Af Klaus Rothstein

Den 3. juni 2015.

Kommentar. Zlatan-biografiens forfatter bliver kritiseret for sin litterære metode. Det er der ingen grund til. Tværtimod.

Flere danske ghostwritere har rettet en stærk kritik mod den svenske forfatter David Lagercrantz, som netop har afsløret, at han ikke bestiller andet, end at lægge fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic ord i munden i den berømte biografi, Jeg er Zlatan, som har har skrevet med enorm international succes hos både anmeldere og læsere.

David Lagercrantz’ kritikere mener, at han er uhæderlig, krænker det etiske kodeks for ghostwritere og bryder den kontrakt, der er mellem bogen og læserne, nemlig at en bog fortalt i første person ental rent faktisk består af hovedpersonens egne ord, selvom de er nedskrevet af en anden.

De danske ghostwritere har ikke ret. De tror tilsyneladende, at en biografi skal skrives efter klassiske journalistiske principper, hvor der kan føres sandhedsbevis for hver eneste replik, men sådan er det ikke. En biografi som den David Lagercrantz har skrevet på vegne af Zlatan, skal snarere opfattes som et fortolket portrætmaleri. Det er som når en kunstmaler kommissioneres til at male en statsmand. Simone Åberg Kerns portræt af Anders Fogh Rasmussen var jo også blot en repræsentation af manden, en fortolkning med indlagt symbolik, ikke en dokumentarisk sandhed. Hvis det var det, man ville have, kunne man jo have bedt hovedpersonen om at knipse en selfie. Læs videre “Han er David”

Weekendavisen den 29. maj 2015.

Teaterhistorie. Hvad kan 2.500 års scenekunst fortælle os om den europæiske historie? Aktuel udstilling søger et svar.

Europa ligger derude, men hvad rager det os? EU slikker sårene, fordi unionsmodstanderne vinder frem i land efter land, og drømmen om en fælles europæiske identitet er mest ord fra en skåltale, ikke virkelighed.
Hvad har vi egentlig af kulturkontakt over grænserne – udover den årlige omgang glimmerpop, som vi kalder Melodi Grand Prix?

Ja, måske skal vi blive på scenen for at finde svaret. Helt konkret på de gamle europæiske scener, som er samlet i et fællesskab af historiske teatre. I sidste uge klippede Teatermuseet på Hofteatret i København nemlig snoren over til den kultur- og teaterhistoriske udstilling Historien om Europa – fortalt af teatrene, som er vandret hertil fra Warszawa og siden fortsætter til Wien, München, Ljubljana og London.

Udstillingen er organiseret i en række tværgående temaer – for eksempel religion, at krydse grænser, national identitet, demokrati og krig – som alle præsenteres i store, farvede rammer med tekst på engelsk og det udstillende lands eget sprog. Læs videre “Europa set fra scenen”

Weekendavisen den 29. maj 2015.

Kommentar. Marianne Jelved giver teaterbranchen et Videncenter og viser igen hvor snedig hun er.

Det lyder som en noget, man før har mødt på sine vandringer gennem kulturlandskabet: Dialogmøder + Visionspapir = Videnscenter. Ligningen gik da også så fint op for kulturminister Marianne Jelved, der i sidste uge præsenterede resultatet af et samarbejde mellem ministeriet og repræsentanter for hele det danske scenekunstlandskab. Der er tale om intet mindre, end et ”historisk tiltag”, hvis man spørger ministeren. Det er store ord i maj, for hvad ved hun om det? Der er muligvis ingen fortilfælde. Men om visionen er historisk, kan kun fremtiden afgøre.

Til gengæld er det klart, at ministeren er tilfreds, for ved første øjekast har hun leveret et resultat i stedet for at etablere et omsvøbsdepartement. På kun et års tid har Marianne Jelved bevæget sig fra uformelle kaffemøder med teaterfolk over dialogmøder med femten brancherepræsentanter og til udarbejdelsen af det aktuelle ‘Visionspapir for udviklingen af scenekunsten i Danmark’, hvor man i fællesskab definerer tre vigtige opgaver – og til etableringen af et såkaldt Videnscenter. Dét er naturligvis både dygtigt og målrettet ministerarbejde. Læs videre “Scenekunstens omsvøbsdepartement”

Weekendavisen den 29. maj 2015.

Scene. Ålborg Teaters Borgerscene er dårligt nok teater, men interessant som virkelighedsreportager fra krigen.

Et blodrødt rum

På Ålborg Teaters Borgerscene fortæller instruktør Petrea Søe krigshistorier sammen med fem mennesker, der alle har været udsendt på missioner, men aldrig har stået på en teaterscene før. Det kommer der selvsagt ikke stor kunst ud af (og heller ikke lille kunst), men til gengæld er der stor værdi i de medvirkendes personlige erfaringer.

Feltpræsten John Melchiorsen fortæller – præsteagtigt fidelt – dels om hvordan han lærte sin egen hævnglæde at kende, da englænderne ”piller et par talebaner ud”, dels om hvordan han lagde øre til en mareridtsplaget soldats bekendelser: Han havde skudt tre afghanere i stumper og stykker, og han havde set, hvordan deres hus forvandledes til et blodrødt rum. Han handlede efter ordre og i overensstemmelse med krigens regler, han gjorde det for sit land. Men, spørger han præsten, er det nu også hele sandheden, der er at sige? Læs videre “Hjemvendt. Instruktion og bearbejdelse: Petrea Søe”

Weekendavisen den 29. maj 2015.

Stormfald. Der ligger et mareridsagtigt slør over Mette Søs roman om skovarbejderen Kanel.

Grimme gnister

Der er noget spooky på færde i altid overraskende Mette Søs nye roman, hvor en ung kvinde bliver overstænket med flagermuseblod, hvorefter hun begynder at slå gnister og må søge hjælp i drømmetydning for at finde en vej tilbage til det normale: I en lysning omkranset af træer, skal én hun stoler på sige en sandhed om hende, og denne sandhed skal hun skylle ned med en bjesk ilagt to tvekønnede og intetseende væsener…

Kanel er skovarbejder. Hun er rejst fra København, hvor hun – finder vi langsomt ud af – har lagt en kæreste bag sig. Nu er hun i Vendsyssel, hvor hun skal rydde op efter en orkan, der har væltet træer i haver og skov. Hun bliver indlogeret hos en kollegas forældre, Mamsi og Daddy, hvor hun får stegt flæsk, sover i FC Barcelona-sengetøj, og i det hele taget nyder godt af vendelboernes lavmælte gæstevenlighed. Læs videre “Mette Sø: fordi at”