Weekendavisen den 10. april 2015.
Kommentar. Søren Pind er langt fra hverdagens politiske praksis, når han prøver at forstå terrorismen som en kristen mand.
Jeg går varmt ind for de troendes ret til at være troende. Jeg går også ind for det klassiske liberale frisind. Og jeg går ind for kritisk – og selvkritisk – tænkning. Derfor kunne jeg også godt lide Politikens påskeinterview med Søren Pind, som reflekterede udmærket over ekstremismens og terrorismens årsager.
Hvad jeg til gengæld ikke kunne snuppe, var artiklens fem (!) store, stiliserede farvefotografier af Venstremanden i inderlig kontemplation i en kirke (netudgaven i Magasinet). Vi ser Søren Pind i dyb, tænksom positur. Vi ser ham placeret i en dekorativ lysstribe som en anden frelserfigur. Vi ser ham med foldede hænder og bønligt bøjet hoved, to gange knælende ved alteret.
Og det var altså ikke i Kristeligt Dagblad, det var i de kulturradikales religionskritiske hoforgan, organet for den højeste oplysning, Hørups og Brandes-brødrenes og Tøgers avis. Man skulle tro at Politiken havde fået Bibelselskabet som sponsor. Desværre havde jeg ikke set artiklen endnu, da jeg anden påskedag blev jeg ringet op af Jyllands-Posten, der ville vide om Lars von Trier havde ret, når han sagde, at kulturradikalismen uddøde med Klaus Rifbjerg, der forlod scenen to dage før. Nej, svarede jeg, en isme forsvinder ikke med en enkelt mand. Men hvis jeg på dette tidspunkt havde set Søren Pind-interviewet, ville jeg have sagt til journalisten, at kulturradikalismen måske nok havde fået et blødende banesår denne påske, men at det ikke var Rifbjergs død, så meget som Politikens ikonisering af den kristne Venstremand.
I interviewet siger Søren Pind, at han er kristen, at vi er født syndfulde og at kristendommen rummer sandheden. Den forhenværende Frihedsminister lyder som en missionær, men vel at mærke en missionær, der skal arbejde på hjemmemarken. Danskerne er nemlig blevet mindre kristne, og derfor har vi mistet forståelsen for tro, også den tro, der driver terroristerne. Det hænger sammen med, forstår vi, stilhedens fravær i det moderne samfund. ”Det moderne samfund måler succes i effektivitet, i uddannelse, i likes på sociale medier, i penge og andre materialistiske goder,” siger Søren Pind med en forholdsvis opsigtsvækkende kritik af alt det, som hans eget parti massivt promoverer. Hans reaktion er da heller ikke politisk, men åndelig: Mennesket har brug for at opsøge religiøsitetens stille rum – og nogle finder det i den militante islamisme.
Søren Pind taler om, at vi – altså samfundet – fuldstændig har manglet forståelse for, ”hvordan man skaber tilstrækkelig ro om de her mennesker til, at ekstremismen ikke vil få et tag i dem.” Han taler om at, hvis man skal ”lykkes med en forsoning, så er man også nødt til at tale kærlighedens sprog”.
Dét er ikke Venstre-retorik. Det er en underlig sproglig spiritualitet i symbiose med kulturradikal tolerancedogmatik. Pludselig bliver det hele meget mere Politiken-agtigt. Det er jo nærmest noget humanistisk bøsseævl. Og det bliver endnu værre – eller endnu bedre – da Søren Pind pludselig taler i helt bløde bogstaver om integration i Danmark og ligefrem for en stund finder sig selv på samme fløj som én af hans helt store meningsmodstandere: ”Vi har på grund af vores egen blufærdighed undervurderet den opgave, det er at falde til i Danmark. Og der mener jeg, at Carsten Jensen – modsat andre af hans synspunkter, jeg ikke deler – netop åbner en vigtig diskussion. Hvor han mener, at det hele er samfundets skyld, er mit synspunkt dog nok nærmere, at noget har vi et medansvar for, fordi vi ikke har gjort nok.”
Her sigter Søren Pind til den brutale kommentar, Carsten Jensen skrev umiddelbart efter terrorangrebene på debatmødet for Lars Vilks og synagogen i februar, hvor han sagde, at vi selv var ude om det. Og Søren Pind vil tilsyneladende gerne møde ham på halvvejen. Nye toner fra et parti, der ellers altid fremhæver egen ufejlbarlighed og kræver ensidig tilpasning fra indvandrerne. Her skal der da files kanter af i forhold til den nye hårde hund Martin Geertsen og ikke mindst hyletonen Inger Støjberg.
Jeg kan huske engang i 90’erne, hvor Bertel Haarder sagde til mig, at muslimerne i Danmark havde større respekt for overbeviste kristne som ham, end for sådan nogle sekulære gudsfornægtere som mig. Det er samme logik, Søren Pind nu taler ud fra: at religiøse mennesker forstår andre religiøse mennesker bedre, end vi andre gør. Det er jo både arrogant og forkert, for religiøs forståelse bringer os ikke videre end rationel analyse af samspillet mellem tro, kultur og det øvrige samfund.
Spørgsmålet er derfor nu, hvordan Søren Pind vil bruge sin religiøsitet til at blive klogere på de radikaliserede muslimer. Hans flommede formuleringer om ‘kærlighedens sprog’ passer måske fint til et interview i en påskeavis, men har ikke meget at gøre med virkelighedens politiske praksis. Og hvad mener det kristne-borgerlige Danmark, som i årevis har været ude med riven efter de dele af kirken, som har rakt hånden ud mod muslimerne, egentlig om Venstres tænksomme, gudfrygtige synder?