Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 13. maj 2015.

Scene. Nielsen og Kragerup viser velspillet og lattervækkende skarp kapitalismekritik.

Markedet tager magten

Nielsen: Markedet (er ikke noget sted). Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi og kostumedesign: Palle Steen Christensen. Det Røde Rum på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, til den 10. juni.

Hvor ligger Markedet? Det indre, det ydre, det finansielle, det mentale? Ifølge titlen på dramatikeren Nielsens nye forestilling findes det ikke noget sted, hvilket vel er en ironisk eufemisme for, at Markedet findes alle steder. Markedet har magten, Markedet har besat os.

På scenegulvet står syv mennesker, der præsenterer sig ved deres navne: Mikkel Arndt, Marie Dalsgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Lila Nobel, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing. Ja, det hedder de jo, også i virkelighedens verden, når de forlader teatret. Men pointen med denne præsentation er, at vi skal være vidner til en række besættelser. De syv bliver forvandlet til medier for en række stemmer, der har noget vigtigt på hjerte, og det hele peger uundgåeligt frem mod kulminationen, hvor Markedet tager ordet selv. Læs videre “Nielsen: Markedet (er ikke noget sted)”

Weekendavisen den 8. maj 2015.

Scene. Mungo Park har verdenspremiere på teaterversion af Siri Hustvedts roman om køn, kendthed og kunst.

Maskeringer

Instruktør: Anders Lundorph. Dramatiker: Lucas Svensson. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Efter Siri Hustvedts roman ‘Den flammende verden’. Aveny-T, København, t.o.m. juni, derefter på Mungo Park og turné.

Jeg indrømmer gerne, at jeg skulle mande mig lidt op for at komme igennem Siri Hustvedts Den flammende verden. Jeg holder meget af (det meste af) forfatterskabet, og jeg er fuld af respekt for denne romans intelligente leg med identiteter, køn og kunst – ja også med genrer, for den forgiver at være en akademisk antologi – men jeg fandt den uforløst som skønlitteratur og kedede mig gennem mange af de kunstteoretiske og filosofiske passager, som måske nok er en præcis karakteristik og satire over New Yorks kunstscene, men anstrengt som fiktion.

Derfor gik jeg også til Mungo Parks dramatisering af romanen med visse forbehold, men jeg tager hatten af for teatret, der fører os udenom det filosofiske omsvøbsdepartement og de teoretiske excesser og direkte derind, hvor Siri Hustvedt raffinerede plot fungerer strålende. Læs videre “Lucas Svensson: The Blazing World. Efter Siri Hustvedts roman”

Weekendavisen den 8. maj 2015.

Blæksprutte.

Belyst. Der udkommer sådan cirka en ny bog om besættelsen hver dag…

”Kære mor. Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en krigsret. Vi blev dømt til døden.”

Med den 21-årige Kim Malthe-Bruuns berømte og bevægende ord til sin mor i et brev fra den 6. april 1945, åbnede statsminister Helle Thorning-Schmidt sin tale ved markeringen af 70-året for befrielsen i Mindelunden i Ryvangen i mandags. Her blev den unge modstandsmand henrettet, og her blev han begravet efter befrielsen.

Lige inden statsministerens tale var Anne-Grethe Bjarup Riis blevet interviewet af DR’s programvært i den direkte transmission fra arrangementet, Niels Krause Kjær, fordi hun som filminstruktør i 2012 fortalte historien om modstandsfolkene fra Hvidsten Kro. De blev skudt af henrettelsespelotonen i Ryvangen, hvor Mindelunden ligger i dag.

Det er med andre ord så sandt, som det kan være, når vi synger, at ”vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn”, som det hedder i den inderligt smukke befrielsessang ’En lærke letted’ af Mads Nielsen – den poetiske apoteker fra Kolding, hvis eget navn ironisk nok er gledet i glemsel. Det eneste, man husker fra hans hånd, er netop denne sang, som kun synges denne ene dag om året, hvor befrielsen fejres. Læs videre “Noget om helte”

Weekendavisen den 30. april 2015.

Kommentar. Tel Aviv Museum of Art besøger Martin-Gropius-Bau i Berlin for at markerer 50-året for israelsk-tyske relationer. Videokunsten stjæler opmærksomheden.

BERLIN
De springer i øjnene alle steder i Berlin, erindringsstederne for jødisk liv og død i byen. Museet, monumentet, mindepladerne. Over det hele holder berlinerne historien om jødisk liv og kultur ved lige, til evig tid skyldplaget over nazisternes krystalnat, bogbrændinger og menneskedeportationer.

I påsken åbnede udstillingsbygningen Martin-Gropius-Bau i Kreuzberg så en ganske interessant udstilling, som på sin helt egen facon bidrager med en ny vinkel på det tysk-jødiske forhold, eller rettere sagt: de tysk-israelske relationer. I år er det nemlig halvtreds år siden, at de to nationer etablerede diplomatiske forbindelser, og det bliver markeret med en udstilling af godt og vel halvfjerds værker fra Tel Aviv Museum of Art.

Kataloget er i sig selv et udtryk for diplomati på højt niveau. Israels præsident Reuven Rivlin lægger ud med en kliche om, at de to lande må møde fremtiden uden at glemme fortiden, og så forsikrer han om, at kunst er nøjagtig lige så vigtig som politik og diplomati, når de gælder om at knytte bånd mellem folk og nationer. Med andre ord: kunst er diplomati. I hvert fald når kunsten som nu har et direkte diplomatisk sigte og ligefrem benyttes for at fejre et diplomatisk jubilæum. Læs videre “Kunstdiplomatiet”

Weekendavisen den 30. april 2015.

Shostakovich. Fantastisk voksendukketeater om nazisternes jernring om Leningrad.

Rapport fra den belejrende by

Man stiger ned i bådens bug og ind i det sorte scenerum, og med en smule fantasi kan man forestille sig, at man er borger i en belejret by, hvor bombeflyene cirkler som sorte fugle, mens man kryber sammen med naboerne i kolde kælderrum.

Jernring er en figuranimation til tonerne af Dimitri Shostakovichs 7. symfoni, der skildrer Leningrad under belejringen. Fra den 9. september 1941 til den 18. januar 1943 lå byen indesluttet i en jernring af tyske tropper. Nazisternes plan var at sulte Leningrad ihjel, og i op mod 900 dage måtte befolkningen klare sig uden forsyninger, uden vand, uden elektricitet, uden varme. Flere end halvanden million døde.

Nu sidder vi så i Bådteatret i det forårsmilde København på den pæne side af Nyhavn, hvor dukkermager og scenograf Rolf Søborg Hansen igen står på scenen med dygtige kolleger (Anya Sass, Ida Drey, Pernille Nedergaard Haugesen), som virkelig kan kunsten at føre en figur frem med en modbydeligt uhyggelig blotlagt menneskelighed. Og det siger jeg udfra en urgammel nærmest fysisk aversion overfor bugtalerdukker, handskedukker, marionetdukker, Mester Jakel-dukker og det, der ligner. Læs videre “Rolf Heim: Jernring”