Skyums solstik

Weekendavisen den 25. april 2013.

BLÆKSPRUTTEN. Anmeldere skal passe på, når de læser romaner i stærk sol.

Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen passer sit arbejde, selv når han er på ferie i sydens sol. Men spørgsmålet er, om han har fået solstik?

Vi skal igen opholde os ved den islandske forfatter Hállgrimur Helgason nye roman Kvinden ved 1000°, hvor fortælleren er barnebarnet til Islands første præsident og datteren til en mand, der gik i tysk tjeneste under krigen. I romanen ligger hun på sit dødsleje og erindrer sit liv med en besk og brutalt kynisme. Udgangspunktet er autentisk, men resten er fiktionaliseret.

Kritikken af romanen findes i tre spor: 1) den rent æstetiske, hvor alle synes at være enige om, at Hállgrimur Helgason er en særdeles velskrivende forfatter, 2) den litterært-biografistiske om hvad man som forfatter rent moralsk kan tillade sig, når man fiktionaliserer virkelige menneskers liv og historie (og her er Helgason blevet beskyldt for at gå langt over stregen, som omtalt i min anmeldelse og i en kommentar her i avisen i forrige uge), og 3) brugen af historiske facts.

Erik Skyum-Nielsen skriver i sin anmeldelse i Information (den 12. april 2013), at han beskriver og vurderer romanen som fiktion og som kunstværk, “men dernæst læser jeg den politisk og tager her afstand fra dens dybt problematiske fortolkning af nazismen og Anden Verdenskrig, herunder specifikt den tyske besættelse af Danmark. I næste omgang må jeg udtrykke en lille undren over den overfladiske behandling, bogen hidtil har fået herhjemme.”

Den sidste sætning er oplæg til kritik af min anmeldelse, og det vender jeg tilbage til. Men først til Skyums argumenter. Han citerer fra romanen:

“Gennem hele besættelsestiden i Danmark havde voksne mennesker tysk disciplin; ingen vovede at kritisere tyskere eller tysktalende danskere. Den såkaldte frihedskamp blandt danskerne nåede først sin fulde styrke på dagen for kapitulationen, da alle ønskede, at de havde været helte. Med børnene forholdt det sig anderledes. Det, der blev hvisket om i hjemmene, talte børn åbent om i portene. Ja, i porte, gyder, alléer, gangtunneler, skolegange og skovstier. I virkeligheden eksisterede den danske modstandsbevægelse kun blandt børn.”

Det vil Informations anmelder ikke acceptere. Han har gjort sine besættelsestidstudier grundigt, og retter denne kritik mod Hállgrimur Helgason:

“Det er en flabet historiefortolkning og i realiteten en skamløs, grov historieforfalskning i betragtning af, at antallet af illegalt organiserede ved årsskiftet 1944-45 passerede 20.000, og at tyskerne i alt arresterede 14.000 danske modstandsfolk. Af den samme løgnagtige skuffe er romanens karikerede beskrivelse af København år 1940: “De fleste vinduer var mørkelagte, og over de officielle bygninger vajede det begsorte svastika som en frygtindgydende ulykkesørn.” Adspurgt om dette oplyser besættelsestidshistorikeren John T. Lauridsen, at der 1940-45 alene blev flaget med hagekors over bygninger, som besættelsesmagten helt eller delvis benyttede, og hverken over f.eks. Københavns Rådhus eller Christiansborg. Romanens fremstilling er på dette punkt grebet ud af luften. Når det har afgørende betydning, er det, fordi Hallgrímur Helgason afstår fra at skelne klart og gør et stort nummer ud af at skildre Herbjørg og ikke mindst hendes ’uheldige’ SS-far som passive ofre for udefrakommende kræfter og fremstille nazismen, ikke som en politisk, social, kulturel realitet, men som en abstrakt og selvstændigt virkende, totalt altovergribende, overmenneskelig kraft eller magt.”

Erik Skyum-Nielsen spørger derefter, om man i fiktionens navn må alt, også “når det drejer sig om så vigtige sager som nazismen og modstanden imod den?” Hans spørgsmål er samtidig knyttet til en anden kritik, han har rejst af forskellene i romanens islandske og tyske udgave. Ifølge Skyum var Hallgrimur Helgason udsat for tysk censur, som han accepterede. Kritikken blev i Information fredags kommenteret af den tyske oversætter, der redegjorde for, at forskellene skyldes praktiske, tidsmæssige årsager op til udgivelsen af romanen – på tysk før på islandsk! – ved bogmessen i Frankfurt 2011, hvor Island var hovedgæst, og af forfatteren selv i avisen i går.

Men altså: Må man alt i en roman i fiktionens navn? Skyum synes at mene nej, han dømmer ligefrem romanen som løgnagtig, og han kalder i den forbindelse mig for en “lalleglad formidlingsdengse”, fordi jeg skrev en begejstret anmeldelse. Min anmeldelse, siger han, mangler “kritiske distance til det problematiske forhold, at Holocaust reduceres til konsekvens af Førerens individualpsykologi, og at Islands moderne skæbne i bogen sættes i relief af en dybt ideologisk historiefremstilling og samfundsskildring, som fremstår nostalgisk, reaktionær og klart chauvinistisk i kraft af en særlig form for islandsk nationalisme, krydret med ’danskerhad’ af en art, man troede manet i jorden for længst.”

Hvad Skyum tilsyneladende glemmer er, at romanen både har en forfatter og en fortæller. Den gamle dame er groft upålidelig, (selv)iscenesættende, ironisk og bitter, hun lyver og bedrager systematisk, og hun skal ikke betragtes som et sandhedsvidne til historien. Nøjagtig dét tænkte jeg, da jeg læste om København under besættelsen, sådan som fortælleren som pige husker byen. Nej, der var ikke naziflag på de officielle bygninger. Men sådan husker hun det i fiktionen! Herregud!

Jeg minder om den note Hállgrimur Helgason åbner bogen med: “Historie er en oplysende fortælling. En roman er en opdigtet fortælling”. Ja, og Kvinden ved 1000° er netop en roman. Af samme grund var nordmændenes vrede over det homoerotiske forhold mellem polarforskerne Fridtjof Nansen og Hjalmar Johansen, som Klaus Rifbjerg fantaserede sig frem til i sin roman i 2002, også så latterligt. Forfattere finder på! Det er derfor de er forfattere. Og det er derfor, man ikke skal bedømme eller bortdømme fiktioner gennem faghistoriske faktatjek.

Vi må lige have med, at Erik Skyum-Nielsen rent faktisk synes at Kvinden ved 1000° er god som skrivekunst, og han har nydt bogen i så høj grad, at “jeg glemte at smøre mit maveskind med creme, faktor 30, og således blev hummerrød i solen på St. Thomas, alt imens jeg skiftevis grinede stille og lod mig forarge ideologisk.”

Ok, Erik. Husk hatten eller find en parasol næste gang, du læser en roman i stærk sol.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *