Af Klaus Rothstein

Den 28. marts 2015.

Kommentar. Dansk PEN har ekskluderet en forfatter fra bestyrelsen for illoyalitet. Men foreningen har et helt andet grundproblem.

Torsdag den 19. marts mistede forfatteren Birgithe Kosovic sin post i bestyrelsen for ytringsfrihedsorganisationen Dansk PEN efter at et stort flertal på foreningens generalforsamling vedtog et mistillidsveto, som formanden, Anders Jerichow, så sig nødsaget til at fremsætte.

Birgithe Kosovic blev stemt ud, fordi hun havde være illoyal overfor den bestyrelse, hun selv var medlem af, og det var mig, der rapporterede hendes illoyalitet til foreningens daglige leder. Det foregik på denne måde: Den 27. februar modtog jeg en mail, som Birgithe Kosovic sendte til medlemmerne af netværket Fri Debat, hvor jeg er medlem. Mailen bestod af en videresendelse af en mail fra sekretariatet i Dansk PEN – hvor jeg også er medlem – til foreningens bestyrelse. I mailen var vedhæftet baggrundspapirer fra justitsministeriet om ‘Høring over Straffelovrådets udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens §140 om blasfemi’. Sekretariatet spørger, om der er nogen fra bestyrelsen, der vil skrive et udkast til PEN’s holdning. Læs videre “I forkøbet”

Weekendavisen den 27. marts 2015.

Balkan. Jens-Martin Eriksen er tilbage med en galgestrik af en roman, som lader både fortælleren og læseren hænge og dingle.

Jens-Martin Eriksen: Et hvidt reb til Philippe Deprez. 200 sider, 250 kr. Gyldendal.

Det er en intrikat og intelligent litterær sporjagt, Jens-Martin Eriksen hvirvler sin læser ud i i romanen Et hvidt reb til Philippe Deprez, som handler om en britisk journalists fatale rejse ind i mørkets hjerte på det barske Balkan.

Dette ulyksalige hjørne af Europa har forfatteren tidligere gennemrejst og beskrevet i de analytiske essays Hadets anatomi, Krigens scenografi (s.m. Frederik Stjernfelt) og Fra skorpionernes verden, og også i romanen Vinter ved daggry (1997) hentede Jens-Martin Eriksen stof i borgerkrigene, der hærgede det opløste Jugoslavien i halvfemserne.

I Et hvidt reb til Philippe Deprez er uglerne ikke hvad de giver sig ud af for at være. Romanen er konstrueret som en både karismatisk og enigmatisk kliché: Fortælleren er en forfatter, som har lært titelfiguren at kende i 1996 da begges bøger om oplevelser under krigen på Balkan skulle udkomme på fransk. I 2002 modtager han så en mail med en masse noter om en mildest talt farlig rejse, Philippe Deprez netop har afsluttet i Albanien, Kosovo og Serbien. Ti år efter bliver noterne redigeret sammen til en helhed af jeg’et, der forestiller sig fortællingen som et hvidt reb (deraf titlen), der fører ned gennem Balkan. Hvis man følger rebet, kan man skabe fortællingen. Men det hvide reb er også farligt at følge: ”Og alligevel fortsatte Philippe Deprez.” Læs videre “Det gule hus”

Weekendavisen den 27. marts 2015.

Bådflygtninge IV. I mere end et århundrede var den calabresiske bjergby Riace et sted, man tog fra for aldrig at vende tilbage. Men så strandede det første migrantskib ved kysten neden for byen. Det blev begyndelsen på en ny samfundsmodel.

AF KLAUS ROTHSTEIN OG MORTEN BEITER

RIACE
Så snart man passerer den italienske støvlesnudes sydligste punkt og begynder opstigningen mod uret langs den joniske kyst, skifter havet farve fra blåt til smaragdgrønt. Herfra har tusinder og atter tusinder af syditalienske immigranter i løbet af de sidste hundrede år forladt deres hjemstavn i en søgen efter et bedre liv på den anden side af Atlanten eller længere mod nord i Europas storbyer.

Ved skæbnens ironi er den samme kyst gennem de seneste 20 år blevet mål for de moderne tiders menneskesmugling i stordriftsskala. Hvor mindre både udgår fra Nordafrika mod Lampedusa og Sicilien, har de større fragtskibe, som hver kan rumme flere tusinde mennesker, ofte kurs mod farvandet mellem den italienske støvlehæl og støvlesnude. I den calabresiske havn ved Corigliano ligger en håndfuld ophugningsmodne fragtskibe fortøjet, efter at de har bragt deres sidste, desperate last over Middelhavet. Skibene købes på Cypern eller i Tyrkiet for priser mellem 50.000 og 90.000 dollars stykket, fyldes med betalende migranter og sendes afsted fra Tyrkiet mod Italien med en millionfortjeneste for menneskesmuglerne. I internationalt farvand låses roret fast, og styrmanden gemmer sig blandt migranterne, i håb om at slippe uopdaget i land, når kystvagten har reddet skibet fra at forulykke mod den italienske kyst. For styrmanden er også, når alt kommer til alt, på udkig efter et bedre liv på den anden side. Læs videre “En bedre verden”

Weekendavisen den 20. marts 2015.

Flygtningestemmer. Håbet trives i de sicilianske modtagecentre på den sikre side af Middelhavet. ”Jeg drømmer om at læse statskundskab skabe et land med stabilitet og fred. Et land uden Boko Haram, hvor alle er frie og kan tænke og gøre, hvad de vil,” siger en ung nigerianer.

AF MORTEN BEITER OG KLAUS ROTHSTEIN

SICILIEN
Italien har sine kvaler med i migranti, som kommer over havet fra Libyen, gennet sammen som kvæg på åbent dæk og overladt til deres skæbne i ofte synkefærdige skibe. 170.000 alene sidste år. Mange drukner undervejs. De heldigste bliver undsat af den italienske kystvagt eller andre forbipasserende skibe. Men et liv med tryghed og arbejde i Europa, er de endnu ikke i nærheden af. Tværtimod risikerer flygtningene at blive snydt på modtagecentrene og udnyttet som daglejere i landbruget.

Flygtningenes håb og drømme er stort set ens. Det samme er deres historier om flugten. Kun én af dem Weekendavisen talte med i sidste uge, vil fortælle hvad deres tur kostede. Til gengæld har de alle – siger de – mødt ”en venlig mand” i Libyen, som først gav dem arbejde, og siden hjalp dem med at komme videre. Læs videre “Den forbudte by”

Weekendavisen den 20. marts 2015.

Kommentar. Hvad en gammel, norsk antisemit tænkte …

En diskussion, jeg længe har haft med mig selv: Skal man læse Ulysses, når man er i Dublin? Skal man læse Sult, når man er i Oslo? Skal man læse Nattog til Lissabon i nattog til Lissabon?

Mit svar har hidtil været et klart nej (men anderledes med rejsebøger, så ok til at læse En kavaler i Spanien i Spanien). Romaner skal læses før og efter et besøg i den by, hvor de foregår.

De seneste par uger har jeg tilbragt i Italien sammen med kollega Morten Beiter, der uden konkurrence er verdens mest italiano vestjyde. Han kan sproget, landet, historien, maden, menneskene, kagerne! Vi har besøgt Lampedusa, Sicilien og støvlesnuden, og netop nu sidder jeg og skriver på et lille hotel uden for Napoli. I baggrunden rager Vesuv op i regnskyerne, Solfatara-krateret udstøder svovldunste, fra terrassen kan man se Capri. Læs videre “Lederen længe leve!”