Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 13. marts 2015.

Lampedusa II. Den lille italienske ø foreslås ofte til Nobels Fredspris. Men det er kun kystvagten, der fortjener den anerkendelse, mener to lampedusanere.

AF MORTEN BEITER OG KLAUS ROTHSTEIN

LAMPEDUSA
Don Mimmo Zambito er en lille tæt, midaldrende mand med vågne øjne og gråsprængt hår. Mellem folderne i det mørke tørklæde, han har svunget skødesløst om halsen på denne lunefulde forårsdag midt i Middelhavet, anes den katolske præstekraves lille hvide felt.

Vi er på Lampedusa. Den lille italienske ø, lidt mindre end Anholt, udgør Europas sydligste udpost, og det er her hundredtusindvis af bådflygtninge er blevet reddet i land af kystvagtens fartøjer gennem de seneste tyve år, mens flere end 20.000 ikke klarede overfarten. De fleste er aldrig er blevet fundet. De endte deres liv som fiskeføde på bunden af Middelhavet.

Don Mimmo er inviteret til kaffe på det pensionat, hvor Weekendavisen har indlogeret sig ved en lille vig, hvor der efter sigende både kommer besøg af hvaler og delfiner. I dag går rygtet, at en dreng har set rygfinnen af en haj. Det eneste vi ser, er en blæksprutte, der skvulper i bredningen. Læs videre “Vores døde er jeres døde”

Weekendavisen den 6. marts 2015.

I den der Pisby

Mågens. Af Ditte Hansen og Louise Mieritz. Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Maja Ravn. Nørrebros Teater til 19. april.

Skuespillerne Ditte Hansen og Louise Mieritz har gennemskrevet Anton Tjekhovs Mågen, og det må den gamle dramatiker jo finde sig i, for en klassiker skal jo gerne stå model til lidt af hvert. Også til at blive forvandlet til en omgang nørrebrosk morskabsteater, hvor en ekvilibristisk diva som Tammi Øst, der forvandler alt hvad hun rører ved til guld, spiller sammen med en enfoldig dilletant som standupperen Christian Fuhlendorff, hvis medspillere nærmest gør en dyd af hans amatørisme. Måske er han sjov på tv, måske kan han time vitser i et show, men komisk skuespil har han ikke styr på. Det har til gengæld Lise Baastrup og Benjamin Kitter, mens Andreas Jebo, Rikke Lyloff og Kristian Holm Jensen står lidt mere i stampe med deres stereotyper. Omkalfatringen af det russiske familiedrama – omsat fra russisk gods til ‘den her Pisby’ – er respektløst sjov, til tider virkelig sjov, men i længden også for lam og tam. Bedste replik har den dumme blondine: ”Min far siger at man ikke skal give penge til de harmløse…” Det kan man nu godt gøre her, hvis man leder efter noget ok sjovt kalorielet, kendiskommenterende morskabsteater med en svag toning af Tjekhov.

Weekendavisen den 6. marts 2015.

Pandadiplomati

Nǐ Hǎo Nuuk. Idé og iscenesættelse: Ditte Marie Bjerg, Global Stories. Tekst Iben Mondrup, Kristian Husted og holdet. Maskinhallen, København, til den 14. marts.

De københavnske scener er netop nu præget af forestillinger, der ligger og roder i et krydsfelt mellem foredrag, debat, oplysning, dokumentarisme, anskuelsesundervisning og performance med en mere eller mindre svag note af dramatik. Senest har jeg set NOMA om verdens sultproblemer, Hjælp! om humanitær nødhjælp og nu Nǐ Hǎo Nuuk, der præsenteres som ”En ekspedition i anledning af Kalaallit Nunaata (Grønlands) fremtid.” Selskabet bag forestillingen kalder selv genren for researchbaseret scenekunst.

Nǐ Hǎo Nuuk skildrer Grønlands politiske situation under dansk udenrigspolitisk håndfæstning og voldsomt voksende kinesisk indflydelse. Det handler om sikkerhedspolitik og om undergrundens ressourcer. Vi guides sikkert igennem af karismatiske Miké F. Thomsen (uddannet fra den nye skuespilskole i Nuuk) og vennesæle Morten Nielsen (der i forvirrende grad ligner og lyder som Peter Frödin), men det er norske Sigrid Husjord, der skiller sig ud, og ikke kun fordi hun med sine kun 117 cm. ironisk nok er umulig at overse. Hun fyrer den af med et interessant foredrag om geologi og politik, og så har hun et enormt kropsligt-komisk talent, når hun optræder som den kinesiske stats pandagave til Dronning Margrethe. Pointen er, at en panda aldrig bare er en panda, der stikker altid noget under.

Teater? Tjo. Kritisk folkeoplysning? Absolut.

Weekendavisen den 6. marts 2015.

Lampedusa. EU kæmper for at holde Middelhavets migranter på afstand. Men borgmesteren på den sydligste forpost siger at Europa svigter. Hun tænker både på sin ø og på flygtningene.

AF MORTEN BEITER OG KLAUS ROTHSTEIN

LAMPEDUSA
Så skete det igen. Natten til torsdag ankom 94 bådflygtninge til den lille italienske ø Lampedusa i farvandet mellem Europa og Afrika. Og dagen før, i onsdags, måtte den italienske kystvagt atter undsætte næsten tusind bådflygtninge i en 24 timer lang redningsaktion syv forskellige steder i farvandet ud for Libyen. Blandt flygtningene var tredive børn. Migranterne kom fra Syrien, Tunesien, Libyen, de palæstinensiske områder og flere afrikanske lande syd for Sahara. Ti druknede. Tredive er stadig savnede.

Den italienske kystvagt valgte at transportere flygtningene til modtagecentrene på Sicilien, og dermed gik Lampedusa ram forbi i denne omgang. Den lille ø, der ligger 113 kilometer fra Tunesien og små 300 kilometer fra Tripoli på den libyske kyst, har ofte måttet tage imod, når Middelhavet har spyttet menneskeligt vraggods fra sig. I oktober 2013 kæntrede et skib med 500 flygtninge fra primært Eritrea lige ud for kysten og 366 druknede, og så sent som i februar i år, måtte de italienske myndigheder redde mere end to tusind mennesker i tolv både i farvandet ud for øen. I 2014 ankom 170.000 flygtninge over havet til Italien. Læs videre “De nøgne fødders ø”

Weekendavisen den 27. februar 2015.

Essay. Om forvirrede dage og ikke at have noget at frygte udover frygten selv, og om at række hånden ud.

”Vi kan ikke undvære jer”.

Statsminister Helle Thorning-Schmidts omsorg for det jødiske samfund i Danmark virkede oprigtig efter drabet på en vagt ved synagogen på den tragiske Krystalgadenat.

Selv er jeg en konfessionsløs, en frafalden, en forhenværende. I min ungdom frasagde jeg mig den jødiske konfirmation (min bror gjorde det før mig, jeg gik i hans fodspor), medlemsskabet af meningheden opsagde jeg for mange evigheder siden, og jeg var ikke været i synagogen, siden jeg var gæst til en bar mitzhva engang i de tidlige 70’ere.

Som ung var jeg med i redaktionen af et jødisk kulturtidsskrift, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg forstillede mig. Jeg var aldrig særlig oprigtigt interesseret i jødisk litteratur, filosofi og kultur. Jeg assimilerede mig, men var samtidig meget optaget af den dansk-jødiske flugthistorie i oktober 1943. Det faktum, at jeg var søn af flygtninge, der lykkeligvis kunne vende hjem fra deres eksil, sporede mig ind på humanitært argumentationsarbejde for den nye tids flygtninge, og jeg følte mig inderligt godt repræsenteret af fhv. overrabbiner Bent Melchiors grundfæstede humanisme og tolerance. Og jeg glemmer aldrig min lykkelige, bekymringsfri barndom på Carolineskolen og i fodboldklubben Hakoah ude på Kløvermarken og i Ryparken. Jeg var oven i købet træner i klubben i en periode. Der var en lille rødhåret fyr med stærke briller, Martin, der hverken kunne drible eller tackle. Læs videre “Krystalgadenatten”