Anmeldelse i Weekendavisen den 8. maj 2013.
Afrikas Blixen. De sytten år på den afrikanske farm er international litteraturhistorie i dag. Men Karen havde et sygeligt forhold til sin mor…
Mit elskede snehvide lam…
Da Frans Lassons i 1978 udgav Karen Blixens breve fra Afrika, skrev han, at han på anmodning fra Thomas Dinesen, forfatterens bror, havde foretaget “forholdsvis få og for helheden uvæsentlige udeladelser” af “enkelte afsnit og sætninger”. Det var mildest talt usandt.
I indledningen til Karen Blixen i Afrika. En brevveksling 1914-31 noterer udgiverne Marianne Juhl og Marianne Wirenfeldt Asmussen, at de udfylder de huller, som Frans Lasson måtte nøjes med at markere med tre prikker, men de retter ingen kritik mod den eftergivenhed overfor Thomas Dinesen, som synes at have været gældende for udgivelsen dengang. Det er diplomati på højt plan, men det havde nu været på sin plads at rokke lidt ved den piedestal, Frans Lassons sidder på – ikke fordi han fandt det nødvendigt at tage visse hensyn, men fordi han i den grad søgte at nedtone omfanget. “Forholdsvis få og for helheden uvæsentlige udeladelser”… Nej, hele breve blev skamskåret med en hækkesaks, ialt manglede der 1000 sider!
Nu får vi så Karen Blixens breve som de blev skrevet. Helt centralt står brevene til moren Ingeborg, den karakterfulde kvinde, der sammen med sin bror Aage Westenholz skød penge i kaffefarmen. Moren er datterens fortrolige, hendes menneskelige og moralske forbillede, og forholdet fremgår af fotografiet på omslaget til Bind 1, hvor Ingeborg sidder i sin værdige sorte enkestandskjole, mens den uerfarne unge Karen står bag hende klædt helt i uskyldshvidt.
Dette forhold – og dets farvetoning – skal ændre sig. Da farmens økonomi udvikler sig fatalt og familien derhjemme i 1921 presser på for en skilsmisse fra den ukyndige og pengeuansvarlige Bror (Karen Blixens svenske halvfætter, som hun giftede sig med ved ankomsten til Afrika i 1914), mander Karen sig op og siger fra. Skønt hun ikke elsker Bror, er hun ham en loyal hustru, og Ingeborg bliver venligt og bestemt bedt om aldrig mere at omtale ægteskabet.
Skilsmissen er dog ikke til at komme udenom, og Karen Blixen kæmper derefter alene i en mangeårig kamp for at redde farmen. Investeringerne kommer hjemmefra, og selv i krisetider er langmodigheden lige så stærk, som kærligheden mellem mor og datter er inderlig.
Og her er vi så ved det, der har betaget mig mest ved disse breve. Betaget og væmmet. Forholdet mellem Karen og Ingeborg er nemlig præget af så stærke følelsesbånd, at det tager sig nærmest sygeligt ud. Datteren forsikrer i hvert brev moren om sit savn og sin længsel, sin dybe kærlighed og hengivenhed (“Du kan tro, elskede Moder, at hvis Du bad mig skære Næsen af, skulde jeg gøre det med den allerstørste Glæde…”), og hun kalder moren for livets lys og forklaring.
I efteråret 1926 begynder Karen at titulere Ingeborg som “Mit elskede snehvide Lam”, og hun forsikrer hende om sin kærlighed og hengivenhed i en tiltagende påtrængende tone. Man fornemmer at noget ligger bag, men hvad? Karen har haft svære kriser, og i et par desperate breve til sin bror skriver hun – først i et uafsendt fragment fra 1. april 1926 og senere i et langt brev, hvori fragmentet er vedlagt 5. september, et halvt år senere – om sit behov for at stræbe efter sandhed og om sit livs uindfriede muligheder. Hun føler sig som en levende begravet, kun lykkelig når Denys Finch-Hatton er i nærheden, evigt bevidst om sin egen scene: “Du maa tænke paa mig, som om Du saa mig liggende i Mørke med Jordens Vægt paa mit Bryst, og tilgive mig dette Skrig.”
Det er i disse breve, at Karen Blixen karakteriserer sig selv som Lucifers Barn, og det er ikke den diabolske Lucifer, men sandhedssøgeren. Det er som om disse breve frisætter og emanciperer hende, og herefter taler hun raffineret-camoufleret ned til Ingeborg, det lille lam, i sådan en grad at moren selv på et tidspunkt underskriver sig som sådan: Dit Lam.
Som optakt til udgivelsen af de fire massive bind breve, har bongotrommerne meldt om fundet af en sensationel note, der mere end antyder, at Karen Blixen på et tidspunkt forsøgte at begå selvmord, sandsynligvis da farmen var gået fallit og Denys dræbt i et flystyrt i 1931. Den lille udaterede “billet” til en ukendt modtager lyder således: “Jeg ved, det er forkert at komme til Deres hus og opføre mig på denne måde, men jeg kan ikke handle anderledes. Jeg prøvede at fortsætte, men jeg kan ikke. Vær god at føre mig tilbage til Ngong Hills. Gustav Mohr, Ruiru, ved om, hvad jeg ønsker foretaget. Jeg beder om tilgivelse. Tania Blixen.”
Da dette skrives har Gustav Mohr, Karen Blixens norske ven, modtaget hendes ønsker for begravelsesarrangement samt et omhyggeligt testamente (som aftrykkes i brevsamlingen). Hun forberedte sig altså på en død i utide, men hvad hun hel konkret har foretaget sig i ukendte personers hjem, ved vi ikke. Et indicium om et selvmordsforsøg er den lille note bestemt nok, men eftersom Karen Blixen levede videre, bliver sedlen en påmindelse om, at hun ikke mente sit selvmordsforsøg alvorligt nok til at gentage og fuldbyrde det, om det så skyldtes, at mismodet – sandsynligvis en depression – i sig selv forhidrede hende i at være handlekraftig nok, eller at viljen til livet trods alt overmandede hende igen i nederlagets stund.
Karen Blixen kan man jo ikke lade være med at elske, men jeg finder det nu lidt svært at holde af Tanne. Hun nærer en dyb foragt for middelklassen (også redigeret væk hos Frans Lasson) og med største selvfølgelighed taler hun om at “fæste” folk, ja sågar et enkelt sted eller to omtaler hun sine slaver (“Alle mine Slaver lever vel…), hvilket måske dækker over en ukontrolleret aristokratiske ærlighed (som Frans Lasson og Thomas Dinesen også skærmede os for).
I dét perspektiv er Karen Blixens højt besungne hang til frihed og tanker om “menneskerettigheder” en noget ekskluderende betydning, uanset hvor godt hun rent faktisk behandlede de sorte. Og nu vi er ved dét: På et tidspunkt har en toto (arbejdsdreng) på farmen taget nogle forkerte piller fra medicinskabet “af egen Magtfuldkommehed” og givet til en syg boy. Drengen kaster blod op, og Karen Blixen må ud om natten og hjælpe. Og så skriver hun iskoldt til sin mor: “Denys bankede Totoen for mig”. Jo, også hun kunne ty til vold. Per stedfortræder.
Karen Blixen i Afrika. En brevveksling 1914-31 er en litterær bedrift, først og fremmest naturligvis af brevskriveren selv, men også af udgiverne, ikke mindst Marianne Juhl og Marianne Wirenfeldt Asmussen, der færdiggør og forædler Frans Lassons pionerindsats. Deres arbejde med at tyde og transkribere Karen Blixens håndskrift er respektindgydende, omend man kan spørge sig selv, hvorfor de har brugt energi på at konsekvensrette staveforskelle fra brev til brev, når den slags trods alt er med til at give indtryk af Karen Blixens omgang med sproget.
I forhold til 1978-udgaven rummer Karen Blixen i Afrika. En brevveksling 1914-31 også årsberetninger fra farmen, samt breve til og fra andre hovedpersoner, men desværre kun få til og fra farmens bestyrelsesformand, Aage Westenholz, hvis arvinger ærgerligt nok ikke har ønsket hans brevarkiv åbnet. Det vil dog ske en dag, hvor nye udgivere så kan lægge endnu en brik til det samlede billede af Karen Blixens betagende tid ved foden af Ngong Hills.
Som bogværk er de fire brevbind fuldendt i redaktion og formidling, og smukt tilrettelagt af grafiker Sven Reiner Johansen med fantastiske og omhyggeligt placerede fotografier, der understøtter teksten elegant. Det er et på alle måder monumentalt værk.
De sytten år på den afrikanske farm er international litteraturhistorie i dag. Brevene er skrivekunst på højt niveau – fra skildringerne af dyr og natur over amatøretnologiske betragtninger om mennesker og kultur til essayistiske refleksioner om kærlighed, frihed, seksualmoral, ægteskab. Og som skæbnefortælling er det dybt bevægende at følge den unge Karen fra ankomsten til Kenya til den ydmygende afrejse efter farmens fallit og den elskede Denys dødsstyrt. Som sådan skildrer brevene ikke kun Blixens Afrika. De skildrer Afrikas Blixen.
Slet og ret et hovedværk i dansk litteratur- og kulturhistorie.
Karen Blixen i Afrika – en brevsamling 1914-31, bd. I-IV. Udgivet af Marianne Juhl, Frans Lasson og Marianne Wirenfeldt Asmussen. 2.020 sider, ill. 995 kr. (samlet i kassette). Gyldendal.