Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 22. maj 2015.

No Way! Mens EU lægger op til at ødelægge menneskesmuglernes skibe, går Australien en anden vej og vender flygtningebådene ude på åbent hav. Hvorfor kan EU ikke bruge den australske model?

Da antallet af bådflygtninge i Middelhavet steg eksplosivt i april og rådvildheden bredte sig blandt EU’s ledere, kom samtidig historien om, hvordan Australien håndterer asylsøgere, der kommer over havet: De vender skibene om ude i rum sø, færdig ballade.

I den seneste uge skiftede det internationale fokus for en stund fra Middelhavet til Sydøstasien, hvor cirka 6.-8.000 udhungrede flygtninge fra den muslimske Rohingya-befolkning i Myanmar flygtede ud på havet, hvor blandt andet den thailandske flåde har forhindret dem i at nå land. I bedste fald har de smidt drikkevand om bord på bådene, inden de har trukket dem ud på åbent hav igen, siger rapporter fra FN.

Samtidig med at flygtningeskibene driver rundt fordi Thailand, Indonesien og Malaysia gør som Australien, diskuterer man i Europa, om man kan bruge den australske model i Middelhavet.

EU har hidtil afvist at presse flygtningeskibene tilbage, men kravet gentages hele tiden i den politiske debat, senest af Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der har sagt, at ”Australien er et civiliseret land, og hvis de kan, kan vi også”. Læs videre “Hvor bådene vendes”

Weekendavisen den 22. maj 2015.

Krønike. Katrine Marie Guldagers Køge-krønike om mistillid, misundelse og illoyalitet.

Katrine Marie Guldager: Bror og søster. 200 sider, 250 kr. roman. Politikens Forlag.

På titelbladet af Katrine Marie Guldagers nye roman, står nogle tankevækkende ord, som nok kan diskuteres: ”Better to be slapped with the truth than kissed with a lie” − altså: det er bedre at blive såret af sandheden, end at blive kysset med en løgn…

Citatet siges at være et russisk ordsprog (hvorfor er det så oversat til engelsk og ikke dansk?), og det dækker det modsatte af den livserfaring, som er udtrykt i ‘Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af’. Hvad der er mest sandt, kommer vel an på så meget.

Under alle omstændigheder trækker ordsproget tråde tilbage til de tidligere romaner i forfatterens Køge-krønike, som i det seneste bind nåede bittert frem til, at de eneste mennesker i denne verden, man ikke kan hjælpe, er dem, man er i familie med. Læs videre “Ulven kommer!”

Weekendavisen den 22. maj 2015.

Villet vid. At kræve at sproget skal holde om med at være diskriminerende, er at kræve tavshed. Ren besked fra Horace Engdahl, der excellerer i banale aforismer og blærede betragtninger.

At holde hinanden ud

Det er sloganet fra en gammel cigaretreklame, der har givet titlen til Horace Engdahls samling af støtanker, aforismer, mindre essays og epistler: Cigaretten bagefter. Og ja, det handler om sex.

Vi skal se for os reklamens billede af et yngre par, der slapper af i sengen med hver sin smøg efter det, forfatteren noget bornert kalder ”et intenst samleje”. Men den dannede intellektuelle kan også tale lige ud af posen, for han siger at reklamen stammer fra dengang skamløsheden var så stor, at man både måtte ryge og kneppe uden at føle skyld.

Og så: ”Når man er rigtig rystet, er det kun en Camel uden filter der hjælper, selv om det egentlig er årtier siden man holdt op med at ryge. Verdens undergang ville være en helt igennem udholdelig tanke hvis bare det var muligt at tage en cigaret bagefter.” Læs videre “Horace Engdahl: Cigaretten bagefter”

Weekendavisen den 13. maj 2015

Kommentar. ‘Better safe than sorry’. Sådan lyder devisen i et samfund, der sitrer af terrorfrygt.

Samfundet sitrer, og siden 9/11 har spørgsmålet været, hvor meget frihed vi vil afgive i bytte for forestillingen om øget sikkerhed. Om det kan der intet eksakt siges, for vi er stemningslabile og påvirkelige. Så vidt vi ved har PET optrevlet adskillige terrorplaner, og for hvert forhindret angreb er vi taknemmelige. Derfor afgiver vi gerne frihed.

Men hvor går grænsen? Hvad skal man for eksempel mene om Trykkefrihedsselskabet, der vil have Geert Wilders til Folkemøde på Bornholm? PET må lægge en jernring om Wilders, der som bekendt blev forsøgt skudt i USA i sidste uge, og hans indiskutable demokratiske ret til at deltage i Folkemødet kan derfor bringe Bornholm i undtagelsestilstand. Mandens ytringsfrihed presser dermed alle andres forsamlingsfrihed. For at beskytte den ene slags frihed, må vi altså give køb på den anden. Men begge er vitale for demokratiet. Hvilket paradoks. Læs videre “De, der vil os det onde”

Weekendavisen den 13. maj 2015

Krigsfanger. Richard Flanagan vandt MAN Booker Prize med historisk mindemonument-roman. Det er svært at forstå.

”Verden er. Den er bare.”

Richard Flanagan: Den smalle vej til det dybe nord. På dansk ved Jakob Levinsen. 402 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Vi kender historien fra Pierre Boulles Broen over floden Kwai om krigsfangerne, der i 1942-43 sled som slaver hos japanerne for at bygge den 415-kilometer lange Burma Railway gennem den feberhede og regnpiskede jungle, hvor 90.000 mænd døde, heraf 2.802 fra Australien.

Blandt de australske fanger var Richard Flanagans far, og med udgangspunkt i hans historie, har den tasmanske forfatter skrevet en prætentiøs og svulmende roman, som af uransaglige årsager vandt MAN Booker Prize 2014.

Richard Flanagans prosa har det med at være lidt til den klæge side. Det så vi også i de to foregående romaner, som i øvrigt var mere end rigeligt værd at læse, Den gode terrorist om hvordan terrortruslen gør os irrationelle, og Savn om den vestlige kolonisering af Van Diemens Land, det nuværende Tasmanien, i 1840’erne (jeg har ikke læst hans gennembrud, Goulds bog om fisk), og i Den smalle vej til det dybe nord tangerer det triviallitteratur. Læs videre “Richard Flanagan: Den smalle vej til det dybe nord”