Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 20. februar 2015.

Nordisk Råd. Helle Helle og Pia Juul er de danske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris. De er oppe imod en Nobelpris-kandidat.

Der blev ikke rokket meget med ørerne, da den danske nomineringskomité skulle finde kandidater til til Nordisk Råds Litteraturpris 2015. De to litterater, lektor Lilian Munk Rösing fra Københavns Universitet og den nyudnævnte professor Lasse Horne Kjældgaard fra RUC (begge kritikere på Politiken), spiller nemlig to forholdsvis forudsigelige kort ud: Helle Helles roman Hvis det er og Pia Juuls ‘onkelagtige tekster’, Avuncular.

Lilian Munk Rösing anmeldte Helle Helles roman i efteråret med seks hjerter og fuldtonet begejstring over historien om to løbere, der farer vild i skoven og må overnatte sammen i et shelter. Anmelderen sluttede med en effektfuld konstatering: ”Endnu en gang har Helle Helle taget røven på mig med sin dybdevirkende ordknaphed.” Helt så bramfrit udtrykkes det ikke i den officielle nomineringstekst fra de to litterater (som underligt nok er stort set identisk med Lilian Munk Rösings anmeldelse). Nu står der blot: ”Det er ordknap, dybdevirkende prosa.” Læs videre “Måske en onkel, hvis det er…”

Weekendavisen den 20. februar 2015.

Skumfødt

David Ives: Venus i pels. Instruktion: Jacob Schjødt. Oversættelse: Kamilla Wargo Brekling og Preben Wargo. Østre Gasværk til 29. marts.

Den amerikanske dramatiker David Ives har fået stor international succes med sit skuespil Venus in fur, der havde premiere på Broadway i 2011, godt hjulpet på vej af Roman Polanskis filmatisering i 2013, og i sidste uge kom kammerspillet om erotisk dominans så til Østre Gasværk i København, sjovt nok samme aften som biografpremieren på den åbenbart meget gråmelerede Fifty Shades of Grey. Casper Crump er solid nok som den vankelmodige intellektuelle dramatiker-instruktør, der skal opsætte sin udgave af den østrigske baron Leopold von Sacher-Masochs (1836-95) klassiske roman, som metastykket tager sin titel fra (og ja, det er denne baron der har lagt navn til begrebet masochisme). Men det er Mille Lehfeldt, der lægger salen ned. Hun spiller sin rolle som Vanda, der kommer for sent til audition, men ender med at tage magten, med en foruroligende forførende dobbeltbund pakket ind i en uimodståelig sjov, sej og skumfødt sexet stilsikkerhed. Overlegen underkastelse.

Weekendavisen den 13. februar 2015.

Udenfor murene. ”Lad dog barnet!” Den ikoniske replik varsler en nødvendig frisætning af den oprørske Esther i et af dansk dramas vigtigste stykker.

Evigt hade, evigt skade

Det er ikke noget tilfælde, at Folketeatrets Indenfor murene kommer kun et år efter Ålborg Teaters magtfulde opsætning af samme kanoniske stykke. Det skyldes naturligvis tidsånd og relevans. Og Henri Nathansens Romeo & Julie-historie har fremdeles næsten ibsenske kvaliteter i replik, plot og pointe.

Historien er i al sin enkelhed denne: Unge jødiske Esther emanciperer sig. Hun går til forelæsninger på universitetet uden sin fars tilladelse, og her træffer hun Jørgen Herming, docent i kulturhistorie. De unge forelsker sig uden at kende kimen til katastrofen. De to familier er ikke blot dybt forankrede i to forskellige religioner – der er også en historie om ondt, iskoldt blod nedarvet mellem de to patriarker. Gamle Levins far blev i sin tid hjemme i Horsens kendt fallit af Hermings far, der ikke ville give ham henstand. Og da Levin selv kom til København og søgte om en plads i den bank, hvor unge Herming var direktør, blev han afvist med hånlig antisemitisme. Derefter svor han, at navnet Herming, ville han for evigt hade, for evigt skade. Læs videre “Henri Nathansen: Indenfor murene”

Weekendavisen den 13. februar 2015.

Finlands digter. Der er prægtig poetisk anti-americana i kommunisten Pentii Saarikoskis dagbogsdigte fra Island, 1969.

Solen skinner ikke mere

Digter, drukkenbolt og dameven, kommunist, boheme og oversætter – Pentii Saarikoski var lidt af hvert og meget af det hele, men på hans visitkort stod der blot The Poet of Finland.

Den karismatiske og selvbevidste forfatter brændte hurtigt ud, som den slags kreative kaosmennesker ofte gør, og han døde i 1983, blot 46 år gammel. Men han nåede at skrive en lang række digte, essays og rejsebøger, som i disse år bliver introduceret på dansk af det udsøgte forlag Basilisk, som nu er kommet til Jeg spejder ud over Stalins hoved, et personligt, poetisk og politisk langdigt fra Pentii Saarikoskis ophold på Island i 1969. Læs videre “Pentii Saarikoski: Jeg spejder ud over Stalins hoved”

Weekendavisen den 6. februar 2015.

Robinsonade. Hvor langt kan man fjerne sig fra sin egen menneskelighed for at overleve? Ikke stor kunst, men fremragende debatteater.

Intet menneske er en ø

Til alle, der underviser ungdommen og gerne vil losse gang i en diskussion om samfund, demokrati, diktatur, magt, retfærdighed, solidaritet, moral og menneskelighed: Så er det med at komme af sted til Betty Nansen Teatrets Edison-scene, der netop nu spiller en lækkert ond actionpacked robinsonade, som vælter salen.

Men inden jeg uddyber anbefalingen, må jeg også lige bede det mere modne og kræsne teaterpublikum om at læse med: De overlevende er udviklet af Bettys sociale fond, C:ntact, der gennem nu mange sæsoner har arbejdet med integration gennem teater. Det er der kommet mange fortjenstfulde teaterprojekter ud af, hvor professionelle scenefolk har arbejdet sammen med unge amatører med store hjerter og lidt mindre talenter. Sådan er det også i denne forestilling, som har et temmelig uegalt hold af spillere, og derfor skal ses for hvad det er. Og ikke er. Læs videre “Frede Gulbrandsen / Jens Korse: De overlevende.”