Weekendavisen den 29. maj 2015.
Stormfald. Der ligger et mareridsagtigt slør over Mette Søs roman om skovarbejderen Kanel.
Grimme gnister
Der er noget spooky på færde i altid overraskende Mette Søs nye roman, hvor en ung kvinde bliver overstænket med flagermuseblod, hvorefter hun begynder at slå gnister og må søge hjælp i drømmetydning for at finde en vej tilbage til det normale: I en lysning omkranset af træer, skal én hun stoler på sige en sandhed om hende, og denne sandhed skal hun skylle ned med en bjesk ilagt to tvekønnede og intetseende væsener…
Kanel er skovarbejder. Hun er rejst fra København, hvor hun – finder vi langsomt ud af – har lagt en kæreste bag sig. Nu er hun i Vendsyssel, hvor hun skal rydde op efter en orkan, der har væltet træer i haver og skov. Hun bliver indlogeret hos en kollegas forældre, Mamsi og Daddy, hvor hun får stegt flæsk, sover i FC Barcelona-sengetøj, og i det hele taget nyder godt af vendelboernes lavmælte gæstevenlighed.
Men noget er galt. På den ene side er Kanel lykkelig, ja oven i købet en slags gengældt forelsket i chefen, men på den anden side er hun ude af sig selv. Årsagen finder hun i en fejl, hun lavede på arbejdets første dag, hvor de fjernede stormfald ved et togspor. Da hun saver gennem en træstamme rammer hun en flagermuserede, og dyrenes blod sprøjter ud over hende. Og så begynder der at sprænge grimme gnister inde i Kanel.
Der er sådan et mareridtsagtigt slør over hele romanen, også når alt sådan set er godt og trygt. En stærk scene er den, hvor Kanel arbejder ved en gård, hvor politiet pludselig ankommer. Hun ser hvordan moren bliver ført ind i stuehuset af den ene betjent, mens den anden går ud i marken, hvor landmanden træder ud af sin traktor og går i knæ i plovfuren (en scene, som Mette Sø kopier direkte fra en radiodokumentar om et trafikdrab ved Ålborg). Et andet gysende godt eksempel er Kanels tanker om de selvmordere, der tager deres liv ude i skoven:
”En ting er sikker, du bliver altid fundet. Ræven finder dig og tager den kind, der blev kysset og aet som barn, og den kind, der blev vendt den anden vej. Den tager også de læber, der blev bløde ved den mindste berøring, og de læber, der blev hårde ved det mindste angreb. Og øjnene. Ræven suger dem ud af øjenæblerne, knaser dem mellem tænderne. Tænk, hvis den fik stød i det øjeblik, den bed synsnerven over, og i et kort sekund så alt, hvad du nogensinde havde set (…) En ting er sikkert. Ræven vil ikke se alle de ubegribeligt smukke ting, som dine øjne har set. De er væk og glemt. Ellers havde du aldrig dræbt dig selv.”
Mette Sø lader sig ikke nemt klassificere. Med sin fint afstemte situationsbeskrivelse kan hun minde om Helle Helle. Med sin uheldsvangre uforudsigelighed har hun træk af Pia Juul. Og med denne romans elegante kombination af realisme, folklore, overtro og syner, sætter hun sig sammen med Charlotte Weitze (folkloristen!) og Katrine Marie Guldager, (aktuel med Køge-krønikens bind fem) der begge lader ulven hyle. Dermed er hun et godt bud på en moderne sær fortæller, og som en tidlig Peter Seebergs giver hun sine personer navne, der ofte ligger et nøk eller to ved siden af virkeligheden: debutromanen Petit Petit (2010) handlede om den kvindelig cykelrytter Petit og hendes konkurrent Miss. Så kom I en snæver vending om Betty, der solgte beskidte trusser, og derefter Snebær om de tre kvindelige frihedskæmpere Moskva, Pim og Spot. Og her kommer så fordi at (med småt), hvor hovedpersonen hedder Kanel – et passende træ- og barkagtigt navn til en krydret skovarbejder, som både ser menneskerne på ny og finder en besjælet natur.
Mette Sø står sit eget sted i litteraturen, hvorfra hun stilsikkert skildrer virkeligheden med uudgrundeligt mispas.
Mette Sø: fordi at. 210 sider, 239 kr. Roman. Republik.