En messe for det frie ord

Weekendavisen den 20.februar 2015.

Kommentar. Ytringsfriheden er under pres. Men forsamlingsfriheden er direkte truet. Det kræver fælles handling.

Blot to dage før sidste weekends brutale og hadefulde attentat mod først det troskyldige debatarrangement i Lars Vilks Støttekomité og siden synagogen (æret være de dræbte), offentliggjorde Den Norske Forleggerforening, forlaget Aschehoug og fonden Fritt Ord en ganske interessant pressemeddelelse.

Angrebet på Charlie Hebdo aktualiserede en norsk kriminalsag, der stadig bløder som et åbent sår, nemlig et uopklaret skudattentat i 1993 mod forlæggeren William Nygaard, der havde udgivet Salman Rushdies De sataniske vers.

Romanen udkom i 1989, hvorefter Ayatollah Khomeini som bekendt nedkaldte en fatwa over forfatterens syndige hoved. Mens Rushdie levede i skjul, gik gerningsmændene efter de næstbedste mål: oversættere og forlæggere. I 1991 blev den japanske oversætter dræbt med dolk, den italienske oversætter overlevede hårdt såret et lignende attentat, og den norske forlægger blev altså ramt af skud foran sit hjem i Oslo, men overlevede. Gerningsmanden er stadig på fri fod og derfor har fonden, forlaget og forlæggerforeningen nu besluttet at hæve dusøren for afgørende tips fra 500.000 til to millioner norske kroner.

Hvor grænseløst skrækkeligt er det ikke, at man skal være truet på sit liv, fordi man har skrevet, oversat eller udgivet en bog? Og hvor forfærdeligt er det ikke, at en tegning eller en krusedulle ved navn Muhammed kan bringe folk til at slå ihjel? Ikke at vi ikke har vidst det før, men truslen mod frie ord er permanent, og derfor må kampen for frie ord også være permanent.

Den 23. september 2005 – ugen før Jyllands-Posten offentliggjorde karikaturerne af Muhammed – skrev jeg en kommentar her i avisen under overskriften ‘Selvcensur’. Det var en kritik af forlaget Høst & Søn, der havde besluttet at lade Kåre Bluitgens romanbiografi om muslimernes profet udkomme med anonyme illustrationer. Jeg efterlyste større publicistisk mod. Hvad der videre skete er som bekendt Danmarkshistorie.

Endnu i dag ved ingen vist, hvilke illustratorer, der havde sagt nej til opgaven, fordi de var bange for muslimske fanatikere. Jeg har aldrig i børnebogsmiljøet stødt på nogen, der fik opgaven tilbudt, men sagde nej. Men da vi jo må tro på forfatteren og forlaget, kan vi vel kun konkludere, at det hele ikke bare er belagt med frygt, men også med tabu. Måske på grund af skam?

Under alle omstændigheder er det interessant, at det var selvcensur, der satte gang i den internationale konflikt om værdier og rettigheder, der nu har varet i snart ti år, fordi netop selvcensuren blandt danske kunstnere trænger sig på.

Et eksempel er en snarlig udgivelse af en oversat tegneserie om Jesus og Muhammed, Jesus and Mo, som distribueres af et anonymt forlag og kun sælges via Mobilpay. Desværre er det ikke længere muligt at efterlyse publicistisk mod på samme måde som for ti år siden, ganske simpelt fordi sporene skræmmer, men på den anden side kan vi heller ikke leve med at ganske almindelige bøger og blade skal udgives som sovjetisk samisdat.

Det er kun et par uger siden, at teaterlederen Hassan Preisler her i avisen åbent erkendte, at Charlie Hebdo-attentatet havde fået ham og hans kolleger til seriøst at revurdere deres arbejde med en satirisk Perkercabaret, der er programsat til premiere på københavnske cafeer i marts. Teaterfolkene frygter fundamentalisternes repressalier, og den frygt må i sagens natur være steget betydeligt efter terroren i København.

Den kunstneriske ytringsfrihed er dermed under ekstraordinært pres, men en anden demokratisk grundværdi – forsamlingsfriheden – er direkte truet, for hvem tør nu gå til kabaret på en café på Nørrebro? Hvem kan arrangere en paneldebat til fordel for den religionskritiske ytringsfrihed i et kulturhus? Den slags kan ikke længere finde stede uden omhyggelige risikovurderinger og massiv politibeskyttelse. Alene det er udtryk for, at det frie og åbne samfund ikke kan tillade sig at være så frit og åbent, som det gerne vil være. Terroristerne har fat i den lange ende, fordi de bruger dødsvold og skaber angst.

Naturligvis er kulturlivet nødt til at trodse truslen. De foreninger og netværk, der arbejder for ytringsfrihed og mod censur, bør derfor samle sig under en organisatorisk fællesparaply, uanset deres forskellige præferencer og tilgange til emnerne. Uanset om man som Dansk PEN prøver at balancere på en knivsæg for ytringsfrihed og mod hate speach eller som Trykkefrihedsselskabet mest er et center for islamkritik, må man nødvendigvis enes om at beskytte ytringsfriheden.

Dansk Journalistforbund, Danske Dagblades Forening, Dansk Forfatterforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Forlæggerforeningen, aviser, tidsskrifter, forlag, Dansk PEN, Fri Debat, Danske Bladtegnere, Trykkefrihedsselskabet, Lars Vilks Støttekomité o.a. bør samles om ytringsfrihedens princip og offentlige arrangementer, der ikke alene kan fungere som forum for frie ord, men også som beslutsomme eksempler på den demokratiske frihed til at forsamles.

Jeg foreslår derfor en ‘Messe for frie ord”, hvor alle organisationerne præsenterer sig selv, deres sag og deres arbejde med stande, udstillinger og arrangementer. Lad os trodse angsten og fejre og beskytte det frie ord med oplæsninger, debatter og diskussioner ved et offentligt og folkeligt kultur- og medie-arrangement, hvor uenighed er et demokratisk adelsmærke.

En udmærket anledning kunne være tiåret for Muhammed-krisens begyndelse med offentliggørelsen af de tolv tegninger i Jyllands-Posten til september. Som gæstetaler kunne man invitere William Nygaard, der har det publicistiske mod og den humanistiske nødvendighed. Efter Charlie Hebdo-attentatet sagde han (som citeret i Weekendavisen den 16. januar), at vi ikke ser det store flertal af lavmælte muslimer, fordi de ekstreme overskygger dem: “Frygten for en religion kan ekspandere på et dybt uretfærdigt grundlag. Ja, de moderate forblindes til at tro at de selv er i mindretal og skræmmes til tavshed og selvcensur.”

Jo, vi må have en messe for det frie ord. Er det risikabelt? Ja, måske. Men at undlade er decideret farligt.