Weekendavisen den 23. januar 2015.
Kommentar. Vi kan bedst modarbejde terror ved at blive ved med at håndhæve åbenhed.
Terroren virker efter hensigten. Den spreder skræk og rædsel, den ændrer vores handlinger og holdninger, og den får os til at gøre det frie og åbne samfund mindre frit og åbent.
Derfor må vi igen spørge os selv, hvor meget frihed vi er parat til at afgive i bytte for øget sikkerhed – eller forestillingen om øget sikkerhed. Sagen er nemlig, at hvert attentat udløser politiske krav om øget overvågning og kontrol og flere ressourcer til efterretningstjenesternes hemmelige arbejde, og dermed er vi i risiko for at kvæle vores egen frihed i beskyttelse.
Situationen er paradoksal. Vi frygter naturligvis alle, at den forbandede islamistiske terror også rammer Danmark, og derfor er vi i stigende grad klar til at acceptere mere overvågning – og dermed mindre frihed. Men al erfaring i Danmark viser jo, at antiterrolovgivningen fungerer. Adskillige gange har myndighederne trevlet konspirationer op mod Jyllands-Posten.
Derimod viser de nedslående konklusioner fra Paris, at omfattende personovervågning ikke er nogen garanti mod terror, for selvom gerningsmændene var kendt af politiet, kunne man ikke forudse – og dermed forhindre – attentatet mod Charlie Hebdo. Alligevel kan man undre sig over, at bladet var så svagt beskyttet, at terroristerne nemt kunne tiltvinge sig adgang.
Charlie Hebdo-likvideringerne er blevet kaldt et attentat mod ytringsfriheden og dermed demokratiet. Sandt nok. Men det samme kan man sige om den øvrige terror, også den der ikke er målrettet et medie, for rædslens formål er netop at underløbe det bestående samfund. Det formål kan vi bedst modarbejde ved at blive ved med at håndhæve åbenhed og frihed.
Mens vi venter på næste attentat, kan vi huske på, at langt de fleste ofre for jihadistisk terror er sagesløse civile udenfor Europa. Bare tænk på rædselsregimentet Boko Harams ofre i Nigeria, de 300 piger der blev bortført i fjor og de totusinde landsbyfolk, der blev slagtet for få uger siden, som vi kun ved noget om takket være Amnesty International. Vi kan også huske, at højreradikalismen buldrer frem i Europa, at angreb på muslimer og romaer finder sted dagligt, og at almindelige muslimer i Frankrig ikke er jihadister, men ofte lever under samme slags pres fra racister, som almindelige jøder er fra antisemitter.
Det er mindre end tre år siden, at en enlig etnisk hvid norsk hjemmegroet antimuslimsk højreradikal korsridder angreb og henrettede 69 ungdomspolitikere på Utøya og detonerede en bombe i Oslo, som dræbte andre otte tilfældige mennesker. Det var en eksempelløs terrorudåd, ja måske et endnu mere gennemgribende angreb på demokratiets inderste end attentatet mod Charlie Hebdo, fordi det var sagesløse ungdomspolitikere, der blev henrettet og regeringskontorer, der blev bombet.
Herhjemme er flere komplotter mod Jyllands-Posten blevet forhindret gennem årvågent efterretningsarbejde, og Kurt Westergaard og Lars Hedegaard blevet angrebet i eget hjem. Vi ved altså at Danmark er en potentiel scene for terror, vi ved at det kan ske igen – og sandsynligvis vil ske igen.
Dagen efter bombeattentatet i London i 2005 stillede den engelske forfatter Ian McEwan et helt afgørende spørgsmål i The Guardian: Hvor meget frihed vil vi blive bedt om at afgive i bytte for øget sikkerhed? Svaret er, at vi vil blive bedt om at afgive et nøk mere frihed for hvert terroranslag, og hvis politikerne får magt som agt, vil det åbne samfund bid for bid blive mere lukket.
Resultatet af øget sikkerhed – eller forestillingen om øget sikkerhed, for terroristerne opruster også – er altså, at vi ændrer samfundet på en måde, vi dybest set ikke ønsker. Det svarer til ikke at sige det, man ellers ville sige. Velvillig afgivelse af frihed er dermed beslægtet med selvcensur, og da ytringsfrihed som bekendt er demokratiets forudsætning og vigtigste værdi, er den øgede beskyttelse paradoksalt nok til skade for det åbne samfund.
Vi er nødt til at forstå, at politikerne og myndighederne er ved at give efter for presset. At den fhv. norske statsminister Jens Stoltenbergs krav om at møde terroren med mere åbenhed, ikke med mindre åbenhed, ikke har nogle fortalere i dansk politik. Vi er nødt til at indse, at myndighederne kun kan beskytte os, hvis de skærper overvågning og kontrol (uden at der af den grund gives nogen garantier). Derfor er vi nødt til hver især at overveje, hvor meget frihed vi vil afgive, når politikerne beder om det – for de vil bede om det i den kommende valgkamp.
En ting er, hvad terroristerne presser vores politikere til at indføre af frihedsbegrænsninger. Noget andet er, når vi selv bøjer os og gør det, som terroristerne gerne vil have. For eksempel undlader at vise tegninger. Jeg er fuld af respekt for Jyllands-Postens chefredaktør Jørgen Mikkelsens elegante dobbeltsprog, når han skal forklare, hvorfor hans avis ikke bringer Charlie Hebdos tegninger. Resignationen piner og plager hans publicistiske instinkt, men han har også ansvar for ikke at øge presset på medarbejdernes sikkerhed.
Omvendt har jeg vanskeligt ved at forstå, at de danske medier generelt ikke har fundet det redaktionelt relevant at vise en faksimile af Jyllands-Postens herostratisk berømte side med alle tegningerne for at perspektivere likvideringerne i Paris. Og under alle omstændigheder er beslutningen om ikke at vise tegningerne med mindre det er ‘redaktionelt relevant’ kun en midlertidig ikke-beslutning. Til september er det nemlig ti år siden, tegningerne blev bragt, og den årsdag kan man jo ikke forbigå uden at fortælle deres virkningshistorie, nationalt og internationalt. Og historien kan ikke fortælles uden et fuldt genoptryk som dokumentation. Der vil være en uomgængelig redaktionel grund til at vise hele avissiden. Alt andet må vel betragtes som selvcensur.