Weekendavisen den 27. februar 2015.
Globalt. Hvem truer turisterne? Hjælper hjælpen? Verden er til stede på scenen i de københavnske teatre netop nu.
At gøre en forskel
Der er gang i globaliseringen på de københavnske teatre netop nu, hvor tre vidt forskellige forestillinger ved et sært tilfælde dykker ned i flere afarter af samme fænomen: masseturisme, flygtningeproblemer, nødhjælp og udviklingshjælp.
Vores rundtur begynder i det lille fortættede rum hos Får302 i Toldbodgade, hvor den svenske dramatiker Magnus Dahlström tager os med til en navnløs destination, hvor fire lige så navnløse turister er på all-inclusive-ferie som en slags velfærdsflygtninge i desperat jagt på – ja, på hvad? Måske sig selv og hinanden. Men udenfor ferieresortets beskyttende mure, begynder det at rumle. Flygtninge fra fastlandet sejler ud til den isolerede ferieø, og turisterne udvikler frygt og paranoia for de fremmede. Men hvem er egentlig de ægte fremmede på dette uautentiske sted, der er skabt som et falsk feriehjem for alle og ingen?
Magnus Dahlströms Turister er et absurd stemmespil, hvor ingen giver sig til kende, fordi ingen ved hvem de selv er. Alle hører sammen på skrømt, og ingen viser hinanden tillid, for når truslen udefra kommer nær, er man sig selv nærmest. Frygten og fordommen hænger udenpå tøjet, også når de fire forklæder sig for at deltage i et karneval. Men bag masken, er man jo stadig sig selv, hvem det så end er. I bedste fald en ‘skabsnormal’.
Turister er et svidende ironisk og sarkastisk stykke, der kontrasterer usynlige bådflygtninge med identitetssvage luksusturister, og som sådan er det et stykke gedigent kulturkritik. Magnus Dahlström har sans for groteskerne, og Morten Hauch-Fausbøll, Birgitte Prins, Pauli Ryberg og – især – Charlotte Elizabeth Munksgaard får lagt masser af uheldsvanger usikkerhed i rollerne. Desværre er Louise W. Hassings oversættelse sluppet ret dårligt ud af den svenske teksts skygge.
Så går turen videre ind til Nørrebrogade, hvor Teater Grob holder til. Her har man slået et stort brød op under titlen Det 6. Kontinent. Projektet består af seks nyskrevne stykker dramatik, og hvert stykke foregår i en ny verdensdel. Først var vi i Afrika med Hotel Nelson, så i Europa med Warszawa, og nu er vi i Sydamerika, nærmere bestemt Peru, med Jorden brænder, som er skrevet af dramatikeren Brian Wind-Hansen, der ærgerligt nok hverken har godt nok styr på plottet eller replikkerne. Og hvad værre er: skuespillerne synes heller ikke at tro på opgaven. Steen Stig Lommer spiller rutineret, men ikke engageret. Neel Rønholts talent fortjener mere at arbejde med, end overfladisk naivitet. Og Per Scheel-Krüger er helt, helt slem amatørisk. Han er en del af teaterets kunstneriske ledelse, og dér bør han nøjes med at gøre fyldest for at bringe Det 6. Kontinent tilbage på sporet.
Og handlingen? Jorden brænder skildrer en lærer og et par umage elever, der er på rejse med Mågerup Højskole (Krogerup Højskole har i årevis haft det rejsende kursus, Verden Brænder). Det viser sig at læreren Kræsten er en korrupt snyder, der har et skummelt chokoladeproduktionsprojekt med en lokal partner, som han vil have sine elever (der begge er formuende) til at investere i. Det udvikler sig til en omgang plat pjat, og hvis det virkelig var planen at lave dramatik om ‘at gøre en forskel’, ja så gør denne forestillingen i hvert fald ikke dét.
Men fra Nørrebro cykler vi til Østerbro, til Republique, hvor teatergruppen Flyvende Grise har fat i samme stof grobrianerne. Hjælp! hedder forestillingen om Casper, der vrangvilligt rejser til Afrika for at finde sin søster. Hun er forsvundet fra det nødhjælpsprojekt, hvor hun arbejdede, og det viser sig at hun er rejst ud i bushen sammen med en lokal for at oprette en sundhedsklinik. Da Casper endelig finder hende, er han syg og afkræftet, og søsteren bliver rasende over at skulle bruge vand, mad og medicin på ham. Hvad skulle han også der?
Og hvad skal vi der? Hvad skal den rige verden stille op med det afgrundsdybe hul, som vi smider nødhjælpen ned i? Nytter det nogensinde noget? Hjælper hjælpen? Desværre så jeg Hjælp! dagen før den aften, hvor Dansk Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl efterfølgende tog en snak på scenen med forestillingens bagmænd og publikum. Han skulle nok vide at svare for sig på den humanitære sags vegne, og han har sikkert haft noget at se til. Flyvende Grise har efter eget udsagn begravet sig i seriøs research, og de visualiserer hjælpens ubehjælpsomhed ved hjælp af en scenografisk flot omgang majskornsmatematik.
Thomas Corneliussen er alene på scenen i hele forestillingen, som er en slags kombineret stand up, foredrag, monolog og dramatik, hvor han spiller alle stemmer og kontrollerer fortællingen. Fra at være en noget fersk og embedsmandsagtig karakter, udvikler Casper sig som krisen sætter ind. Da han ligger febersyg og ensom ved en flodbred ude i bushen, får han syner, og Thomas Corneliussen veksler formidabelt mellem at være den syge dansker og en talende gekko fra hans febrile fantasi.
Hjælp! er en stærkt velspillet og elegant scenograferet forestilling, der peger på problemer, dilemmaer, udfordringer. Men den fik ikke bugt med min barnetro på nødhjælpens nødvendighed.
Jorden brænder. Manus: Brian Wind-Hansen. Iscenesættelse: Madelaine Røn Juul. Teater Grob, København, til den 21. marts. // Hjælp! Manus: Flyvende Grise, Nicolei Faber, Mette Tranholm og Dennis Christiansen. Iscenesættelse: Nicolei Faber. Republique, København, til den 14. marts. // Turister. Manus: Magnus Dahlström. Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen. Får302, København, til den 7. marts.