De, de druknede

Weekendavisen den 24. april 2015.

Essay. Menneskesmuglerne! Trumfkortet i enhver flygtningedebat. ”De kan jo ikke være rigtige flygtninge, når de betaler en menneskesmugler…” Ikke det? Det var min morfar da heldigvis ligeglad med den oktoberaften i 1943 på Kilometerbroen ved Italiensvej på Amager. Han betalte hvad skipperen forlangte.

I disse dage behøver Middelhavets hammerhajer ikke at jage. Den forsvarsløse føde kommer duvende ned til dem fra de sejlende serveringsfade, som oftere og oftere sætter ud fra havnebyerne i det lovløse Libyen og havarerer i bølgerne.

Middelhavet er gennem de seneste årtier blevet transithav for migranter af mange slags fra Afrika, Asien og Mellemøsten, og med det gode vejr er højsæsonen for overfarter med menneskeligt kontrabande nu begyndt. Det hele organiseres af professionelle transportselskaber, også kaldet menneskesmuglere, og de har kunder nok. Målet er Europa, det privilegerede land, der flyder af mælk og honning. Det er en rejse med risiko. Her gælder ingen rejsegarantifond, ingen ombudsmand. Og spørgsmålet er, om de humanitære konventioner får lov at gælde. Det politiske modtryk vidner ikke om det. Trindt om land rejser Europa palisaderne mod presset på grænserne. Det skaber et pres på moralen.

I 1991 skrev den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger et essay om menneskelig migration, Den Store Vandring. Her forestiller han sig en redningsflåde, der har nået grænsen for sin kapacitet: ”Rundt om i det stormpiskede hav svømmer der flere overlevende, som er truet af undergang. Hvordan skal de, der sidder i båden, forholde sig? Skubbe næstens hænder, som klamrer sig til skvætbordet, væk eller hakke dem af? Det er mord. Tage ham om bord? Så synker båden med alle de overlevende.”

Dette dilemma, siger forfatteren, diskuteres af moralfilosoffer, der ikke skænker det en tanke, at de selv har deres på det tørre. Og ingen kan med troværdigheden i behold gøre rede for, hvordan han eller hun selv ville forholde sig, hvis det var alvor, skriver han. Den sidste konstatering er måske den vigtigste, i hvert fald den sandeste. For hvad ville de egentlig selv gøre, alle disse fandens karle, som stempler migranterne som ’illegale’, hvis de selv var i flygtningenes desperate situation? Hvad ville de gøre, hvis der var krig hos os, og vi skulle søge et helle et andet sted? Ville de se deres kone i øjnene og sige: Nej, vi skal ikke flygte, for vi vil ikke krydse grænser uden gyldige papirer… Ville de bøje nakken, acceptere deres vanskæbne, forlige sig med krig og sult, risikere deres børns liv og helbred? Ville de det? Eller ville de handle med fanden selv for at få en plads på en båd, der måske – måske ikke – kunne bringe dem i sikkerhed? Enhver ansvarlig familiefar ville gøre det sidste. Derfor er intet menneske illegalt.

I oktober 2013 sank en båd ud for Lampedusas kyst og over 360 omkom. Samtidig – nøjagtig samtidig – fejrede vi her i landet 70-året for de danske jøders flugt over Øresund. Jeg fejrede det også, taknemmelig over at to børn, en dreng og en pige, på den måde kom i sikkerhed og tyve år efter kunne blive mine forældre. Jeg, et barn af bådflygtninge. Længere er den vel ikke.

Jeg ser på billeder fra Middelhavet. Jeg ser hvordan angste afrikanere klamrer sig til vragresterne af en kæntret båd, der flyder som vipper i vandet. Jeg tænker på de plimsollere, jeg i marts så på en gruset plads bag havnen i Lampedusa. De kom over havet i dem. Og jeg tænker på den gave, som paven havde med til kirken på øen i fjor: en model af en båd, hvor den hellige familie redder en sort mand op af havet. Så vender jeg tilbage til Hans Magnus Enzensberger, der påpeger det interessante i, at ’redningsbåden’ ofte dukker op, når man diskuterer flugt og folkevandringer. ”Båden er fuld”, siger man. Vi kan ikke tage flere ind, der skal sættes prop i diget. Men dette stemmer ikke overens med virkeligheden, mener han. Der er plads til at hjælpe flere. Og så skriver Enzensberger: ”Åbenbart tror mange vesteuropæere, at de er i livsfare. De sammenligner deres egen situation med de skibbrudnes. Metaforen bliver så at sige vendt på hovedet. Det er de fastboende, der bilder sig ind, at de er ’boat people’ på flugt, udvandrere fra mellemdækket eller udhungrede albanere på et overfyldt spøgelsesskib.” Og så skærper han tonen: hallucinationen skal retfærdiggøre adfærden, man aner de afhakkede hænder, skriver han.

Gad vide om Hans Magnus Enzensberger kender den pavelige gave i Lampedusas kirke, hvor den sorte mand klamrer sig til skvætbordet – og Josef rækker armene ud. Redningsbåden er ikke kun symbolsk, men konkret i Middelhavet i dag, og forfatterens tankeeksperiment er blevet rå virkelighed. Vi får vidnesbyrd om, hvordan mennesker dræber for at bevare pladsen i flygtningeskibene, hvordan mennesker bliver smidt over bord, stødt væk fra rælingen, hældt ned til hajerne, og man spørger sig selv, hvilke mentale og moralske traumer de overlevende tager med sig. Men den tyske forfatterfilosof skriver jo ikke kun om de stærkes ret blandt flygtningene. Han skriver om os, der med administrative og politiske instrumenter holder flygtningene væk. Os, der i dag slikker os om munden, når Australien siger, at vi bare skal gøre som dem: vende skibene, true dem væk fra vores kyster, lade dem sejle deres egen sø, ikke vores. Os, der af frygt for konsekvenserne, er parat til at nedtone både humanismens etiske forpligtelse og juraen i de humanitære konventioner og menneskerettighedserklæringer, som opstod af Anden Verdenskrigs europæiske askebunker.

●

I weekenden omkom op mod 1.000 mennesker i en kæntringskatastrofe. Om bord på skibet var cirka 1.300 migranter, hvoraf mange sandsynligvis var reelle flygtninge med et legitimt beskyttelsesbehov i henhold til alle konventioner – for eksempel kristne nigerianere på flugt fra Boko Harams terror – mens andre ganske givet søgte væk fra udsigtsløs elendighed og fattigdom derhjemme, hvilket nok kan kalde på al vores empati, men ikke udløse asyl af nogen art. Flere forlis vil følge. Måske bliver de skibbrudne evakueret af kystvagten, måske bliver de samlet op af en coaster. Måske kommer hajerne først.

Men samtidig med at de håbefulde har sat kursen mod vores verdensdels ydre grænser, har EU smækket grænsebommene ned. Det er absolut legitimt, fordi der naturligvis er grænser for hvor mange flygtninge de europæiske lande kan og vil modtage. Men systemernes afvisning betyder jo ikke, at de flygtendes problemer løser sig, og de vil derfor søge nye veje til et livsgrundlag i sikkerhed. Vi ville selv gøre det samme i deres sted.

I takt med at flugten over Middelhavet blev mere og mere intensiv, og katastroferne derfor tog til, oprettede Italien i 2013 et humanitært program med det rørende navn, Mare Nostrum (Vores hav). Man ville ikke længere nøjes med at fiske de druknede op og lyne dem ned i ligposer, så man lod kystvagten møde plimsollere og coastere ude i rum sø, hvor bådflygtninge blev evakueret og registreret i god ro og orden. Derefter blev de transporteret til asylcentre på Lampedusa, Sicilien og fastlandet.

Så vidt, så godt. Men da Italien appellerede til EU om at overtage ansvaret for det omfattende patruljeringsprogram – alene i 2014 ankom 170.000 flygtninge – fik de en kold skulder, og EU søsatte i stedet det meget mindre ambitiøse program Triton, der ikke har noget humanitært sigte. Det ligner nærmest en proformaindsats. Som at stå på en havnemole og feje bølger væk med en kost. Det er der to grunde til.

For det første mener EU’s toneangivende lande, at et effektivt redningsprogram vil have en magnetisk effekt på potentielle flygtninge, som kan tælles i millionvis. Det er derfor nødvendigt, mener landene, at sende et klart signal om, at der ikke er noget udstrakt europæisk hånd, der hjælper migranterne i sikkerhed. Det er en analyse med kynisk konsekvens: Lad dem drukne.

For det andet har EU et horn i siden på Italien, fordi landet kun gør arbejdet halvt færdigt. Nok redder kystvagtens skibe mange flygtninge, men det juridiske sagsbehandlingsarbejde er præget af en vis italiensk lemfældighed, som betyder at mange flygtninge diffunderer videre op i Europa til andre lande. Dermed lever Italien ikke op til sit ansvar. Den danske EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) sagde i mandags:

”Hvis der var en forventning om, at Italien ville overholde Dublin-forordningen, så tror jeg at mange lande ville være villige til at hjælpe økonomisk, så de kan fortsætte Mare Nostrum. Men Italien vender det blinde øje til og lader folk rejse igennem landet. De gør ikke meget for at stoppe menneskesmuglerne.”

Menneskesmuglerne! Trumfkortet i enhver flygtningedebat. ”De kan jo ikke være rigtige flygtninge, når de betaler en menneskesmugler…” Ikke det? Det var min morfar da heldigvis ligeglad med den oktoberaften i 1943 på Kilometerbroen ved Italiensvej på Amager. Han betalte hvad skipperen forlangte. Er man kun en ægte flygtning, hvis man klarer sig gennem flugten uden udgifter? Hvilken bizar logik. Hvad nu hvis man betaler Lufthansa for en billet til sidste fly ud af borgerkrigen, er selskabet så en smuglervirksomhed?

Spørgsmålet er, hvad de forfulgte dog skulle gøre uden menneskesmuglerne? Hvad skulle Europas jøder, Danmarks jøder, have gjort uden de mennesker, der skaffede falske papirer eller sørgede for lyssky og farlige transporter over havet? Problemet er jo ikke, at nogen tjener penge på at hjælpe andre. Problemet er, at smuglerne kan være hjerteløse forbrydere, der lover migranterne guld og grønne skove, tager deres penge – og efterlader dem i stikken i rum sø. Men markedet er reguleret af den kapitalistiske logik om udbud og efterspørgsel, og i lande, som er udspændt mellem lovløshed og korruption, er der som altid store penge at tjene. Libyen og Italien!

Dengang den dynamiske duo, Berlusconi & Gadaffi var ved magten og muffen, var der mere styr på sagerne. De indgik en skummel lokumsaftale, hvor Libyen lod italienske kystpatruljer stoppe flygtningebåde inde i libysk farvand til gengæld for nogle motorveje og oliesalgsaftaler. Men nu, hvor NATO for længst har fjernet Gadaffi og landet er sunket ned i det dybeste anarki, er der ingen kontrol med flugtruterne ud af landet. Vesten afsatte en diktator, men så ikke, at man samtidig indsatte et navnløst, ansigtsløst monster. Det er frugten af den operation, vi ser nu. Og der vil komme flere. Fra Libyen og fra andre nordafrikanske lande. Folk på flugt fra Bashar al-Assad, Islamisk Stat, Boko Haram, Al-Shahab. Folk på flugt fra krige, vi har glemt, fra fattigdom vi ikke interesserer os for. De kommer ind i vores synsfelt, og vi er nødt til at handle, for vi kan ikke leve med at de dør i vores farvand.

Denne uge har været præget af dobbeltdesperation, tænker jeg. Flygtningene er de første desperate. Vi selv er de næste desperate. Imellem os står menneskesmuglerne og griner deres sataniske hånlatter. Men måske stivner deres smil snart. EU’s ledere taler nu åbent om en militæraktion mod smuglerskibene. Vi ved hvor flåden ligger, og vi er parat til at bombe den, har en talsmand for grænseagenturet Frontex sagt. Agenturet mener, at op mod en million flygtninge har samlet sig i Libyen og venter på overfarten mod Europa. Det er en milliardindustri for smuglerne. Og en komplet utålelig situation for Italien og EU.

Men militæraktion? Bombetogter mod flygtningeskibe i de libyske havne? Jeg er sikker på at smuglerne med det samme vil bruge flygtninge som menneskelige skjolde. At bombe dem kan ikke komme på tale. Kampen om skibene står ude på åbent havn, når kystvagten bringer dem op. Men smuglerne vil ikke afgive deres transportmidler, de tager dem tilbage med vold og magt. Bomber fra luften er vores idé om aktioner, der holder os selv skadesløse. Men man er også begyndt at tale om at indsætte specialstyrker i Libyen. Det næste må blive krigsskibe.

Hvad var det, Enzensberger skrev – at metaforen bliver vendt på hovedet. Vi må beskytte os selv. Vi, de truede. Skal humanitære redningsaktioner så finde sted side om side med at militæret kæmper med svært bevæbnede smuglere? Så er vi der, hvor det ikke blot er afrikanere, der skal puttes i ligposer. Så kommer vestlige soldater også til at miste livet på havet.

●

Som John Donne skrev, er intet menneske en ø, en verden for sig. Men en ø er en ø, og Lampedusa ligger derude, i Vores hav, som en europæisk robåd med et skvætbord, som tusindvis af mørke hænder griber ud efter. Nogle af dem, mange af dem, vil kunne anerkendes som flygtninge, andre vil ikke. Men uanset deres kommende juridiske status, er de først og fremmest mennesker, og måske er de kun fortroppen. Så længe der er krig, vil folk flygte. Så længe der er fattigdom vil folk bryde op (ikke de svageste, de dør derhjemme). Det kan blive en frygtelig sommer.

Efter sidste uges store druknekatastrofe, som blev fulgt op af flere mindre, skrev EU i huj og hast en plan i ti punkter, som skal afhjælpe bådflygtningenes problem. Meget handler om grænsebeskyttelse. Meget lidt handler om at løse de problemer, der skaber flugten. Hvad nu hvis EU’s egne industritrawlere lod afrikanere havde deres fiskebanker i fred, så de kunne brødføde sig selv? Hvad nu hvis den arabiske verden og Afrika selv kunne involveres i at samle flygtninge op i havet?

Svarene blæser i vinden, vinden tager i bølgerne, bølgerne skubber til ligene, ligene duver ned til hammerhajerne.

I sidste uge omkom næsten 1.000 mennesker i en meningsløs færgekatastrofe i Middelhavet. Tænk hvis det var sket i Østersøen og de druknede var folk som os selv. Tusinde døde på én gang. Det er et traume. Jeg forestiller mig at Hans Magnus Enzensberger i denne uge har fulgt situationen i Das Mittelmeer. At han har rejst sig fra stolen og taget Die grosse Wanderung ned fra reolen og genlæst, hvad han selv skrev i 1991: ”Det store tals terror er uden øjne. Ansigt til ansigt med den alt for store opgave svigter indlevelsen, og fornuften oplever sin afmagt.”