Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 20. december 2024

Klassikerskolen. Weekendavisen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgiver i dag en podcast med samtaler om vigtige værker fra den danske litteraturhistorie – fra Leonora Christina til Anders Bodelsen.

I forsommeren 2024 udgav Gyldendal en ny udgave af Hans Kirks Fiskerne. Det er en roman, som jeg har stor veneration for, og jeg lagde billet ind på at anmelde den.

”Hm,” sagde min redaktør. ”Jeg ved ikke om vi bør bruge plads på at fortælle læserne, at Fiskerne stadig er en god og interessant roman.”

Jeg forstod straks hans pointe, og forsøgte at tænke både litterært og journalistisk på én gang:

”Men jeg vil gerne skrive om den i et moderne naturperspektiv,” sagde jeg. ”Vesterhavsfiskerne flytter jo ind til fjorden i søgen efter et mildere klima, men nu, små hundrede år efter at romanen udkom, har vi fjorddød og fedtemøg og jeg ved ikke hvad, og desuden er det en roman om religiøs fundamentalisme, så…” Læs videre “De taler til os gennem tiden”

Weekendavisen den 29. november 2024

Anmeldelse. Har forfattere en særlig psykisk konstitution, som får dem til at binde og forme mennesker i deres omgivelser?

Åsa Beckman: Kulturbørn. At vokse op i skyggen af en forfatter. Oversat af Charlotte Jørgensen. 230 sider. 249,95 kr. Forlaget Grif.

Kan man tale om, at børn af store forfattere udvikler kunstnerisk medafhængighed?

Den svenske kulturredaktør og kritiker Åsa Beckman stiller det opsigtsvækkende interessante spørgsmål, efter at hun har set nærmere på flere forfatterfamilier. Hendes pointe er, at forfatterens skriveafhængighed smitter, så ægtefælle og børn indordner og tilpasser sig og normaliserer det unormale for at give geniet ro, plads og frihed til at være – genial.

Med andre ord: Den kompromisløse kunstners familie opfører sig på samme måde som familien til en alkoholiker, der dækker over misbruget. Læs videre “Æblet og stammen”

Weekendavisen den 29. november 2024

Anmeldelse. Anna Elisabeth Jessen forløfter sig på ambitiøs historie om grænselandets nationale, politiske, historiske og moralske dilemmaer.

Anna Elisabeth Jessen: Verdensport. Roman. 348 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Om Anna Elisabeth Jessens forfatterskab er der meget fordelagtigt at sige.

Det tog fart allerede med den skønlitterære debut, Om hundrede år (2019), hvorefter det gik slag i slag med en absolut læseværdig roman om året, Huset, Oblivion og Hjemsted, og nu kommer så Verdensport, der med et citat fra bogens egen bagside er »en verdensomspændende roman om menneskeskæbner«.

Men her stopper festen. Desværre. Læs videre “Bipersoner”

Weekendavisen den 15. november 2024

Dagbøger. Madame Nielsen vandrer, skriver og piner sig selv i en fuldendt forening af skrift og drift.

Madame Nielsen: Dødebogsblade. 245 sider. 200 kr. Forlaget Wunderbuch.

Madame Nielsen sætter ikke sit lys under en skæppe.

Ifølge bagsideteksten består Dødebogsblade af tre uddrag af forfatterens »i litterære kredse sagnomspundne livs- & dødsværk, dagbogsprojektet Dødebogen, tre fortvivlende inspirerede forsøg på at finde sted i verden«.

Sandt er det da også, at man i disse »litterære kredse« i årevis har hørt tale om Madame Nielsens monumentale journal, hvis 4.000 sider er blevet til side om side med det offentliggjorte forfatterskab gennem de seneste 20 år.

Nu får vi så tre store udtræk fra optegnelser, som er skrevet under ophold i Rom, Paris og det skotske højland (følgere af forfatterskabet vil bemærke visse tekstoverlap med rejse- og reportagebogen Alverdensvandringerne (2019), fragmenter af det »sagnomspundne livs- & dødsværk« har altså allerede været offentliggjort). Læs videre “Et udmattet spøgelse”

Weekendavisen den 15. november 2024

Hassan. Digterfænomenets mor og søskende fortæller om deres søn, bror og familie i vellykket sorgbog.

Steffen Stubager: Familien Hassan. 288 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Da jeg forleden aften småsnakkede med et par teaterfolk, før tæppet gik, nævnte jeg, at jeg netop havde læst en ny, bemærkelsesværdig bog, hvor Yahya Hassans mor og søskende fortæller om sig selv og familien.

»Åh,« sagde en af teaterfolkene. »Yahya Hassan var en gave, som verden ikke var klar til at modtage.«

Jeg indvendte, at man også kunne se Yahya Hassan som en kriminel desperado, der blussede op og brændte ned i et brutalt miljø af vold, våben og stoffer.

I sit korte liv satte Yahya Hassan (1995-2020) samfundet på den anden ende, og hver gang jeg tænker, at hans digte kammede over i trivielle effekter, minder jeg mig selv om den smukke slutning på digtet SLUMROYAL: Læs videre ““Jeg er tørstig, sagde jeg, og fik sand””