Weekendavisen den 20. marts 2015.
Flygtningestemmer. Håbet trives i de sicilianske modtagecentre på den sikre side af Middelhavet. ”Jeg drømmer om at læse statskundskab skabe et land med stabilitet og fred. Et land uden Boko Haram, hvor alle er frie og kan tænke og gøre, hvad de vil,” siger en ung nigerianer.
AF MORTEN BEITER OG KLAUS ROTHSTEIN
SICILIEN
Italien har sine kvaler med i migranti, som kommer over havet fra Libyen, gennet sammen som kvæg på åbent dæk og overladt til deres skæbne i ofte synkefærdige skibe. 170.000 alene sidste år. Mange drukner undervejs. De heldigste bliver undsat af den italienske kystvagt eller andre forbipasserende skibe. Men et liv med tryghed og arbejde i Europa, er de endnu ikke i nærheden af. Tværtimod risikerer flygtningene at blive snydt på modtagecentrene og udnyttet som daglejere i landbruget.
Flygtningenes håb og drømme er stort set ens. Det samme er deres historier om flugten. Kun én af dem Weekendavisen talte med i sidste uge, vil fortælle hvad deres tur kostede. Til gengæld har de alle – siger de – mødt ”en venlig mand” i Libyen, som først gav dem arbejde, og siden hjalp dem med at komme videre.
Vejskiltet fortæller, at vi er kommet til Residence Degli Aranci. ”Appelsinbyen.” Husene kan vi ikke komme tæt på, for hele området herude på det indre sicilianske bøhland, er indhegnet og bevogtet af tungt bevæbnet militærpoliti, der ikke lukker sådan nogle som os ind. De 4.000 oprindelige indbyggere forlod den orange by for nogle år siden. Det var amerikanere, der var udstationeret på Sigonella-basen. Men kort efter flyttede nye beboere ind. De kommer fra lande som Nigeria, Eritrea, Somalia, Sudan, Mali. Appelsinbyen er ét stort center for asylsøgere. Europas største. Og mest skandaleombruste. I disse dage fortæller italienske medier om mistanker om svindel og korruption i forbindelse med den over 700 mio. kr. store licitation i forbindelse med indretningen og driften af modtagecentret. En skandale, som har tråde både til den siddende regering og en nylig afsløret mafialignende organisation i Rom. Flygtninge er en fed forretning. Jo flere, jo bedre.
Moderne slaveri
Modtagecenteret Residence Degli Aranci ligger i en dal omgivet af grønne bjerge, hvor snesevis af vindmøller står som slanke, hvide kæmper med snurrende arme. Også her har mafiaen fået sin bid af kagen, men det er en anden historie. På den anden side af hegnet er en masse unge afrikanske mænd i gang med en fodboldkamp. Andre melder sig hos portvagten på vej ind eller ud.
Asylsøgerne bliver registreret, både når de forlader centeret, og når de kommer tilbage, og på nogle campingstole på parkeringspladsen holder missionærer fra Jehovas Vidner bibeltime. Men for pressen er Residence Degli Aranci Den forbudte by, og kun takket være organisationer som Borderline slipper historier ud, der fortæller om livet bag hegnet. Om for eksempel en ung, nigeriansk kvinde, som gennem tre måneder blev slået, voldtaget og holdt fanget af en anden nigeriansk flygtning, indtil det lykkedes hende at komme fri og melde overgrebene til centrets politi.
I dag ånder alt dog tilsyneladende fred, i hvert fald på denne side af hegnet. En stor hvid bus ankommer. Den er fuld af folk, der har været en tur inde i den nærmeste by, Mineo, som med sine omkring fem tusinde indbyggere ligger på en bjergtop og kigger ned på appelsinplantagerne og den gamle amerikanske baseby, hvor et nyt, næsten lige så stort samfund har materialiseret sig på ubestemt tid. Det betyder ekstra kunder i butikken. Men de private organisationer, som driver centret, giver ikke flygtningene de lommepenge, som de ellers har krav på ifølge aftalen med den italienske regering. Italienske medier har ofte fortalt, at pengene forsvinder på mystisk vis inden de når frem til de rette hænder. I stedet får flygtningene smøger og værdikuponer.
En medarbejder i en organisation, der har specialiseret sig i landarbejdernes vilkår, fortæller til Weekendavisen, at forholdene for flygtningene kan ligne moderne slaveri. Landbruget omkring centrene spekulerer i migranternes gæld, og via mellemmænd blandt beboerne føres der skyldnerlister over de migranter, der spiser i køkkenener – hvor de enkelte flygtningegrupper samler sig land for land – uden at kunne betale. Efterfølgende må de arbejde deres gæld af ved at høste tomater, oliven eller appelsiner som daglejere til 75 kr. om dagen, omkring en sjettedel hvad en italiensk landarbejder bliver betalt. Det skriver nyhedsmagasinet Panorama i denne uge.
Flugten fra Boko Haram
Vi falder i snak med tre nigerianske drenge, der hænger lidt ud på et autoværn overfor hovedporten. Den yngste er Daniel på 18 år, der ankom til centeret i juli 2014. Hans far var kristen præst i Kaduna. Den 1. december 2012 blev han myrdet af den islamistiske terrororganisation Boko Haram: ”Jeg var 16 år dengang. Jeg så det. Jeg løb for mit liv. Jeg tænker på min fortid hele tiden. Jeg aner ikke om min mor er død eller levende. Jeg har fire søskende. Aner ikke hvor de er, eller om de er levende. Jeg har ikke noget sted at skrive til,” siger han.
Daniel flygtede til Niger og videre til Libyen, hvor han tjente lidt penge ved at vaske biler for en arabisk mand:
”Det var svært at leve i Libyen. Jeg blev anholdt flere gange og sat i fængsel. Folk var ikke gode mod mig. Så begyndte kampene tæt på hvor jeg boede, og min arbejdsgiver sagde, at han ville hjælpe mig videre til et bedre liv, og jeg tror han betalte for min billet til båden. Jeg betalte ikke selv. En aften sagde han, at jeg skulle sætte mig ind i hans bil. Det var mørkt. Det eneste jeg kunne se var havet. ’Jeg vil ikke derud,’ sagde jeg. ’Det er farligt.’ Men han sagde, at det var farligere at blive i Libyen og at jeg ikke havde noget valg. Og i næste øjeblik var jeg midt på havet. Båden var stor. Jeg ved ikke hvor mange der var om bord. Den var ved at synke under vejs. Motoren gik i stykker, men der var heldigvis nogen med, som kunne reparere den. Jeg bad til Gud, bad til Allah. Fem dage tog overfarten. Vi blev reddet om bord på et italiensk skib. Og så kom jeg til Catania. Det er jeg glad for.”
I Appelsinbyen bor også David på 22 år. Også han er nigeriansk kristen på flugt fra Boko Haram. Terroristerne kom til hans hjemby, Maiduguri, hvor de skød både lærere og elever på skolen. Davids far, der var soldat, blev også dræbt. Sammen med sin mor flygtede han til Benin, men de vendte senere tilbage til Nigeria.
”I december 2010 skulle vi i kirke. Jeg var ikke klar, så min mor gik i forvejen. Da jeg var på vej til kirken, kom folk kom løbende den anden vej. ’Løb, David!’ råbte én af mine venner. Det var Boko Haram. De havde angrebet kirken. Jeg fik at vide, at min mor var død. Jeg gik derhen og så ligene, men kunne ikke finde min mor. Så gik jeg tilbage til min landsby og fortalte min bedstefar, at alle var døde. Senere tog jeg til Niger og derfra videre til Libyen, hvor jeg vaskede biler for en mand. Men hvad slags liv er det? Jeg betalte ikke for rejsen. Jeg ved ikke, hvem der betalte, om det var manden jeg arbejdede for. Han kørte mig til båden. Efter fire dage blev vi reddet – with the grace of God – og kom til Catania.”
Moons historie
I den lille sicilianske by Rosolini opsøger vi et center i en festsal, hvor der tidligere blev holdt bryllupper. Nu er en gruppe bådflygtninge netop blevet indkvarteret her. Først vil vagten ikke lukke os ind. Han ringer til chefen, der giver besked om at vi skal afvises. Men så klapper han sin gamle sankt bernhardshund og vender det blinde øje til.
Vi møder Moon. En elektriker på 25, der forlod Pakistan for at tjene penge i udlandet, så han kunne få råd til at købe en bil og gifte sig. En jobagent skaffede ham job på et elektricitetsværk i Libyen, drevet af koreanere. Men efter et halvt års tid blev situationen i landet for farlig. To lokale sikkerhedsvagter på værket blev dræbt, sandsynligvis af Islamisk Stat, og så lukkede koreanerne værket og rejste hjem. Så måtte også Moon vaske biler, men så tog uroen og volden til. Moon så den video på nettet, hvor Islamisk Stat massakrerede 21 kristne koptere, og så besluttede han sig for at flygte. I begyndelsen af marts forlod han Libyen fra havnebyen Zuwarah.
”Jeg var med en stor båd med 350 flygtninge. Der var børn og kvinder, flygtninge fra Syrien. Jeg sad helt sammenbøjet med benene trukket op under mig, og jeg fik problemer med at trække vejret. Jeg har stadig ondt i arme og ben,” fortæller han.
Moons flugt fra Libyen begyndte ved daggry. Ude på åbent hav begyndte båden at krænge over.
”Jeg bad til Allah om hjælp. ’Vi er små, men du er stor’. Men det blev bare ved, og jeg var sikker på, at vi alle ville dø. Kvinder fra Sudan og Bangladesh, pakistanere, tunesere. Alle kastede op. Da jeg havde kastet op, mistede jeg fornemmelsen for hvor jeg var. Jeg lukkede øjnene, kunne ikke holde ud at se mere. Vi var én dag på båden. Så kom vi over i et stort skib. Da kystvagten kom tænkte jeg, at Allah havde hørt mine bønner. Vi blev alle reddet. Dér fik vi et lagen til at sove i. Og så kom vi til Italien.”
I modsætning til de nigerianske flygtninge, Weekendavisen har mødt i Italien, fortæller Moon gerne, at han betalte for rejse over Middelhavet. Det kostede 1.400 dinarer, svarende til cirka 7.000 kroner. De penge havde han sparet op i Libyen.
Moon måtte flygte fra Libyen, men i sit hjemland er han ikke forfulgt. Der er bare ingen fremtid. Derfor retter han nu blikket mod Europa:
”Jeg søger ikke politisk asyl, men om arbejdstilladelse. Jeg vil blive her. Jeg er 25 år gammel og skal til at i gang med mit liv. Min fremtid er i Europa, håber jeg. Jeg har ingen familie i Europa. Kun Allah. Men her er arbejde. Og er jeg ærlig mod dig, så er du ærlig mod mig. Sådan er det her: Hvis man overholder reglerne, er man okay. Det er ikke som i Libyen, hvor de har alt for mange penge, men alligevel ingen skoler.”
Moon har en rød sweater på med et stort Stars and Stripes. Tøjet har han fået på centeret. Han er tilfreds:
”Jeg kan godt lide italienerne. Da vi kom ud af skibet fik vi sko og tøj. Det var rart at se den store menneskelighed. Jeg er virkelig taknemmelig over alt det de gør for mig og mine muslimske brødre. Mad? Du kender pakistanere. Vi spiser for meget. Jeg drømmer hele tiden om lam og curry og the. Men vi får mad tre gange om dagen, og jeg er ikke sulten længere. Vi bliver behandlet godt.”
Lommepengene, der forsvandt
Moon er en smilende og optimistisk mand, så selv når han er utilfreds, er han venlig. Det handler om de lommepenge, som flygtningene har ret til ifølge italiensk lov. Dem har han ikke set noget som helst til endnu.
”Vi har endnu ikke fået lommepenge, men de har lovet os at de kommer sidst på måneden,” siger han.
Men noget tyder på, at Moon må vente forgæves. Udenfor Residence Degli Aranci, Den forbudte by, fortalte Daniel en historie, som italienske medier ofte har skrevet:
”Vi får ikke lommepenge, men værdikuponer, taletidskort eller cigaretter. Èn cigaret hver tredje dag. Tidligere fik vi én hver anden dag, men folk i lejren har forklaret, at priserne på cigaretter er steget. Jeg sælger mine cigaretter for at få penge. Jeg vil ikke sige livet er behageligt her. Men vi får mad. I dag fik vi pasta. I går ris. Og sådan er det hele tiden. Maven bliver ødelagt af det. Jeg har brugt mine kuponer til mad og tøj, så jeg ser okay ud.”
Og selvom det hele virker udsigtsløst for flygtningene i de italienske centre, forsøger de at holde modet oppe hos sig selv:
”Jeg drømmer om at blive en leder i mit land en dag. Alt for mange mennesker lider. De mangler mad og er tvunget til at stjæle og prostituere sig. Jeg vil gerne hjælpe dem. Men først vil jeg lære noget i det her land, som jeg kan give videre til mit folk. Jeg vil samle dem og hjælpe dem. Jeg drømmer om at læse statskundskab skabe et land med stabilitet og fred. Et land uden Boko Haram, hvor alle er frie og kan tænke og gøre, hvad de vil.”
Også David har meget konkrete tanker om fremtiden, men modsat sin ven og landsmand, ønsker han ikke at vende hjem:
”Jeg har ikke noget at vende hjem til. Der er ingen familie tilbage dér. Jeg vil gerne være bygningskonstruktør i Europa. Her vil jeg lede efter noget at lave, et hvilket som helst arbejde. Bare jeg får noget at spise og har et sted at sove, så er jeg okay Italien er et godt land og italienerne er gode mod mig. De giver mig mad. Her er ingen Boko Haram og ingen døde mennesker.”
Mens han venter på en bedre fremtid, er David tilfreds med livet i modtagecenteret. Hver morgen går han i kirke og beder for de døde. Der er kun problemer, når frustrationerne koger over, fordi det går langsomt med at få opholdstilladelse, så man kan rejse videre:
”Vi får ikke penge til at rejse videre. Man har ikke ret til at forlade lejren, som man vil. Når man stempler ud, må man kun være to dage uden for lejren, ellers bliver man smidt ud.”
Mange asylsøgere i Italien vælger at forlade modtagecenteret og prøver lykken på egen hånd. I Reggio på den italienske støvlesnude møder vi 26-årige Wilfried, også en nigeriansk kristen. Han skutter sig i en hættetrøje, mens han tigger mønter i et plastickrus. Hans historie minder til forveksling om det, hans landsmænd på Sicilien har fortalt os. Det er igen historien om ”den flinke mand” og den gratis flugt. Den unge tigger siger, at han forlod Nigeria på grund af truslerne mod de kristne. I Libyen arbejdede han for en mand, der havde en farm, og det var denne mand, der satte ham på en både uden at han selv skulle betale.
Også Wilfrieds historie om lommepenge bekræfter hvad vi tidligere har hørt. Han fortæller at medarbejderne på centeret tilbageholder pengene. Han har i stedet fået nogle cigaretter.
”Jeg tog hertil for at tjene nogle penge, men her er ingen jobs til mig,” siger han. Han fortæller at han sidder på en bænk i banegårdshallen om aftenen, og når hallen lukker klokken 22, sover han i en udrangeret togvogn bag stationen.
”Folk er flinke nok, men de kan ikke forstå engelsk. Dem i butikken kommer ud med brød og cola en gang imellem,” siger han og nikker hen mod døren til det supermarked, han står udenfor. Det hedder Benvenuti. Det betyder ‘Velkommen’.