Weekendavisen den 22. maj 2015.
Villet vid. At kræve at sproget skal holde om med at være diskriminerende, er at kræve tavshed. Ren besked fra Horace Engdahl, der excellerer i banale aforismer og blærede betragtninger.
At holde hinanden ud
Det er sloganet fra en gammel cigaretreklame, der har givet titlen til Horace Engdahls samling af støtanker, aforismer, mindre essays og epistler: Cigaretten bagefter. Og ja, det handler om sex.
Vi skal se for os reklamens billede af et yngre par, der slapper af i sengen med hver sin smøg efter det, forfatteren noget bornert kalder ”et intenst samleje”. Men den dannede intellektuelle kan også tale lige ud af posen, for han siger at reklamen stammer fra dengang skamløsheden var så stor, at man både måtte ryge og kneppe uden at føle skyld.
Og så: ”Når man er rigtig rystet, er det kun en Camel uden filter der hjælper, selv om det egentlig er årtier siden man holdt op med at ryge. Verdens undergang ville være en helt igennem udholdelig tanke hvis bare det var muligt at tage en cigaret bagefter.”
Den milde ironi til trods, skal man nok være ryger eller eks-ryger med vedvarende romantiske nikotinabstinenser for at kunne mærke Horace Engdahls pointe. For mig er det lutter retorik – som så meget andet er retorik i denne affekterede samling af tekster, der dels viser forfatteren som den kølige litterat, dels som en mere tvangsfri essayist, dels som en underfundig tænker, hvis tekster kunne stå på låget af en æske pastiller. Det varierer enormt: fra det sublime til det banale.
Historien om denne bog i svensk presse var, at Horace Engdahl efter sine år som talsmand for Det Svenske Akademi nu så frem til en mere uforpligtende rolle i litteraturens verden. Når han ikke længere skulle være ceremonimester for Nobelprisen, kunne han finde en anden stemme. Han flyttede til Berlin, hvor han satte sig på cafeerne, betragtede livet, læste af lyst og skrev i sin notesbog, ren og skær litterær hedonisme.
Al denne glæde klæder naturligvis ethvert menneske, men den gør også Horace Engdahl overmodig. I hvert fald ser det ud som om, at alt fra notesbogen har nydt fremme i sammensætningen af Cigaretten bagefter, inklusive noget så farligt som aforismer om aforismer: ”Aforismens fatale men uundgåelige fejltrin er at den afslører ophavsmandens begejstring over sin formuleringskunst.” Hm. Ja, det er da en tilståelsessag. Jeg håber at der er smurt godt med selvironi på, men er ikke ganske sikker.
Dermed kommer jeg det nok så nær, som jeg kan komme, hvis jeg som kritiker skal leve op til Ulf Lindes (1929-2013, svensk professor, kritiker og Akademimedlem) fordring, som Horace Engdahl citerer: Det første krav til en kritiker er, at han skal sige, hvad han synes: ”Det lyder ligetil. Sådan vil vi alle gerne gøre. Men hvor fristende er det ikke for en usikker skribent at hykle interesse eller respekt for at virke indviet? Det kræver betydelig autoritet at sige at noget er meningsløst, ” skriver Horace Engdahl. Og det kan kun opfattes som en handske i ansigtet på hans egne anmeldere: Kom an! Vis hvad du tør!
Men ingen kritiker har heller grund til at kalde disse tekster meningsløse, men nogen af dem synes nu at være lovlig meningsfri, hvis der er en forskel – for eksempel denne: ”Det værste en mand kan gøre mod en kvinde, er at være ubetydelig.” Ja, og det værste en intelligent forfatter kan gøre mod en læser er at spilde hans tid med ubetydeligheder. Det er det, vi har alle de dårlige forfattere til.
Mere gods er der i Horace Engdahls raffinerede refleksioner over sproget. Hør blot denne betragtning, som jeg sætter højt:
”Vi sætter alt for stor pris på evnen til at skabe nyheder, navnlig på sprogets område. Jeg har aldrig næret ønske om at være verbalt opfindsom. Madame de Staël havde ret da hun skrev at opfindelsen af nye ord er et sikkert symptom på idétørke.”
Et andet sted skriver forfatteren, at sprogets væsen er diskrimination, hvilket er en dristig påstand i Sverige, hvor man som bekendt har introduceret det kønsneutrale pronomen ‘hen’.
Horace Engdahl skriver: ”Ordene giver fasthed til menneskets perception som uafbrudt er beskæftiget med at adskille (hvilket er hvad diskriminere betyder). At kræve at sproget skal holde om med at være diskriminerende, er at kræve tavshed.”
Dét er ren besked. Og så konstaterer forfatteren skarpt, at sproget ikke farves af fine hensigter, men af virkelige følelser:
”Det er lige så godt at lade ordforrådet være i fred. Ingen sproglig censur i verden kan skåne os for det kolossale arbejde at lære mennesker at holde hinanden ud.”
At holde hinanden ud. Det er måske dét det handler om, når Horace Engdahl filosoferer over livet, analyserer litteraturen, reflekterer over forfattergerningen, harcelerer over blogosfæren. Hvis vi undervejs skulle glemme, hvem han egentlig er, bliver vi heldigvis mindet om det, når han er bedst. Skulle da bare mangle at vi bliver lidt tyngede af den intellektuelle polyhistors viden. Men så må vi trøste os med hans banaliteter, der er helt på højde med vores egne. Han fortjener da sin smøg efter verdens undergang.
Horace Engdahl: Cigaretten bagefter. Fragmentsamling. Oversat fra svensk af Karsten Sand Iversen. 154 sider, 248 kr. Jensen & Dalgaard.