Trilogi. Kim Leine har skrevet en fabulerende slægtsforskningsroman med lidt for mange detaljer og et uafklaret forhold til sandheden.
Kim Leine: Olavs hus. Kors og kød 1. 504 sider. 329,95 kr. Gyldendal.
Hvorfor hedder Kim Leine Kim Leine? Fordi han er opkaldt efter titelpersonen i Rudyard Kiplings roman Kim (1901), en både hjemløs, forældreløs og rodløs dobbeltspion, en kulturel og sproglig bastard. Og fordi en stamfar til slægten slog sig ned på en grund, der hed Leine. »Den hed sådan fordi den lå for sig selv, ‘alene’, halvvejs oppe i åsen over skolen,« som der står i Kim Leines nye, fabulerende roman. Med andre ord: en ensom bastard. Læs videre “En ensom bastard”
Hvad har disse forfattere til fælles? Den franske parnasdigter Sully Prudhomme. Den tænksomme sjællænder Martin A. Hansen. Den intellektuelle æstetiker Per Lange. Den svenske alvorsmand Eyvind Johnson. Og den oprørske Suzanne Brøgger.
De har – om ikke andet – det til fælles, at de alle har været den første modtager af en ny litteraturpris. Sully Prudhomme modtog den første Nobelpris i 1901. Martin A. Hansen var den første modtager af Boghandlernes Gyldne Laurbær i 1949. Per Lange var førstemand til Kritikerprisen i 1957. Eyvind Johnson var den første, der fik overrakt Nordisk Råds Litteraturpris i 1962. Og Suzanne Brøgger var såmænd den første forfatter, der modtog den splinternye Weekendavisens Litteraturpris i 1980. Læs videre “Pristale til Rasmus Daugbjerg”
Erektion. Med sin målsøgende plathed er ‘Farvel organ’ loyal over for Erlend Loes litterære mærke. Men den kommer ikke i nærheden af den nærmest geniale originalitet, han brød igennem med.
Erlend Loe: Farvel organ. Oversat af Hans Peter Madsen. 154 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
Selvfølgelig, Erlend Loe, det måtte jo komme, en roman om en midaldrende mand, der pludselig mister sin … ja, hvad siger vi? Penis, pik, lem, tissemand, diller?
På norsk hedder romanen Kukene (men også Kukane, for den udkom på både bokmål og nynorsk i samme bind), hvilket er en flertalsform, som ikke er bevaret i den danske titel, hvor oversætteren Hans Peter Madsen og/eller Gyldendal har foretaget en enorm sproglig undvigelsesmanøvre og kalder romanen for Farvel organ.
Den korte roman handler om Tander, en norsk familiefar, der lever af at teste elbiler, men gerne selv kører på cykel – så prototypisk Erlend Loe, som tænkes kan.
Psykoanalysen bryder sammen, når der ikke er tale om kastrationsangst, men at pikken simpelthen er væk. Illustraton: Mette Hau
En dag tager han et brusebad, og vupti, pludselig falder pikken til jorden. Da Tander bliver spurgt – både af lægerne og af konen – om han havde været hårdhændet ved den, svarer han nej i overensstemmelse med sandheden. Den faldt bare af. Men hvorfor?
Om natten mærker Tander mellem sine ben: »Der var skræmmende tomt dernede, glat som et parketgulv. Han var blevet en ørken. Ingenting ville længere vokse eller gro,« tænker han og spørger sig selv, hvordan andre vil reagere, hvis det bliver kendt, at pikken er stukket af.
Tander kommer til samtale med en psykiater, der forklarer ham, at alle mænd kan blive ramt af kastrationsangst. Hun siger, at når det mandlige spædbarn opdager forskellen på mænds og kvinders kønsorganer, antager det, »at kvindens penis er blevet fjernet, og udvikler dermed angst for, at faren, barnets rival, skal gøre det samme med barnets egen penis, som straf for at det begærer sin mor«. Men sagen er jo, at Tander ikke er blevet kastreret. Den er bare faldet af.
Tander er i krise, ikke alene er han blevet fysisk forandret, han har mistet det, der både gav ham maskulin identitet og forbandt ham med selve menneskehedens historie, for som han læser: »Kort sagt er penis et produkt af millioner af år med evolution, drevet af naturlig selektion, seksuel selektion og tilpasninger til forskellige miljøer og reproduktive strategier.«
Tanders kone Nina rejser til Mallorca for at tale med en norsk kirurg, der menes at kunne sy pikken på plads. Men hun kommer aldrig hjem igen. De to bosætter sig på øen, og Tander er nu forladt af både pikken og konen. Men det tager han nu vældig pænt, for han er som så mange af Erlend Loes kriseramte mænd opdraget til at tilpasse sig og efterkomme kvindernes ønsker.
I den kommende tid viser også den serbisk-ortodokse kirke interesse for Tander, som dog slutter sig til nogle ligesindede mænd, der har dannet et kollektiv, en anti-pikokrati-bevægelse. Han indser nu, at han er »befriet for penissens åg og nu var så heldig at befinde sig udenfor dens destruktive sfære«.
Til sidst bliver den frafaldne pik sat til salg på auktion, og så vidt jeg forstår, ender den som bogstøtte for tre bind af Karl Marx’ Kapitalen på Mallorca hos Tanders ekskone og hendes kirurgægtemand.
Hvad skal man dog mene?
ERLEND LOE HAR alle dage været en frygtløs humorist, og når han er bedst – Naiv.Super, Fakta om Finland, Doppler – er han i en kategori for sig, tonen og tankerne finder man ikke på samme måde nogen andre steder, heller ikke den underspillede underfundighed. Men humor, der trækker for store veksler på sig selv, udvander sin værdi, og da Erlend Loe ikke har taget pauser fra sig selv, har jeg gennem årene taget pauser fra ham.
Med sin målsøgende plathed (for eksempel slutnoten: »Hvis du har brug for at tale med nogen efter at have læst denne bog, så kontakt kommunens peniskonsulent« – ikke sjovt, vel?) er romanen loyal over for Erlend Loes litterære mærke, men ikke i nærheden af den nærmest geniale originalitet, han brød igennem med.
Som endnu en skildring af sårbar maskulinitet og mandlig magtesløshed vil den lille roman – kun 154 sider i fuldt erigeret tilstand – være absolut relevant for maskulinitets- og kønsrollestudier og forskning i fremstillingen af mænd og manderoller i litteraturen.
Den er ganske godt tænkt, fordi den lader fallossen falde som et effektivt symbol på mandighedens krise. Og Tander er endnu en taberdømt, tilpasningsdygtig naivist af den slags, som Erlend Loe skildrer så hjerteknusende ømt og let
Videnskab. Er mennesket i stand til at være godt? Det har Keld Conradsen skrevet en halvgod bog om.
Keld Conradsen: Det gode menneske. 288 sider. 249,95 kr. Modtryk.
I efteråret 2022 udkom Keld Conradsens Byen og havet, som jeg anmeldte som den ideelle videnskabskriminalistiske roman til alle læsere, der gerne ville underholdes, udfordres og oplyses.
Derfor greb jeg forventningsfuldt ud efter Det gode menneske, som på flere måder er gjort af det samme stof som Byen og havet. Vi er igen i Aarhus, igen blandt unge akademikere fra de naturvidenskabelige fag, igen på sporet af kontroversielle teorier og igen sammen med en mand, der erfarer, hvad det vil sige at være menneske. Læs videre “De selviske gener”
Flaskepost.I 1909 fremlagde en tysk-amerikansk polarforsker en stor plan for verdensfreden, der betød, at Danmark fik Sønderjylland tilbage mod at afgive Grønland til Canada.
Velkommen til Flaskeposten, der afleverer gamle nyheder til nutiden.
SÅ LANGT ER DE trumpistiske imperialistiske planer kommet, at USAs særlige udsending til Grønland, sydstatsguvernøren Jeff Landry, for nylig var i Nuuk for at »udvide økonomiske muligheder, bygge menneske-til-menneske-relationer og øge forståelsen mellem USA og Grønland«.
Men hvor får præsidenten mon sine kreative ideer fra? Måske fra en mangefacetteret fyr ved navn Robert Stein, der som tysk emigrant kom til Amerika i 1875, hvor han dels arbejdede som tolk (tysk, fransk, italiensk, dansk, svensk, russisk, hollandsk, spansk og portugisisk), dels var polarforsker og fredsaktivist. Læs videre “Bytte land”
