Scenekunstens omsvøbsdepartement

Weekendavisen den 29. maj 2015.

Kommentar. Marianne Jelved giver teaterbranchen et Videncenter og viser igen hvor snedig hun er.

Det lyder som en noget, man før har mødt på sine vandringer gennem kulturlandskabet: Dialogmøder + Visionspapir = Videnscenter. Ligningen gik da også så fint op for kulturminister Marianne Jelved, der i sidste uge præsenterede resultatet af et samarbejde mellem ministeriet og repræsentanter for hele det danske scenekunstlandskab. Der er tale om intet mindre, end et ”historisk tiltag”, hvis man spørger ministeren. Det er store ord i maj, for hvad ved hun om det? Der er muligvis ingen fortilfælde. Men om visionen er historisk, kan kun fremtiden afgøre.

Til gengæld er det klart, at ministeren er tilfreds, for ved første øjekast har hun leveret et resultat i stedet for at etablere et omsvøbsdepartement. På kun et års tid har Marianne Jelved bevæget sig fra uformelle kaffemøder med teaterfolk over dialogmøder med femten brancherepræsentanter og til udarbejdelsen af det aktuelle ‘Visionspapir for udviklingen af scenekunsten i Danmark’, hvor man i fællesskab definerer tre vigtige opgaver – og til etableringen af et såkaldt Videnscenter. Dét er naturligvis både dygtigt og målrettet ministerarbejde.

Essensen i dette ‘historiske tiltag’ er, at scenekunsten i Danmark skal ses af flere mennesker (man kalder det ‘publikumsudvikling’), være mere internationalt orienteret mod udenlandske co-produktioner, festivaler og attraktive EU-midler samt arbejde bedre på tværs og i partnerskaber, for eksempel med erhvervslivet. Ingen synderlige overraskelser dér. Men absolut heller ingen innovation (et begreb, som kun er omtalt sølle to gange i papiret, det må være ny bundrekord, heldigvis).

Visionspapiret er med andre ord et visionspapir for scenekunstens rammer, og gudskelov er Marianne Jelved ikke den slags politiker, der skyder med kanoner eller mener, at den, der betaler orkesteret også bestemmer musikken. Med dette papir går hun ikke længere, end kønt er. Jeg antager at ideen om teaterets internationale orientering ikke er formuleret af ministeren, men er et ønske fra hendes dialogpartnere. Ansvaret ligger hos teaterbranchen selv.

Marianne Jelved kan jo unægtelig noget af dét, som enhver kulturminister skal kunne for at begå sig. Hun siger det lavt, men umisforståeligt klart: Der er ikke flere penge, at gøre godt med. Der kommer ikke flere penge, at gøre godt med. Men til gengæld kan hun i ny og næ finde en sum i en cigarkasse, og med den kan hun tækkes – og i nogen grad tilfredsstille – de krævende branchefolk.

Det har hun gjort i bogbranchen, og efter samme fikse princip opstår nu et Videnscenter, som skal finansieres af ministeren og bo i Kulturstyrelsen, men have status som selvstændig enhed. Der er nemlig ikke tale om ministerens center, men om branchens center.

Marianne Jelved betonede ved lanceringen, at hun ikke selv skal have ansvar for centeret, og man kunne næsten høre lettelsen i hendes stemme. Det er en klog kulturminister, der lader branchefolk snakke så højt, længe og meget om visioner og udvikling, at de får deres eget center og glemmer, hvordan et holdkæftbolsje smager.

Ministeren har altså etableret et formelt samarbejdsforum, som ikke refererer til en politisk chef, og det bør alle være tilfredse med. Nu er det så op til scenekunstfolkene selv at gøre Videnscenteret til en agil og funktionel aktør og ikke til et rapportskrivende omsvøbsdepartement. Det kræver sandsynligvis en meget skarp sekretariatsleder, for der skal også nedsættes et rådgivende repræsentantskab (eller som det hedder: Advisory Board!) på hele 22 personer fra hele scenekunstens vidtfavnenede område. Der skal nok være nogle i den gruppe, der kan tale sukkeret op af kaffen.

På det helt konkrete plan begynder Videnscenteret med en bunden opgave. De skal nemlig arbejde for en ny voksenteaterfestival (børnene er godt forsynet). Det lyder lovende, men spørgsmålet er, hvor og hvordan den skal lægges til rette, og hvad det vil betyde for CPH Stage, der forsøger at bide sig fast som en tilbagevendende sommerbegivenhed, hvor teatrene enten kan introducere nye ting eller (i lovlig høj grad) kan fyre korte repremierer af. Vil det være en støtte eller en trussel?

Indholdsmæssigt er det naturligvis visionen om ‘internationalisering’, der springer i øjnene. Men det er forudsigeligt ad h til, for hvem ønsker ikke mere kulturudveksling på tværs af grænser? Og er der ikke allerede fuld blus på denne internationalisering? De tre særlige opgaver, som Visionspapiret definerer, er derfor på mange måder gamle kulturpolitiske aftapninger. Men Videnscenteret er nyt, og det er branchens eget. Marianne Jelved viser dermed igen hvor snedig hun er. Vi andre må så bare håbe på, at det nye center ikke bliver et omsvøbsdepartement, men rent faktisk styrker kunstnerisk mangfoldighed og kvalitet.