Den kroniske forfatter var sgu da ligeglad…

Den 5. april 2015

Klaus Rifbjerg er død.

Da jeg var meget ung forlagsredaktør i Gyldendals redaktion for børne- og ungdomsbøger, redigerede jeg i 1986 hans ungdomsroman Som man behager. Her er den bagsidetekst, jeg skrev:

“Anden Verdenskrig er endelig forbi. Tyskerne har forladt Danmark efter fem lange besættelsesår, og nu forsøger landet at finde sig selv i den nye frihed. Adam, kaldet Lille A, prøver også at finde sig selv, men det er ikke nemt, når man er femten år og forelsket i både en jævnaldrende pige og sin bedste vens mor, der har så smukke knæ…”

Klassisk Rifbjerg! Krig og drenge. Altid drenge. Da jeg læste manuskriptet på mit lille kontor i Klareboderne, opdagede jeg at den smukke pige havde blå øjne på side 14 og brune øjne på side 68 (eller nogle andre sidetal, pyt med det). Jeg ringede på hustelefonen til forfatteren, der også var forlagets litterære direktør og forelagde problemet. Hvilken øjenfarve skulle hun have? Rifbjerg grinede mig ud ad røret med denne salut fra sit statelige kontor med høje paneler og maleriet af Leif Panduro på væggen:

“Jeg er sgu da ligeglad. Det må du bestemme. Det kan så blive dit bidrag til Danmarks-litteraturen…”

Mange, mange år senere havde vores veje krydset hinanden lidt hist, lidt pist. Han var den store kulturradikale ronkedor. Jeg syntes at jeg på mange måder gik i hans fodspor i kulturdebatten, men ikke altid, og jeg havde en fornemmelse af, at han tit syntes at jeg var irriterende. Jeg havde af og til anmeldt ham, men ikke altid til hans tilfredsstillelse. Så mødte jeg ham til en fødselsdagsreception for digteren Pia Juul på forlaget Tiderne Skifter. Jeg sagde benovet at jeg skulle anmelde en genudgivelse af Den kroniske uskyld, og jeg spurgte hvornår han mon sidst havde genlæst romanen. Han svarede: “Den bog har jeg ikke læst siden jeg skrev den i 1958!”

Ok. Så kom avisen med min anmeldelse (Weekendavisen, den 13. juli 2012), hvor jeg blandt andet skrev:

“Romanen begynder med Janus tidlige erindringer om Tore, den store fortryller. Så følger et kapitel med en noget behersket selvpræsentation. Nu er planeten og drabantens positioner på plads, og kapitel 3 kan derfor begynde på denne måde: “Der er ingen, der aner, hvad det vil sige at gro sammen med sådan en fyr, hvis man ikke har prøvet det. Jeg voksede langt ind i Tore. Det var altid Tore og Janus og Janus og Tore. Hvergang der blev lavet et eller andet, så var det altid Tore og Janus, der lavede det, selvom det selvfølgelig mest var Tore. Jeg var ligeglad, hvad det var, hvis Tore havde lyst til det, så havde jeg også, fordi det var det rigtige at gøre.”

Det slår mig, at dette kapitel 3 er noget overset i forhold til resten af romanen, særligt i forhold til de sene passager, hvor nøglen til romanens titel præsenteres. Men det er faktisk i kapitel 3, at vi oplever drengenes første alvorlige uskyldstab. Det er her Janus og Tore får en ung lærer til at bryde sammen i panik, fordi de placerer en død rotte på katederet. Døren er låst, nøglen er væk, og klassen begynder – sat i scene af de to magtfulde venner – at hyle læreren ud af den, indtil han går over gevind og tudende banker en af eleverne. Janus husker:

‘Det var Tore og mig, der havde arrangeret det. Det var fantastisk, at vi havde fået ham til at tude og banke den anden rod, der ikke havde noget med det hele at gøre. Det var som om, vi havde sluppet en hel masse mere løs, end vi nogensinde havde troet, vi kunne komme afsted med. Men det var uhyggeligt at se en mand uden noget som helst for ansigtet, når man var vant til at se alle de andre med maske og maske og maske døgnet rundt. Det var ikke så slemt at se netop ham, fordi hans ansigt ikke var spændt rigtigt op eller var faldet rigtigt sammen, men bare var en boblende grød, der kunne begynde at flyde hvert øjeblik og flyde helt væk, til der til sidst ikke var andet tilbage end nogle store klatøjne fulde af flæb. Og så et bart kranium.’

Janus indser, hvor stor en magt han og (især) Tore har, og hvor lille forskellen er på mellemskoleleverne og de voksne: ‘De var nøjagtig ligeså bange som vi var, når et eller andet gik galt.’ Det handler om tilværelsens grundangst.”

Efter denne anmeldelse fik jeg et vaskeægte brev:

Kandestederne d. 18.7.12.
Kære Klaus Rothstein, vi lægger eventuelle uoverensstemmelser ad acta for en stund, for jeg vil gerne takke dig for din fine, muntre og indsigtsfulde artikel om ‘Den kroniske uskyld’ i Weekendavisen. Afsløringen af magttilnærmelsen i afsnittet om rotten og vikaren er godt set, dér er du pioner – men det undrer mig, at ingen i tidens løb har set Janus og Tore som en spaltningsfigur. Det er jo én og samme person som henholdsvis lysalf og svartalf. Villy Sørensen så det, men vist ingen ud over ham. Mange hilsner og tak fra Klaus R.

Jeg skrev tilbage og takkede, men spurgte også til hvilke ‘eventuelle uoverensstemmelser’, vi mon havde med hinanden. Rifbjerg svarede, at jeg da vist havde skrevet kritisk om ham og at han havde skrevet polemisk om mig. Jeg skrev så, at den slags tog jeg ikke med mig, og at jeg bare så det som en arbejdsvilkår i kulturdebatten.

Jeg må indrømme at jeg jo godt kunne lide at være genstand for Rifbjergs kritiske opmærksomhed. Han var jo – Rifbjerg! Jeg huskede så tydeligt en eftermiddag (vist nok året før udgivelsen af Som man behager) på Louisiana, hvor Gyldendal præsenterede det nye tidsskrift, som den litterære direktør Rifbjerg søsatte: Fredag. I redaktionen var blandt andre Carsten Jensen (en anden forfatter, som sætter store fodspor hvor jeg sætter små, men som også senere har set sig sur på mig fordi jeg ikke kunne lide en af hans romaner), og jeg sad på publikumsrækkerne (ved siden af Pia Tafdrup!) og tænkte ‘tænk hvis man kunne blive som dem!’. I panelet sad Hans-Jørgen Nielsen (åh, Fodboldenglen!), som uafbrudt talte om tidsånd og postmodernisme. Når han sagde post udtalte han det som i postkasse. På et tidspunkt siger han så rent faktisk ordet ‘postkasse’ eller ‘postkort’, hvortil Rifbjerg fra sin plads på første række råber med sin karakteristiske stemme: “Det hedder POOOST-kort”… Ha, svirp!

I vores nutid besøgte jeg så Rifbjerg for at lave et radiointerview om romanen Nøleren, og jeg benyttede lejligheden til at sige, at jeg ikke gik og huskede på den slags uoverensstemmelser, som han havde nævnt i brevet. Det udviklede sig til en lang snak – men ikke med mikrofon – om forholdet mellem forfattere og anmeldere og forholdet forfattere imellem. Det gav mig dels en særdeles interessant indsigt i Rifbjergs eminente hukommelse, dels en fornemmelse af, at han altid førte et slags intellektuelt-polemisk regnskab med sine kritikere.

Nu er han så død, og man rister runer over forfatterskabet. Men Rifbjerg er for stor til status. Han kunne jo det hele, naturtalent som han var. Ikke alt var lige genialt, klart nok, sådan er det hos maniske grafomaner, der ikke kan skelne det at leve fra det at skrive. Sådan er det også hos Holberg, Kierkegaard, Georg Brandes, Johannes V. Jensen, PH. Men Rifbjergs evne til at tappe litteratur ud af livet er ikke til at komme udenom, og for mig kom det første gennembrud med Den kroniske uskyld, det andet med det formidable nekrologdigt over Olof Palme, som stod i Politiken den 3. marts 1986, få dage efter drabet på gaden i Stockholm. Det gav et sug da jeg så Rifbjerg læse det op i TV-Avisen om søndagen med en dybt berørt Georg Metz som studievært. Digtet har mig bekendt aldrig været optrykt i nogen bog. Jeg har gemt avisudklippet. Her kommer det:

Olof Palme

I revolverens kammer
sover patronen sin rævesøvn
På jordens overflade
promenerer vi
vor skrøbelige tryghed.

Med rasende tiltro
selv i vinterens mørke
gemt under plader af is
stemmer planten sin nakke imod
vil op
vil ud
vil se lyset
vil leve og blomstre.
I revolverens kammer sover patronen.

Uskyldigt måske naivt
men med samme styrke
vokser vi selv i en verden
af panser og plade
sætter nakken til
og bryder med rasende tiltro
de spærringer ned
som vil lukke os inde.
Drømmer om frihed
be’r til fornuften
og ler når foråret skimtes
og de herlige træer her
og i regnskoven
på kanten af ørkenen
og neden for bræen
folder sig ud
og fuglene sætter sig i dem
og synger.

I revolverens kammer sover patronen
venter naiv og uskyldig
som et foster slutter tæt
om sin egen fuldkommenhed
på sit øjeblik
Retningen fundet
målet placeret
hånden parat:
Vågn!

Så vidt har vi bragt det
at håbets sekund kan knuses
på langt mindre tid,
så meget forstår vi af skærmenes
lynblå signaler
at verden er sejg og bestandig og langsom
døden kort og beskidt som enhver sensation.

I revolverens kammer sover patronen
sin rævesøvn altid.
Nu blev den vækket og talte.
Hvem tør tale imod?
Gemt under plader af is
stemmer verden sin nakke imod.
Gemt i menneskets hjerte
vokser en spire af trods og håb
båret af tanken om én
der vidste at træet har håret i vinden
og rødder i jorden,
at fuglene synger
at verden er god og ond
og værd at slås for.

Absurditeten bor i revolverens kammer –
hjertet har også sit,
og selv om den døde sover
kender han drømmen i dit.

—

Sidste år fyldte jeg så pludselig 50. Min bror ville overrumple mig med noget særligt. Han fik – guderne (som ikke findes) må vide hvordan – Rifbjerg overtalt til at skrive et lille vers i dagens anledning. Det fik jeg sammen med en originalillustration af Michael Kvium (og hvordan min bror opnåede det, er også et behageligt mysterium!):

Nu fylder Klaus Rothstein alvorlige år
og derfor sig en hilsen får.
Han er så klog, ja næsten viis,
den litteraturens præmiegris.
Så her er et øf og en nifoldig pris!
fra en anden litterær præmiegris.
Tre øf og så det lange,
generøs må man være
og aldrig bange!

Ok, ikke verdens bedste digt, måske. Men bemærk slutningen: Generøs må man være og aldrig bange! Den sætning glemmer jeg ham aldrig for, den kroniske forfatter, Rifbjerg, der sgu da var ligeglad med pigens øjenfarve, og mange år senere kaldte mig pioner udi læsningen af mesterværksromanen Den kroniske uskyld.

RIP RIF

PS. Jeg har efterfølgende opdaget, at det ikke var Rifbjerg, der læste Olof Palme-digtet i TV-Avisen, men Frits Helmuth. Jeg er dog stadig tilbøjelig til at tro, at DR’s billede- og lydarkiv husker galt, for jeg kan så tydeligt se for mig, hvordan Rif sidder der i studiet og reciterer sit digt…