Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 30. januar 2015.

Interview. “Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er meget væsentlige historier, ufortalte historier, vi arbejder på. De må og skal fortælles. Men helt personligt har jeg en konkret dødsangst”. Teaterleder Hassan Preisler om frygten ved at udfordre publikum. Hvad er der sket?

Han blev kendt for sin selvbiografiske roman Brun mands byrde om en mand, der søger og finder sig selv – men lige nu er det helt andre problemer, der tynger forfatteren, skuespilleren og instruktøren Hassan Preisler. Han er blevet ramt af angst.

Efter planen har teatergruppen danskdansk, hvor han er en del af den kunstneriske ledelse, premiere på en satirisk forestilling i næste måned. Perkercabaret, hedder den.

Men nu – efter workshops og manuskriptskrivning og umiddelbart før prøverne begynder – spørger instruktøren sig selv, hvad det egentlig er, de har gang i. Det er naturligvis attentatet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, der sætter sine spor. Hassan Preisler bærer rundt på bange mands byrde.

”Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er meget væsentlige historier, ufortalte historier, vi arbejder på. De må og skal fortælles. Men helt personligt har jeg en konkret dødsangst. Hvad vil den her kabaret betyde for min hverdag? Vil jeg kunne gå trygt på gaden? Jeg har allerede tjekket, hvad der skal til for at få hemmelig adresse og telefonnummer, og jeg overvejer at få det ordnet præventivt før premieren. Men samtidig ved jeg også, at det er tosset at se sig selv som vanvittig udsat. Meget selvoptaget. Er det hensigtsmæssigt og reelt at lade sig dominere af sin frygt på den måde?” spørger han. Læs videre “Bange mands byrde”

Weekendavisen den 30. januar 2015.

Kommentar. Hvem himler op, før klimakrisen trækker os ned?

Himlen flækkede over mit kulturradikale rækkehus, og snart stod det klart, at det lille dræn i baghavens kælderskakt stod for fald. Vandet fossede ind under døren, og selvom jeg kæmpede imod, måtte jeg hurtigt indse, at skybruddet ville få litterære konsekvenser, for de insisterende vandtunger havde direkte retning mod Kælderbibliotekets nederste hylder. Åh, det sørgelige syn af druknede bøger…

Rolig nu. Andre har ofret mere, meget mere, end mig. Hver gang jeg hører om folk, som bogstavelig talt har mistet hus og hjem til skybrud og stormflod – og her mener ikke dem i Bangladesh eller på en øde atoll, men folk i lavtliggende postnumre tæt på mig – tænker jeg på, hvor sagesløse vi er, og hvor selvforskyldte. For ekstremvejret er himlens terror, og hjemmegroede som de er, er klimaforandringerne naturens svar på de forbandede og fanatiske religiøse mordere, der dukker op ud af det uforudsigelige intet og fylder os med død, ødelæggelse og frygt. Og som terroren ændrer vores måder at være på, burde klimaforandringerne jo gøre det samme. Men det gør de ikke. Vi kører stadig i bil, når vi burde lade være (ikke mig, jeg har ikke kørekort og dermed ren samvittighed!), vi spiser klimabelastende kokød i stedet for grøntsager, vi rejser kloden rundt i jetstrømme og køber unødvendige varer, der er produceret i Langbortistan. Og hvad har det så med litteratur at gøre? Læs videre “En litterær klimabevægelse”

Weekendavisen den 23. januar 2015.

Kommentar. Vi kan bedst modarbejde terror ved at blive ved med at håndhæve åbenhed.

Terroren virker efter hensigten. Den spreder skræk og rædsel, den ændrer vores handlinger og holdninger, og den får os til at gøre det frie og åbne samfund mindre frit og åbent.

Derfor må vi igen spørge os selv, hvor meget frihed vi er parat til at afgive i bytte for øget sikkerhed – eller forestillingen om øget sikkerhed. Sagen er nemlig, at hvert attentat udløser politiske krav om øget overvågning og kontrol og flere ressourcer til efterretningstjenesternes hemmelige arbejde, og dermed er vi i risiko for at kvæle vores egen frihed i beskyttelse. Læs videre “Hvor meget frihed vil vi afgive?”

Weekendavisen den 23. januar 2015.

Kosmos. Hotel Pro Forma indtager Den Grå Hal på Christiania i februar med en faktafabel for hele familien om universet over vores hoveder. Weekendavisen har set forestillingen, der havde verdenspremiere i Litauens hovedstad, Vilnius, i 2014.

VILNIUS
“Fotoner, bosoner, gluoner, atomer, protoner, neutroner, kvarker, kosmologisk konstant, tyngdekraft, galakser, planeter, mørk energi, mørkt stof, begivenhedshorisonten, sort hul, hvid dværg, rød gigant, supernova, kernekraft, kometer, meteor, vacuum, big bang, rumtid, plasma…”

Jo, han har styr på det hele på sin tjekliste, og vi er klar til at følge en 12-årig dreng med lidenskab for videnskab ud i verdensrummet, helt derud i det funklende og uendeligt poetiske univers, som vi i grunden ved en hel del om, men som primært rummer alt det, vi ikke ved hvad er. Og nu lægger drengen ved navn Tom7 så an til endnu en universudflugt. Læs videre “Alt det, vi ikke ved, hvad er”

Weekendavisen den 23. januar 2015.

Monolog. Danica Durcic kan det hele i tankeunderstrømmende misbrugsfortælling om kvindeliv i moderniteten.

Kvinden og menneskeheden

“Fem stærke spotlights koncentrerer sig om et punkt midt på scenen, stramt, iskoldt, så får vi et klart billede af kvinden, fuldkommen som i en reklamespot. Skuespilleren sidder der allerede i det skarpe, kolde lys på en piedestal, nøgen, når menneskeheden (eller publikum) kommer ind i salen.”

Sådan står der i den italienske dramatiker Cristian Ceresolis indledende regibemærkninger til Lort (La Merda), som Husets Teater nu introducerer med Danica Durcic i rollen som en skadet kvinde, der fysisk og mentalt nøgen udspyr ord som glødende lava fra den rødmalede munds dybe, vrængende krater. Læs videre “Cristian Ceresoli: Lort (La Merda)”