Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 17. april 2015.

BLÆKSPRUTTE.

Eftertanker. Hvem skal bære faklen videre efter Rifbjerg? Og er der ild i den?

Døde kulturradikalismen med Klaus Rifbjerg? Det har de danske medier – alle aviserne plus Deadline, DR2 Temalørdag, P1 Debat og sikkert flere – haft travlt med at diskutere i dagene efter digterens dødsfald og begravelse.

Det er langt fra første gang spørgsmålet bliver stillet, og det hele virker nemt lidt deja vue-agtigt. Se bare: Litteraturprofessor Hans Hertel svarede den 7. april Jyllands-Posten, som spurgte hvem der bar faklen videre efter Rif:

”’De kulturradikale’ er et fænomen, der er opfundet af højrefløjen for at dæmonisere deres holdningsmodstandere. Det er en ufo, som nogle mener, de har set lande. Men der findes ingen samlet kulturradikal bevægelse, ingen forening, intet tidsskrift. Der er nogle enkeltpersoner med kulturradikale holdninger, men reelt har Rifbjerg været en énmandshær, så jeg kan ikke se, at kulturradikalismen kan fortsætte.” Læs videre ““Haren sætter sine spor. Så er den væk”…”

Weekendavisen den 17. april 2015.

Frosne hjerter. Mirjam Bastian vil både skrive slægtskrønike, kærlighedsdrama og psykologisk portræt af sårede sjæle.

Livet selv åbnede sig for dem

Hun debuterede til gode anmeldelser i 1997 og udgav sin anden roman i 2000, hvorefter der altså skulle gå hele 15 år, før Mirjam Bastian gav lyd fra sig igen (nu uden efternavnet Wechselmann) med romanen Loretta. Værd at vente på? Desværre ikke.

Det er ellers tydeligt nok, hvad forfatteren forsøger, nemlig at skrive ”en fabulerende familie- og kærlighedshistorie om mennesker, der forsvinder ud af ens liv, mens andre nærmest kommer dumpende ned fra himlen” (citat fra pressemeddelelsen). Problemet er bare, at det hele er skrevet i en blegt kommunefarvet prosa, hvor det, der skulle være en slags magisk skæbnefortælling om tilværelsens tilfælde, hvirvler forvirret rundt i frit fald. Læs videre “Mirjam Bastian: Loretta”

Weekendavisen den 10. april 2015.

Kommentar. Søren Pind er langt fra hverdagens politiske praksis, når han prøver at forstå terrorismen som en kristen mand.

Jeg går varmt ind for de troendes ret til at være troende. Jeg går også ind for det klassiske liberale frisind. Og jeg går ind for kritisk – og selvkritisk – tænkning. Derfor kunne jeg også godt lide Politikens påskeinterview med Søren Pind, som reflekterede udmærket over ekstremismens og terrorismens årsager.

Hvad jeg til gengæld ikke kunne snuppe, var artiklens fem (!) store, stiliserede farvefotografier af Venstremanden i inderlig kontemplation i en kirke (netudgaven i Magasinet). Vi ser Søren Pind i dyb, tænksom positur. Vi ser ham placeret i en dekorativ lysstribe som en anden frelserfigur. Vi ser ham med foldede hænder og bønligt bøjet hoved, to gange knælende ved alteret. Læs videre “Kærlighedens sprog”

Weekendavisen den 10. april 2015.

Hvor var profeten?

Perker Cabaret. Tekst: Line Mørkeby. Instruktion: Hassan Preisler. Medvirkende: Jacob Fauerby, Hadi Ka-Koush, Sandra Yi Sencendiver og Anders Singh Vesterdahl. Tjek danskdansk.dk for spillesteder og -datoer.

Den 1. februar bragte vi her i avisen et interview med Hassan Preisler, som udtrykte en decideret dødsangst forud for premieren på Perker Cabaret. Tre uger inden var Charlie Hebdo blevet angrebet i Paris, så nerverne sad udenpå tøjet hos instruktøren, og angsten blev naturligvis kun værre da Krudttønden og synagogen i København blev angrebet kort tid efter. Nu har den politisk ukorrekte cabaret så spillet på cafeer m.m. rundt omkring på Nørrebro, men det er der vist ikke én eneste islamist, der har taget notits af. Er det fordi provokationerne er for bovlamme? Eller er det fordi, der ikke er noget for frygte så længe man ikke portrætterer profeten? I hvert fald erkendte Hassan Preisler i interviewet, at teaterfolkene ikke havde nogen Muhammed-sketch med, og hvad er der så at blive sur over for de brutalistisk rettroende? Ikke noget, tror jeg. Og hvad er der at grine af for os andre? Heller ikke rigtig noget. Og hvad skal forarge os, støde os, provokere os? Slet heller ikke noget. Momentvis kan vi se os selv som i et troldspejl, men det kan vi jo i al socialsatire. Jacob Fauerby, Hadi Ka-Koush og Sandra Yi Sencendiver slider imidlertid godt i det til Anders Singh Vesterdahls inciterende harmonika, og stemningen er lettere burlesk, som det sig hør og bør for en cabaret, men der er nu ikke meget svirp i de ”syngende lussinger og kontante klaps”, som vi er blevet stillet i udsigt. Dertil er Line Mørkebys tekster måske for litterære, måske for subtile. Bizart nok ved enhver, hvad der kunne have givet satiren vinger, men af gode grunde blev det afgørende tabu ikke udfordret. Derfor kommer cabareten ironisk til at stå som et monument over terrorens succes: den har skabt en effektiv selvcensur. Dét kunne have været stærkt stof, men heller ikke det har man rørt ved. Det mest tankevækkende, er derfor – desværre – instruktørens egen angst.

Den 5. april 2015

Klaus Rifbjerg er død.

Da jeg var meget ung forlagsredaktør i Gyldendals redaktion for børne- og ungdomsbøger, redigerede jeg i 1986 hans ungdomsroman Som man behager. Her er den bagsidetekst, jeg skrev:

“Anden Verdenskrig er endelig forbi. Tyskerne har forladt Danmark efter fem lange besættelsesår, og nu forsøger landet at finde sig selv i den nye frihed. Adam, kaldet Lille A, prøver også at finde sig selv, men det er ikke nemt, når man er femten år og forelsket i både en jævnaldrende pige og sin bedste vens mor, der har så smukke knæ…”

Klassisk Rifbjerg! Krig og drenge. Altid drenge. Da jeg læste manuskriptet på mit lille kontor i Klareboderne, opdagede jeg at den smukke pige havde blå øjne på side 14 og brune øjne på side 68 (eller nogle andre sidetal, pyt med det). Jeg ringede på hustelefonen til forfatteren, der også var forlagets litterære direktør og forelagde problemet. Hvilken øjenfarve skulle hun have? Rifbjerg grinede mig ud ad røret med denne salut fra sit statelige kontor med høje paneler og maleriet af Leif Panduro på væggen:

“Jeg er sgu da ligeglad. Det må du bestemme. Det kan så blive dit bidrag til Danmarks-litteraturen…” Læs videre “Den kroniske forfatter var sgu da ligeglad…”