brænder,« siger vi i munden på hinanden.
Vi taler om den sodsvedne nedbør. Peter har samlet nogle forkullede stykker op udenfor. De ligger nu i en lille plasticbeholder, han havde i lommen. Den plejer han at have lidt mad i til sin datter.
Han kommer lige fra vuggestuen. Da han havde afleveret sin datter, løb en ræv ham i møde. Da han nåede frem til Den Sorte Diamant, stod Børsen i lys lue.
For et par år siden skrev Peter en roman om guldaldermaleren Johan Th. Lundbye. Nu tænker han på de af Lundbyes værker, der blev reddet ud, da Christiansborg Slot brændte i 1884, og man bar malerier ud, ligesom brandfolk og forbipasserende gør ved Børsen netop nu.
Vi taler lidt om Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden, der slutter med en storslået skildring af Københavns brand i 1795. Præsten Morten Falck hjælper med at bringe et maleri i sikkerhed for flammerne.
»Nu går jeg op og skriver et Børsen-digt,« siger Peter. Vi siger god arbejdslyst til hinanden.
Jeg er i et lokale, der vender væk fra Børsen. De medarbejdere, der sidder lige i vindretningen, må gå hjem. Deres kontorer lugter for meget af røg. Vi kan se røgen drive hen over havnen som lange slør.
Vi laver vores optagelser, mens Børsen brænder henne om hjørnet. Dagen før havde vi siddet i samme lokale og talt om Tom Kristensens digt om den angstforløsende længsel efter syner af rædsel og nød, skibskatastrofer, hærværk, pludselig død – og længslen efter brændende byer. Og Børsen brænder.
Jeg går en tur, og fra Gammel Strand ser jeg hen på den rygende ruin. Her løb Morten Falck rundt i Kim Leines roman. Jeg tager et billede hen over skulderen på fiskerkonen i granit.
JEG BRUGER RESTEN AF DAGEN af dagen på at grave i Børsens rolle i den danske litteratur.
I en gammel boghistorisk artikel læser jeg om den gamle bygning som centrum for alt bogsalg i Danmark gennem mere end 200 år.
Da Christian 4. opførte børsen 1619-1640 efter nederlandsk forbillede (ordet børs kommer af beurs, det hollandske ord for pengesæk), var det som et varehus med små stande, lader, hvor de handlede falbød deres varer.
I en artikel om »Boghandlerne på Børsen« skriver boghandler og boghandlerhistoriker Otto Andersen:
»De københavnske købmænd var til at begynde med meget tilbageholdende med at leje boder. Christian 4. bestemte derfor, at alle handlende fra udlandet skulle fremvise varer på Børsen og kun dér. Trediveårskrigen havde lammet den tyske boghandel, og de hollandske boghandlere og forlæggere greb chancen og lejede boder på Børsen. Allerede i 1620erne havde hollandske bogførere falbudt deres bøger i København i et sådant omfang, at de københavnske boghandlere i 1624 klagede til konsistorium over, at de fremmede boghandlere blev i byen ‘ud over al rimelighed’.«
I 1723 lod Ludvig Holberg sit skuespil Den 11. juni opføre på Den Danske Skueplads i Lille Grønnegade. Datoen i titlen var, vidste alle, terminsdagen, hvor renter og afdrag på lån skulle betales. Den jyske bondeknold Studenstrup er kommet til hovedstaden, hvor han besøger Børsen, som dengang var et åbent handelshus med salgsboder. Sammen med ham er Henrik, som er tjener for en svindler:
STUDENSTRUP: »Hillemænd hvilket hus er ikke denne børs?«
HENRIK: »Ja, det er en skøn bygning, og her er i disse boder monfrere ser, indenfor at bekomme alt hvad forlanges.«
Senere har Ludvig Holberg en scene, hvor der handles bøger i salgsboderne på Børsen. Han lader Studenstrup spørge efter Peder Paars, et af Holbergs egne værker, fordi han godt kan lide krøniker – men når det kommer til stykket, vil han ikke betale de fire mark, som bogen koster.
EFTER LUDVIG HOLBERG skildrer flere andre forfattere Børsen som Københavns betydningsfulde litterære markedsplads, hvor boghandlere og forlæggere holdt til helt frem til midten af 1800-tallet, hvor de højtidelige finansmænd og grosserere rykkede ind.
I Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1905) er en farverig skildring af Børsen som hjemsted for både handel og den seneste københavnske sladder:
»Blandt de Mænd, der hver Dag ved To-Tiden kom gaaende op under Børsrampens bredkronede Træer, var der ikke mange, hvem den galonerede Døroplukker hilste med større Ærefrygt end en høj og svær, rødmosset Mand med et sortlokket Hoved, en hvidbarberet Dobbelthage og et Par ualmindelig tykke og blodfulde Læber mellem de sædvanemæssige Grossererbakkenbarter. Ogsaa inde i den brune Søjlehal blottedes mange Hoveder, hvor han kom forbi. Særlig vakte hans Komme Opmærksomhed hos Kornagenterne i Vinduesfordybningerne ud mod Kanalen og blandt de fragtsøgende Skippere, der sad i en tavs Række paa den lange Bænk tilvenstre for Indgangsdøren. Den statelige Mand var Grosserer Philip Salomon, Chefen for det store Handelshus Isac Salomon & Søn, en af Byens rigeste Mænd, hvis Formue Rygtet opgjorde til mellem syv og otte Millioner. Hans Ophold paa Børsen varede sjelden længe. Allerede naar Betjenten gik gennem Salen med sin larmende Klokke for at forkynde, at Kursnoteringen skulde begynde, var han i Almindelighed færdig med sine Forretninger og vendte tilbage til sit Kontor. Han hørte ikke til dem, der betragtede Børsen som en Slags selskabelig Klub, hvor man mødtes efter Frokosten for at snakke om Byens Nyt og kritisere den sidste Teaterforestilling.«
Også Henri Nathansens skuespil Indenfor murene (1912) viser Børsen som et sted, hvor magtfulde mænd indgår handler og møder ligesindede – eller ignorerer deres værste fjender. Børsen er både kapitalismens højborg og byens gadekær, og scenerne fra Henrik Pontoppidans roman og Henri Nathansens skuespil er draperet i den højhattede stemning, der kendes fra P.S. Krøyers Fra Københavns Børs (1895), det berømte maleri, som blev reddet ud af flammerne tirsdag morgen.
JEG LEDER VIDERE efter andre skildringer af Børsen. Hos digteren og juristen Kai Hoffmann (ham med »Den danske sang«, som fylder 100 år i år) finder jeg et digt fra 1907 om en mand, der vender hjem fra den feberhede by, hvor kontorerne gløder, og skæbner bestemmes:
Som igaar, som iforgaars
gik Kurserne ned.
Det syded paa Børsen.
Vi gik dèr iblinde.
Tør vi ikke mer vente?
Skal vi sælge – og tabe?
Vi spilled – vi stod der
med rystende Hænder.
Jeg tabte paa Børsen,
jeg tabte derinde …
SIDST PÅ EFTERMIDDAGEN sender jeg Peter Løhr en sms: »Fik du skrevet et Børsen-digt?« spørger jeg.
Han svarer, at han har skrevet optegnelser på klokkeslæt fra hele dagen. Han vil sende noget af det til mig, når han har puttet sin datter.
Imens leder jeg videre efter Børsen i litteraturen. Hos Emil Bønnelycke, den notoriske københavner, finder jeg et par spor. I Asfaltens Sange (1918) bevæger digteren sig gennem hovedstaden:
»Børsen, Knippelsbro, Christianshavn. Jeg følger med Øjet gaden hen langs den lave Børsbygning, hvor en Linie to kører ad Amager til.«
Året efter, i samlingen Buer og Staal (1919), udgiver Emil Bønnelycke et digt, der slet og ret hedder »Børsen«. Det begynder på denne måde:
Mine Herrer paa Børsen, udspekulerede Spekulanter, Professionelle som Dilettanter –,
lyt til en Lægmands latterligt højstemte Tale.
Men jeg er en Spiller, man regner med, mellem de gale –.
Derfor: Mit ord er en Taabes, men Taaben er vis i sin Tale.
Hans Tekst er en Spaadom, en kunstnerisk formet Kabale.
Mine Brødre i Feberen, i Timen, da Kurserne falder,
under Rædsel og rædsomt Rabalder –,
lyt til en Sanger, der er klædt i sit Vers som en Spaamand:
Vogt dig, min Broder, du staar i en Storm som en Straamand –.
Trappen til Børsen er skraa, og er forfor et Skraaplan –.
Derfor, du Spiller, spot ikke Spillernes Spaamand!
Stråmand og spåmand rimer jo godt. Men det er advarslen »Du står i en storm som en stråmand«, jeg hæfter mig ved, for i dag var det børsbygningen selv, der stod i et flammehav som et hus af strå.
Og Emil Bønnelycke slutter sit Børs-digt i et skæbnesvangert tonefald med undertoner af hybris:
O, Sønner af Malstrømmen, udspekulerede Spekulanter,
bedrog Eder Eders Garanter –?
Købte de dér, hvor I solgte –, hvor I selv vilde sælge?
Fik I, o Venner, ej Ret til at veje og vælge –?
Kun Ret til at se Eders Bødler og Svindlere svælge? –
Det er for sent, mine Herrer Fortabte, for sent til at vælge.
I 1942 udgav Tove Ditlevsen digtet »København«. En linje, hvor byens slanke tårne stirrer mod rummets blå, får mig straks til at tænke på den klare himmel over København i dag, hvor jeg så røgen sno sig om Christiansborgs brune spir, hvor Dannebrog stod i krans. Den gamle dronning havde jo fødselsdag midt i tragedien.
Tove Ditlevsen skriver:
Du strækker dig træt i det bløde
lys mellem nat og dag.
Solen sender sin flamme
mod Børsens irgrønne tag,
og Langebro duver i stålet
for en bryggerhests søvnige trav,
de krigsglemte skibe vågner
og længes mod hav, mod hav.
SÅ KOMMER DER en mail fra Peter. Han sender mig et par af de optegnelser, han har skrevet om hele denne dag, hvor Børsen har brændt, både i vores by og i vores bevidsthed:
»8.23: Cykler med min datter ned ad Frederiksholms Kanal. Jeg har glemt, hvor hidsig røgudvikling ser ud, røgskyerne pumper hinanden op, formerer sig mod himlen. Vi drejer ind til Christiansborg Ridebane. Vi er alene herinde. Nu forstår min datter, hvad der foregår. Branden! Branden! Så er vi i hvert fald to, der oplever begivenheden. Vi har et mennesketomt udsyn mod spiret. Vi ser flammerne nu. Ild er alligevel noget andet end røg. Det er lige så smukt, som det er uforståeligt.
9.08: Trækker cyklen hen over Søren Kierkegaards Plads, hen mod Den Sorte Diamant. Opdager kulstykkerne, der er faldet ned fra himlen. Fedt! Fedt! Fedt! Der får jeg altså noget af dagen med. Samler dem op i hånden. Kulstykkerne er smukke, knoklede, helt sikkert meget gammelt træ, Yes! Skinner, som kun kul kan skinne. De stykker skal stå ved siden af mine andre skrive-totems. De forkullede stykker af Børsen vil især stå flot foran mit originale sort/hvide foto af Ibsen, der spankulerer ned til sin frokost på Grand Hotel med ankomst hver dag præcis klokken tolv.
9.22: Møder Klaus Rothstein ved rulletrappen. Elsker, at jeg kan hilse på ham med ordene: Børsen brænder! »Børsen brænder,« gentager han sagte, noget mere medtaget af situationen end jeg selv. Vi er dog helt enige om, at sætningen er god, måske endda så god, at man næsten har ventet med længsel efter dagens katastrofe, efter at få lov at sige den og skrive den. Vi taler om, at Tom Kristensen ville have været god til at skrive et digt, der hedder »Børsen Brænder«. Igen indser jeg lidt mere, at det virkelig er Børsen-Børsen, der brænder. Og jeg mærker for første gang for alvor, at jeg ikke er den eneste, der oplever, at der sker noget lige nu. Måske skal jeg selv gå op og skrive det digt, siger jeg halvt i sjov og forsvinder op ad rulletrappen.«