Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 30. april 2015.

Musical. ”Mennesket har altid været, og bør forblive, et mysterium.”

Men dyrene var søde

Den fine svenske digter Kristina Lugn, medlem af Det Svenske Akademi og det hele, har skrevet et mindre eksistensdrama om to bondebrødre, hvis liv bliver endevendt af en punkerpige, hendes stumme mor og en ged. Dertil har Benny og Björn (jo, dem fra ABBA) skrevet en håndfuld sange, hvorved det hele jo bliver til en musical. Så har man bygget en scenografi af en forfalden landbrugsejendom med en sandet gårdsplads og dresseret en masse særdeles prægtige old school bondegårdsdyr. Og endelig har man bedt en fin dansk digter, også medlem af Det Danske Akademi og det hele, Pia Tafdrup, om at oversætte stykket, dog minus sangteksterne, som Anne Linnet har fordansket.

Og hvad får man så? Man får en dybt besynderlig disharmonisk og motivløst overlæsset forestilling, hvor krydsbestøvningen af drama og komedie, poesi og pop, sang og cirkus aldrig samler sig. Som det hedder i en replik fra stykket: ”Man kan sige, hvad man vil, men særlig originalt var det ikke.”’

Hjælp søges er en slags en bønder-søger-brud-fortælling. De to brøde er bundet til hinanden på den fædrene gård, den ene almindelig ked af livet, den anden disillusioneret over at han ikke drev det til mere. De sætter en kontaktannonce i avisen, og op dukker en ung utilpasset pige og hendes mor, der har valgt at vende det døve øre til verden, som lokker følelserne frem i de to stivstikkerbrødre, der lever som eremitter. Det er historien om utilpassedes kamp for at finde en plads i tilværelse, men også et forsøg på at sige noget eksistentielt om os mennesker. Som det hedder i stykkets sidste, centrale replik: ”Mennesket har altid været, og bør forblive, et mysterium.”

Jesper Lohmann og Jesper Asholt kan naturligvis både synge og spille skuespil. Og unge Sara Viktoria kan da synge. Dyrene kan hverken synge eller spille, men de skal også bare stumt følge domptøren Suzanne Berdinos vink. Det gør de perfekt.

Hjælp søges. Manuskript: Kristina Lugn. Musik: Benny Andersson. Sangtekster: Björn Ulvaeus. Originalidé og instruktion: Lars Rudolfsson. Oversættelse, sangtekster: Anne Linnet. Oversættelse, manuskript: Pia Tafdrup. Scenografi: John Engberg. Kapelmester: Johan Bergman. Orkester: Diite Fromseier, Ole Skipper, Pelle Fridell & Ulrik Brohuus. Østre Gasværk Teater til den 7. juni.

Weekendavisen den 30. april 2015.

Den udødelige

Jeg stod engang efter en Champions League finale ved AC Milans omklædningsrum, da klubbens storsmilende ejer kom forbi med hele sin entourage af bodyguards, og jeg har derfor set Silvio Berlusconis 165 cm. (uden plateausko) med egne øjne. Derfor kan jeg sige, at Ina-Miriam Rosenbaums portrætterer ham lige på kornet (dog er hun lovlig lav, og det ville Silvio ikke bryde sig om!) i Rhea Lemans satiriske forestilling om den milliardær med den store karisma. Berlusconi – the musical er beskeden scenekunst, men tankevækkende nok, fordi alt der har med den udødelige Berlusconi at gøre er så langt ude grotesk. Ina-Miriam Rosenbaum har styr på sit komiske håndværk, Laura Bro er sød, sjov og sikker som assistenten og Mette K. Madsen er fin nok i replikken som Silvios finansrådgiver, men hun ligner en krydsning mellem en alien og en kemopatient. Bedst af alle er Karen-Lise Mynster, der spiller og synger den spinkle forestilling hjem i rollen som ekskonen Veronica Lario m.fl.

Rhea Leman: Berlusconi – the musical. Frederiksbergscenen, København. Til den 9. maj.

Weekendavisen den 24. april 2015.

Essay. Menneskesmuglerne! Trumfkortet i enhver flygtningedebat. ”De kan jo ikke være rigtige flygtninge, når de betaler en menneskesmugler…” Ikke det? Det var min morfar da heldigvis ligeglad med den oktoberaften i 1943 på Kilometerbroen ved Italiensvej på Amager. Han betalte hvad skipperen forlangte.

I disse dage behøver Middelhavets hammerhajer ikke at jage. Den forsvarsløse føde kommer duvende ned til dem fra de sejlende serveringsfade, som oftere og oftere sætter ud fra havnebyerne i det lovløse Libyen og havarerer i bølgerne.

Middelhavet er gennem de seneste årtier blevet transithav for migranter af mange slags fra Afrika, Asien og Mellemøsten, og med det gode vejr er højsæsonen for overfarter med menneskeligt kontrabande nu begyndt. Det hele organiseres af professionelle transportselskaber, også kaldet menneskesmuglere, og de har kunder nok. Målet er Europa, det privilegerede land, der flyder af mælk og honning. Det er en rejse med risiko. Her gælder ingen rejsegarantifond, ingen ombudsmand. Og spørgsmålet er, om de humanitære konventioner får lov at gælde. Det politiske modtryk vidner ikke om det. Trindt om land rejser Europa palisaderne mod presset på grænserne. Det skaber et pres på moralen. Læs videre “De, de druknede”

Weekendavisen den 24. april 2015.

Tvillingeroman. Kim Leine om tomhed, rastløshed, sort prædestination og krigens infektion og beruselse.

Velsignet være krigen!

Kim Leines nye roman, Afgrunden, har et besynderligt slutkapitel under overskriften ‘En eftertanke’, Her fortæller forfatteren (gennemført ærlig, som han er), at romanen begyndte som en bestillingsopgave på et filmmanuskript. Senere besluttede han at genbruge sin research i en kortroman udfra devisen: stort emne/lille format. Men så tog stoffet magten, som han skriver, og blev til en million anslag, lig med 600 sider.

”Stoffet tog magten”! Sådan en teknisk tilståelseserklæring har jeg aldrig før set i en roman. Men at det at skrive er en magtkamp mellem bog og forfatter, tror jeg gerne. Og så kommer jeg i tanker om, at Kim Leine engang har sagt, at romaner er som mennesker – uperfekte. Én og samme roman kan både byde på særdeles godt selskab og være ærgerlig og trættekær. Læs videre “Kim Leine: Afgrunden”

Weekendavisen den 24. april 2015.

Farvel til Berlin. Lars Kaalund har givet ‘Cabaret’ politisk og symbolsk tydelighed.

Slutscenen i Lars Kaalunds Cabaret er mindeværdig: Til spinkle toner af forestillingens ikoniske nazihymne ‘Oh Vaterland’ (‘Tomorrow belongs to me’) defilerer en gruppe mennesker ind på scenen. De fremstår alle nøgne, og ved første øjekast ligner de de overmennesker, som morgendagen tilhører.

Én efter én går de hen mod en lille drejescene, hvor konferencieren Emcee tager imod med ironisk attitude. Så stiger de stoisk op på platformen, hvor de så i ro og mag lægger sig i en omhyggelig koreograferet bunke. Og så ser man, hvad de forestiller: en bunke lig i en massegrav. Da Emcee knækker en rose, sætter blomsten i knaphullet og smider stilken fra sig for at forlade åstedet, bliver han fulgt af et spot, som han forsøger at undvige. Han flygter desperat henover orkestergraven, men lyset følger ham. Så drøner han ned i salen, og idet han smækker en dør hårdt i efter sig, bang, går lyset ud, og stykket er slut. Læs videre “Det syge samfund”