Weekendavisen den 26. april 2024
Kommentar. Anden Verdenskrig bliver ved med at vende tilbage i nye romaner, og nu fortæller de danske forfattere historier med moralske modhager.
I 1965 udgav Anders Bodelsen novellesamlingen Drivhuset, hvor en af fortællingerne hed noget så uskyldigt som »Julestue«. Her mødes en gruppe voksne venner til gløgg (og lidt trussetyveri) et sted i forstæderne.
En af vennerne har været i Paris, hvor han har mødt en mand, som han inviterer ind i kredsen, en portugiser, der ligner Peter Sellers. Han er flygtet fra Mozambique, dengang en portugisisk koloni, fordi han har skrevet kritisk om Portugals diktator Salazar.
Vennerne tager pænt imod flygtningen, Virgillio de Limos, og udspørger ham høfligt om, hvad han synes om både gløggen og det danske klima. Manden virker taknemmelig for at være kommet ind i en dansk stue.
På et tidspunkt spørger de Limos til redningen af de danske jøder under Besættelsen. Han mener, at aktionen var verdenshistorisk unik. En af vennerne, David, var som syvårig selv blandt de jødiske flygtninge. Han fortæller om flugten, hvor han sammen med sin familie blev sejlet over fra Julebæk på den sjællandske nordkyst. Han nævner også, at fiskerne blev godt betalt. Ja, hvorfor ikke, svarer portugiseren. I en velfærdsstat betaler man, når der er en risiko.
Jeg har først lært novellen at kende for nylig, og jeg hæftede mig straks ved denne lille sekvens. Anders Bodelsen udgav Drivhuset kun 20 år efter Besættelsen, og læst på årenes afstand er det bemærkelsesværdigt, at han skriver, at »fiskerne blev godt betalt«. I årtierne efter Befrielsen var det nemlig god latin at fremhæve fiskernes uegennyttige risikovillighed og heltemodige indsats for de jødiske landsmænd. Kun Tove Ditlevsen skrev en sjælden modhistorie i novellen ‘Appelsiner’ (1948), hvor en grønthandler under besættelsen nægter at sælge sine dyrebare appelsiner til en jødisk kunde og en nabo håber på, at kunne overtage den jødiske families lejlighed, når de flygter bliver taget af nazisterne.
ELLERS SKULLE VI frem til forfatteren Mette Søs fine roman om en kvindelig modstandsgruppe, Snebær i 2013. Her plyndrer beboerne i en opgang en lejlighed – en gyngehest, en børnetaburet, habitjakker, sengetøj, håndklæder, porcelæn – som deres jødiske naboer er flygtet fra. Som en af beboerne siger: »Det er over et år siden, de forsvandt, og … den slags har jo altid rigeligt.«
Næsten 85 år efter nazisternes okkupation af Danmark kalder verdenskrigen, Besættelsen og modstandskampen stadig på talrige litterære fortolkninger. Inden for de seneste år har vi fået romaner af Iben Mondrup, Benn Q. Holm, Jesper Bugge Kold og Mich Vraa, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Anna Elisabeth Jessen, Steffen Jacobsen, Kirsten Thorup og Cæcilie Lassen.
Det notable ved Besættelsen som tilbagevendende litterært stof er ikke så meget forfatternes interesse for menneskeskæbner i skyggen af nazismens ondskab. Det bemærkelsesværdige er, at romanerne er begyndt at fortælle historier, som hidtil har været svagt belyst. På den måde er litteraturen på omgangshøjde med dansk film, der i de seneste ti år har vist stor interesse for Besættelsens gråzoner og svære kapitler.
Vigtigst er Kirsten Thorups dobbeltroman Indtil vanvid, indtil døden og Mørket bag dig. Med ufordømmende åbenhed og dyb menneskelig empati skildrer de en kvinde, hvis mand gik i nazistisk tjeneste som krigsflyver.
Også Cæcilie Lassens Indre ø, som jeg anmeldte for et par uger siden, bringer nye vinkler frem i skønlitteraturen om besættelsestiden. Her handler det om modstandskampens kommunister, som under Den Kolde Krig holdt fast i deres loyalitet over for Sovjetunionen.
I begge tilfælde handler det om danskere, der havnede på den forkerte side af historien og derfor blev usynlige for den opbyggelige fortælling.
Usynlig var også historien om den kvarte million tyske flygtninge, der blev presset ind i Danmark efter nazisternes kapitulation. Flygtningene blev isoleret og interneret, indtil de kunne sendes ud af landet igen. Det var sådan set meget forståeligt. Men bagefter blev historien om dem ignoreret.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrev om de tyske flygtninge i romanen Sange om stilhed og hjem i 2022, og snart udkommer Inge Lise Hornemanns roman For det bedste, der foregår i Oksbøllejren, hjemsted for tusindvis af flygtninge.
SELVFØLGELIG har Virgillio de Limos ret i, at redningen af de danske jøder var unik. Men derfor var den ikke lydefri. At Anders Bodelsen allerede i 1965 skrev en replik, der ridsede idyllen, er overraskende. At det aldrig blev til mere, er derimod forventeligt.
Hvis Anders Bodelsen var her endnu, kunne han have skrevet en interessant roman med moralske modhager om flygtningeruterne til Sverige.
Den roman venter vi stadig på.