Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 27. februar 2015.

Essay i april. Jens Christian Grøndahl skriver på grænsen af sin egen uvidenhed om sin identitet som dansker og europæer.

Den er så smuk, som smuk kan være, Jens Christian Grøndahls nye bog, som Ida Balslev-Olesen har designet med stram, sart petrolblå enkelhed i en hvid ramme med elegant typografi. Den er også så dannet, som dannet kan være: Hjemme i Europa, hedder essayet. Og man fornemmer en uskrevet undertitel: ‘Men miskendt i Andedammen’. For ingen kan som Jens Christian Grøndahl bekende sig til en europæisk dannelse, kulturelt, historisk, intellektuelt og sprogligt, og samtidig antyde, at man forstår ham bedre nede på kontinentet, end man gør hertillands. Jo, han er en sjælden svane i søen.

Sidste forår tilbragte Jens Christian Grøndahl en måned på Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom. Han går på museer og udstillinger, slentrer gade op og gade ned, betragter byens arkitektur og menneskeliv. Og han skriver. Det hele er improviseret, filosoferende, præget af digressioner og tankeudflugter, erindringsekskursioner tilbage til barndommen og retur til den modne mands position i en foranderlig verden. Vi hører om morens sygdom og død, om en hollandsk ven og kollegas sygdom og død, og vel sådan set også om Romerrigets sygdom og død. Jens Christian Grøndahl reflekterer, elaborerer og stiller spørgsmål, som ikke kræver konkrete svar. Det er tvangsfrit tankestof, essayistens klassiske lystvandring i liv og læsning. Læs videre “Ah, Europa!”

Weekendavisen den 27. februar 2015.

Melodi: Marken er mejet

Først kom debuten, der hed Min mor siger,
den var sød og sjov og med en søhests monolog,
den var om en pige, der godt ku’ li’ piger
og vi syntes alle, at den bog var ret så god!
Skrev hun bogen let?
eller er den slet?
Læseren og kritiker’n skal også være mæt.
Skrev hun bogen let?
eller er den slet?
Læseren og kritiker’n skal også være mæt.

Lejlighedssange, den herligste titel,
Stine Pilgaard skriver om en masse folk i flok,
Vi synger alle med, kapitel for kapitel,
på de vers, som vor fortæller skriver på sin blok!
/ Omkvæd / Læs videre “En lejlighedssang i anledning af Stine Pilgaards nye roman…”

Weekendavisen den 27. februar 2015.

Globalt. Hvem truer turisterne? Hjælper hjælpen? Verden er til stede på scenen i de københavnske teatre netop nu.

At gøre en forskel

Der er gang i globaliseringen på de københavnske teatre netop nu, hvor tre vidt forskellige forestillinger ved et sært tilfælde dykker ned i flere afarter af samme fænomen: masseturisme, flygtningeproblemer, nødhjælp og udviklingshjælp.

Vores rundtur begynder i det lille fortættede rum hos Får302 i Toldbodgade, hvor den svenske dramatiker Magnus Dahlström tager os med til en navnløs destination, hvor fire lige så navnløse turister er på all-inclusive-ferie som en slags velfærdsflygtninge i desperat jagt på – ja, på hvad? Måske sig selv og hinanden. Men udenfor ferieresortets beskyttende mure, begynder det at rumle. Flygtninge fra fastlandet sejler ud til den isolerede ferieø, og turisterne udvikler frygt og paranoia for de fremmede. Men hvem er egentlig de ægte fremmede på dette uautentiske sted, der er skabt som et falsk feriehjem for alle og ingen? Læs videre “Tre skuespil: Jorden brænder // Hjælp! // Turister”

Weekendavisen den 20.februar 2015.

Kommentar. Ytringsfriheden er under pres. Men forsamlingsfriheden er direkte truet. Det kræver fælles handling.

Blot to dage før sidste weekends brutale og hadefulde attentat mod først det troskyldige debatarrangement i Lars Vilks Støttekomité og siden synagogen (æret være de dræbte), offentliggjorde Den Norske Forleggerforening, forlaget Aschehoug og fonden Fritt Ord en ganske interessant pressemeddelelse.

Angrebet på Charlie Hebdo aktualiserede en norsk kriminalsag, der stadig bløder som et åbent sår, nemlig et uopklaret skudattentat i 1993 mod forlæggeren William Nygaard, der havde udgivet Salman Rushdies De sataniske vers.

Romanen udkom i 1989, hvorefter Ayatollah Khomeini som bekendt nedkaldte en fatwa over forfatterens syndige hoved. Mens Rushdie levede i skjul, gik gerningsmændene efter de næstbedste mål: oversættere og forlæggere. I 1991 blev den japanske oversætter dræbt med dolk, den italienske oversætter overlevede hårdt såret et lignende attentat, og den norske forlægger blev altså ramt af skud foran sit hjem i Oslo, men overlevede. Gerningsmanden er stadig på fri fod og derfor har fonden, forlaget og forlæggerforeningen nu besluttet at hæve dusøren for afgørende tips fra 500.000 til to millioner norske kroner. Læs videre “En messe for det frie ord”

Weekendavisen den 20. februar 2015.

Religionssatire. Jesus og Muhammed bor sammen, deler seng og lokum, og kommer til kort overfor en usynlig barpige…

De tager fejl, dybt fejl

Forbandet være den aktualitet, som denne bog ankommer med. Der er tale om et et udvalg af striber fra websitet jesusandmo.net, hvor en anonym tegner siden 2005 har offentliggjort religionssatire om de kristnes Jesus og muslimernes Muhammed – med jødernes Moses og en usynlig barpige i birollerne…

Hvem, der tegner Jesus og Mo, ved vi ikke. Hvem der har oversat, ved vi ikke. Hvem der nu udgiver den på dansk, ved vi heller ikke. Vi ved kun at ophavsmændene ikke vil stå frem, og at bogen skal købes via Mobile Pay på 31 41 12 00 – for gad vide om boghandlerne tør have den liggende fremme?

Om beslutningen om at udgive bogen under fuld anonymitet, skriver forlaget i forordet: ”Vi har følt, at faren for terrorhandlinger mod mennesker og institutioner, der tillader sig at forholde sig kritisk til visse dele af islam, i øjeblikket er så stor, at vi ikke kan udsætte vores familier og medarbejdere for den risiko, det indebærer at lægge navn til en udgivelse, hvor der er tegninger af Muhammed på hver eneste side. Vi vil også gerne selv undgå at ende livet som martyrer på ytringsfrihedens alter.” Læs videre “Anonym: Jesus og Mo”