Kim Leine: Afgrunden

Weekendavisen den 24. april 2015.

Tvillingeroman. Kim Leine om tomhed, rastløshed, sort prædestination og krigens infektion og beruselse.

Velsignet være krigen!

Kim Leines nye roman, Afgrunden, har et besynderligt slutkapitel under overskriften ‘En eftertanke’, Her fortæller forfatteren (gennemført ærlig, som han er), at romanen begyndte som en bestillingsopgave på et filmmanuskript. Senere besluttede han at genbruge sin research i en kortroman udfra devisen: stort emne/lille format. Men så tog stoffet magten, som han skriver, og blev til en million anslag, lig med 600 sider.

”Stoffet tog magten”! Sådan en teknisk tilståelseserklæring har jeg aldrig før set i en roman. Men at det at skrive er en magtkamp mellem bog og forfatter, tror jeg gerne. Og så kommer jeg i tanker om, at Kim Leine engang har sagt, at romaner er som mennesker – uperfekte. Én og samme roman kan både byde på særdeles godt selskab og være ærgerlig og trættekær.

Sådan er det også med Afgrunden. Historien strækker sig fra den finske borgerkrig i 1918 til besættelsens sidste tid i 1944. Hovedfigurerne er tvillingerne Ib og Kaj, som rejser til fronten i Finland som frivillige, hvor de får taget deres moralske mødom. De lærer at slå ihjel og bliver for evigt inficeret af krigens rus. Som det hedder i begyndelsen, hvor tvillingerne er blevet hvervet som frivillige i krigen mod rødgardisterne: ”Jeg tænker tit på hvad den vil gøre ved os, krigen. Hvad jeg vil miste, hvad jeg vil få. Jeg aner det ikke. Men jeg ved at jeg længes efter det.” Meget elegant kan citatet tilskrives begge tvillinger, for selvom romanen dyrker brødrenes rivalisering, er udgangspunktet deres fællesskab.

Kaj læser teologi, men er ateist og ender som journalist. Ib studerer medicin og bliver psykiater, men han respekterer ikke fagets etik og ender med at optræde som hypnotisør. Undervejs skilles tvillingernes veje, men naturligvis er de uløseligt knyttet sammen, dels af blodets bånd, dels af en fællesforbrydelse, som kaster slagskygger ind i især Ibs fremtid.

Brødrene forenes senere i modstandsbevægelsen, hvor de genfinder rusen fra fronten. Velsignet være krigen! Og velsignet være de utallige kvinder, som brødrene gifter sig med eller har som elskerinder. Det er som om, at den meningsgivende kamp mod fjenden skal genfindes i dobbeltsengen.

I den finske vinter oplever Ib en duel på liv og død som ren og skær liderlighed, og for resten af livet bliver erotikken også et spørgsmål om at besejre en fjende. For Kaj er det ikke meget anderledes. Måske passerer han sit skæbnepunkt i Finland da han skyder en russisk kvinde, for mens han prøver på ikke at tænke på liget, er det som om, at liget tænker på ham.

Naturligvis skriver Kim Leine sig også denne gang helt ind i alle kroppens sekreter og løngange. Her er en mand, der kun drømmer om at slikke sin kones røvhul, her er en kvinde der trykker hudorme ud af sin kæreste nakke og lægger dem pænt på række, her er vold og blod, og her er bøssesex, som skamløst nok når sit kødelige klimaks samtidig med crescendoet i Bolero!

Kim Leine folder historien ud med langstrakt læselyst, men tager også skyldigt hensyn til små formeksperimenter med krigskortprosa, ofte læsset med fine ledemotiver og tung symbolik, ikke mindst religiøs, men af og til også med passager, der ligner halvbagte, forladte synopser.

Afgrunden er løseligt baseret på journalisten og modstandsmanden Peter de Hemmer Gudmes liv, og den skæbne der kommer Kaj til del, er autentisk. Under forhør hos Gestapo styrter han sig i døden i en trappeskakt i Shell-huset (romanens begyndelse, så jeg røber ikke for meget), hvorefter forhistorien rulles op. Her møder fakta og fiktion hinanden.

Som historisk-biografisk fortælling bidrager Afgrunden til den ustoppelige strøm af besættelsestidslitteratur. Mageløst som modstandsbevægelsen bliver ved med at rumme stof til romaner. Og som psykologisk dobbeltportræt af Ib og Kaj fungerer den overbevisende. Man mærker den uheldsvanger tomhed og rastløshed, den sorte prædestination, krigens infektion og beruselse. Det kommer til udtryk i et stærkt dagbogsnotat fra Ib, der referer en samtale med sin finske ven Mikko: ”Tænk at man kan deltage i noget der er så ekstremt, og alligevel have over halvtreds procents chance for at overleve! Det lader for mig at se til at krigen slet ikke er brutal nok! Freden til gengæld, siger Mikko og griner, har en dødsrate på ét hundrede procent.”

Genvandt forfatteren så magten over stoffet? Ja, i det store hele. Men kalkuleret kontroltab står Kim Leines hjerte nær. Han lader tvillingerne springe i havnen fra Langebro og skriver:

”Men før eller senere er man nødt til at indse at man må overgive sig til den dyriske viljeløshed i faldet, og at man ikke længere er et frit menneske, men et frit faldende menneske. Man er i kontrol, og så er man det ikke længere, og kontroltabet overtager kontrollen, og det er der også en frihed i.”

At hænge der over Afgrunden, dét handler nok både om krigstvillingerne Ib og Kaj – og om Kim Leine selv.

Kim Leine: Afgrunden. 598 sider. 300 kr. Gyldendal.