Hallgrímur Helgason er et dårligt menneske

Kommentar i Weekendavisen den 12. april 2013.

Kommentar. Hvem har ret til at eje og dømme over skønlitterære skildringer af virkelige mennesker?

I sin nye roman Kvinden ved 1000° lader den islandske forfatter Hallgrímur Helgason sin fortæller, Herbjørg Maria Bjørnsson, karakterisere det islandske flag på denne provokerende måde:

“Frækt og højrøvet vifter vi andre nationer om næsen med det, ja, en rent ud sagt på kryds og tværs kneppet sædbesudlet blodig kusse, omsluttet af fire, blå blodudtrækninger: en dansk, en norsk, en engelsk og en amerikansk…”

Som det fremgik af min anmeldelse af (Bøger, den 15. marts 2013) er romanen en fiktion baseret på virkelige mennesker. Fortælleren er en gammel dame, som for alle islændinge er let genkendelse som Brynhildur Georgía Björnsson (1930-2008), barnebarn af Islands fhv. abassadør i Danmark og landets første præsident efter løsrivelsen, Sveinn Bjørnsson. Brynhildurs far, præsidentens søn, gik under 2. Verdenskrig i nazistisk tjeneste ved østfronten, hvilket ikke længere er en tabuiseret, offentlig hemmelighed i Island, men absolut heller ikke en historie, man ynder at minde sig selv om.

Nu kom så landets måske største forfatter og rippede op i det gamle sår med sin fortælling. Det førte til, som jeg nævnte i min anmeldelse, en skarp debat i Island, hvor Hallgrímur Helgason blev beskyldt for litterær nekrofili. Da han for nylig besøgte København, havde jeg lejlighed til at interviewe ham ved et møde i Den Sorte Diamant, hvor jeg spurgte til hans overvejelser om at fiktionalisere virkeligheden. Han svarede at han havde ladet Brynhildurs datter læse med på manuskriptet forud for udgivelsen, men da hun havde bedt ham om at fjerne et kapitel, havde han besluttet at afvise ønsket. Det var netop da måtte afgøre med sig selv, om han helst ville være en god forfatter og et dårligt menneske, eller en dårlig forfatter og et godt menneske.

Hallgrímur Helgason valgte at være et “dårligt menneske”, sagde han, med en blanding af ironi og ærgrelse. Han vidste at der ville blive ballade, og derfor satte han en note forrest i romanen, hvor han understregede, at der er forskel på de autentiske personer og romanfigurerne. “Historie er en oplysende fortælling. En roman er en opdigtet fortælling,” mindede han om.

Samme aften efter interviewet i Den Sorte Diamant fik jeg en mail (tidspunktet er et pudsigt tilfælde) fra Guðrún Jónsdóttir, der havde læst min anmeldelse af Kvinden ved 1000°. Hun præsenterer sig som datter af Brynhildur Georgía Björnsson og vedlægger en engelsk oversættelse af en artikel, hun offentliggjorde i Fréttablaðið i januar 2012, da romanen udkom i Island. I artiklen rejser hun en moralsk kritik af Hallgrímur Helgason. Jeg citerer (i min egen oversættelse):

“Jeg vil ikke diskutere værkets litterære kvalitet og slet ikke forskellen på fiktion og virkelighed – den er jeg fuldt ud bekendt med. Jeg har dog adskillige spørgsmål om moral, og jeg finder det svært at tro, at nogen ønsker at se deres familie udnyttet på denne måde af økonomiske årsager. Med al respekt for ytringsfrihed og skønlitteratur, må en forfatters ansvar altid afhænge af den måde, han strukturerer sin bog og de kilder, han bruger. Forfatteren træffer et vigtigt valg om privatlivets fred og hvor meget smerte han vil tillade sig selv at tilføje andre med sin litteratur.”

Det smerter Guðrún Jónsdóttir, at de vulgære og grimme ord om landet, dets historie og dets flag bliver lagt i munden på en romankarakter, der er baseret på hendes mor. En parodi på hendes liv er nu ude på bogmarkedet og dermed er Brynhildur Georgía Björnssons ry og rygte blevet uretmæssigt antastet, skriver hun, inden hun konkluderer: “Hallgrímur Helgason har ofte stærkt kritiseret amoralen i vores land. Jeg er enig, vi må alle passe på, hvor vi træder!”

Hallgrímur Helgason vidste godt, hvor han trådte. Nemlig over Guðrún Jónsdóttirs tæerne. Han valgte at være et dårligt menneske, men en god forfatter. I dag siger han – ikke uden ironi! – at romanen måske skulle have gule sider og hvide sider, så man nemt kunne se, hvor virkelighedsgengivelsen holder op og fiktionen begynder. Men hvor ville vi være henne, hvis der kun måtte findes autoriserede og moralsk blåstemplede fremstillinger af kendte menneskers liv?

Det sker hele tiden: I Julia Butschkows aktuelle roman, Aber dabai, er et fiktionaliseret – men måske knap så fiktivt? – portræt af manden, der engang kaldte sig Claus Beck Nielsen, og han skal naturligvis være den sidste af alle til at have indvendinger. Og til næste år udkommer Hanne-Vibeke Holsts nye roman, hvor hun portrætterer sin far, forfatteren Knud Holst.

Hvem har ret til at eje og dømme over skønlitterære skildringer af virkelige mennesker? Det har heldigvis ingen, og Hallgrímur Helgason valgte gudskelov at være et dårligt menneske. Det burde Guðrún Jónsdóttir tage med ophøjet ro uden at dømme ham moralsk, for debatten om fiktion og virkelighed gør kun Brynhildur Georgía Björnsson mere nærværende og interessant.