Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 19. april 2013.

Doktor Glas. Den svenske Wallander-skuespiller Krister Henriksson har i aften premiere på en monolog over Hjalmar Söderbergs klassiske roman. I London. På svensk.

LONDON
For nogle år siden var den svenske skuespiller Krister Henriksson i gang med at indspille endnu en episode af en Wallander-krimi. Han opholdt sig i Ystad, hvor Henning Mankells romaner foregår, og han var ikke tilfreds. Han tog på i vægt og hang for meget i baren på hotellet, ja han var vist begyndt at minde lidt for meget om Kurt Wallander selv. Der måtte ske noget.

Krister Henriksson tog fat i en roman, som han havde holdt af siden han læste den i gymnasiet, Hjalmar Söderbergs klassiker, Doktor Glas, der skabte skandale i det stockholmske borgerskab da den udkom i 1905. Romanen handler om en ung, anset Stockholmer-læge, der beslutter at dræbe en af sine patienter, en ældre præst, for at befri hans unge hustru for den ulidelige byrde det er, at stå til rådighed for manden i sengen. Præsten kræver sin vilje som Guds ønske, mens Doktor Glas derimod er optaget af religionens amoral og kvindens ret og frihed. Læs videre “Et vanvidsprojekt”

Weekendavisen den 12. april 2013.

House of Cards. Cheffotografen bag den amerikanske tv-serie, som alle taler om, er dansk. På trods af seriens succes, har han sagt nej tak til sæson to. Vi har mødt Eigil Bryld i hans hjem i Brooklyn, New York.

BROOKLYN, NEW YORK
For at skabe et kritisk tv-drama om lobbyisme, må man selv være god til – lobbyisme. Det fortæller Eigil Bryld, den danske cheffotograf bag kameraet i den serie, som alle taler om for tiden, den cool og kyniske House of Cards om det politiske liv i Washington.

Serien – der ikke kan ses på en almindelig tv-kanal, men kun via et abonnement på Netflix – skildrer magtkampene mellem præsidenten, kongressen og de private lobbyister.

I centrum for det hele står Francis Underwood, leder af Demokraternes gruppe, en mester i det politiske spil og spin og en skruppelløs dukkefører med en hånd oppe i røven på alt og alle, der har (eller tror at de har) noget at skulle have sagt i Det Hvide Hus på Capitol Hill.

House of Cards, der fik verdenspremiere i februar, er Netflix’ første egenproduktion. Med en satsning på 100 millioner dollars skal den være en rambuk til nye markeder for streamingtjenesten, der hidtil har været krititseret for kun at have et halvdovent udvalg af film og serier på hylderne.

Eigil Bryld, seriens chef-cinematograf, byder Weekendavisen velkommen indenfor i brownstone-huset i Park Slope, Brooklyn, New York. Her bor han nu på femte år sammen med sin kone, forfatteren Naja Marie Aidt, og et udvalg af sammenbragte børn. Læs videre “Korthuset på Capitol Hill”

Anmeldelse i Weekendavisen den 12. april 2013.

Auschwitz-monolog. Jens Albinus indfrier et løfte, som Primo Levi aftvang os.

En europalle er en standardiseret palle, der bruges som underlag ved transport med truck. En helpalle er 1200 mm lang og 800 mm bred, mens en halvpalle er 800 mm lang og 600 mm bred. Europaller vejer 10-12 kg i tør tilstand og op til det dobbelte i våd tilstand.

Således teknisk oplyst af Wikipedia kan man se den eneste rekvisit i det nøgne scenerum på Aveny-T for sig, når Jens Albinus står frem med sin monolog, Hvis dette er et menneske, baseret på den italienske kemiker, forfatter og Holocaust-overlever Primo Levis (1919-1987) berømte erindringsbog. Europallen ligger som en tømmerflåde på scenegulvets sorte hav, og manden i sort jakkesæt og hvid skjorte træder op på den for at fortælle sin rædselsvækkende historie som fange nummer 174 517 i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz i 1943-44. Læs videre “I som lever i sikkerhed…”

Kommentar i Weekendavisen den 12. april 2013.

Kommentar. Hvem har ret til at eje og dømme over skønlitterære skildringer af virkelige mennesker?

I sin nye roman Kvinden ved 1000° lader den islandske forfatter Hallgrímur Helgason sin fortæller, Herbjørg Maria Bjørnsson, karakterisere det islandske flag på denne provokerende måde:

“Frækt og højrøvet vifter vi andre nationer om næsen med det, ja, en rent ud sagt på kryds og tværs kneppet sædbesudlet blodig kusse, omsluttet af fire, blå blodudtrækninger: en dansk, en norsk, en engelsk og en amerikansk…”

Som det fremgik af min anmeldelse af (Bøger, den 15. marts 2013) er romanen en fiktion baseret på virkelige mennesker. Fortælleren er en gammel dame, som for alle islændinge er let genkendelse som Brynhildur Georgía Björnsson (1930-2008), barnebarn af Islands fhv. abassadør i Danmark og landets første præsident efter løsrivelsen, Sveinn Bjørnsson. Brynhildurs far, præsidentens søn, gik under 2. Verdenskrig i nazistisk tjeneste ved østfronten, hvilket ikke længere er en tabuiseret, offentlig hemmelighed i Island, men absolut heller ikke en historie, man ynder at minde sig selv om. Læs videre “Hallgrímur Helgason er et dårligt menneske”

Anmeldelse i Weekendavisen den 5. april 2013.

Kritik. Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis debuterer som redaktører.

Trommedans for tænkere

Der er tre-fire formidable giftigheder i det nye nummer af Kritik, der for første gang har digteren Ursula Andkjær Olsen og litteraten Elisabeth Friis som redaktører.

I en replik i det nye nummer af Kritik 207 tager filosof Peter Kemp til genmæle mod en anmeldelse, han blev udsat for i Kritik 204 for næsten et år siden. Det var dr. phil og professor på Syddansk Universitet Søren Harnow Klausen, der gav Peter Kemps Filosofiens verden en ublid medfart, og nu er der lagt i kakkelovnen til high noon på filosofgangen.

Peter Kemp kalder sin kritiker en uvidende amatør, der hverken magter at tænke selv eller at læse andre tænkere. Han fortæller, at han engang i en mail gjorde Søren Harnow Klausen opmærksom på, at han (altså Klausen) havde skrevet noget forkert i en leksikonartikel om Paul Ricœur, men at han (altså Kemp) ikke ville offentliggøre fejlen. Det vil han så nu. Det er ædende ond og underholdende polemik, en slags retorisk trommedans for tænkere. Læs videre “Kritik 207. Redigeret af Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis”