Drabanten og planeten

Weekendavisen den 13. juli 2012.

Kronisk klassiker. Klaus Rifbjergs debutroman om Janus og Tore er også charmerende og chokerende ved tredje og fjerde genlæsning.

Dagen efter at jeg havde genlæst Den kroniske uskyld, som nu udkommer i Gyldendals klassikerserie, mødte jeg Klaus Rifbjerg til fødselsdagsreception for forfatteren Pia Juul, der i øvrigt har skrevet forordet til den nye udgave af hans klassiske og kanoniske debutroman.

Jeg fremstammede en (næsegrus) begejstring for romanen, som jeg finder helt og aldeles nutidig, selvom den har snart 55 år på bagen. På trods af, at Janus og Tore går til “bal” og “gilde” og siger “mægtigt” og “mester”, så er alt genkendeligt, også for os, der ikke var der dengang, og de unges sprog foregreb faktisk nutidens slang. Da Tore siger til Janus, at han skal tidligt op næste morgen, svarer han: “Ja, det var jo ikke najs.” Najs! Og jeg som troede at “nice” var ny slang…

Temmelig naivt spurgte jeg Rifbjerg om han kunne huske dette udtryk fra efterkrigstiden, men det kunne han desværre ikke, og så spurgte jeg – nysgerrigt, naivt – hvornår han mon sidst havde genlæst Den kroniske uskyld. Det kunne han meget præcist svare på:

“Den bog har jeg ikke læst siden jeg skrev den i 1958!”

Ok, mester, den er mægtig! Men det er vi så mange andre, der har, flere gange endda, og hver gang hensat i den samme stemning, der ramte som en rambuk første gang, dengang man selv var 1. g’er. Historien om uskyldstabet er og bliver en klassiker i moderne dansk litteratur, og ved genlæsningen er romanen helt så charmerende og chokerende, som ved første læsning.

Historien er velkendt, men kan ultrakort ridses op således: Under besættelsestiden møder skoledrengene Janus og Tore hinanden. De udvikler et symbiotisk venskab med Tore som den karismatiske konge, Janus som hans tro væbner. I gymnasiet forelsker Tore sig i den underskønne overklassepige Helle, og Janus tilpasser sig straks rollen som tredje hjul til gigen. Han er meget optaget af, at Tores og Helles seksuelle debut skal foregå helt rigtigt, og mens han venter, kaster han sig selv ud i tarvelige eskapader med uskønne piger, som han hverken begærer eller respekterer.

Da Helle lægger hus til sommerens pompøse studentergilde, kryber slangen for alvor ind på scenen. Helles mor, den forræderiske fru Junkersen, forfører Tore, hvilket fører til datterens sammenbrud og selvmord. Også Tore bryder sammen, og romanen slutter med Janus’ besøg på det psykiatriske hospital, hvor hans ven sidder tilbage som en svag afglans af sig selv.

Generationer af elever har analyseret Den kroniske uskyld i gymnasiet, hvor dansklærerne har udspurgt dem om titlen, temaerne og de freudianske fortolkninger, og rigtig mange kan ved frivillig lystlæsning garanteret huske afdækningen af Janus’ forhold til Tore: Jeg-svag pubertetsdreng, der idealiserede sin ven, som han nærer latente og uerkendt homoseksuelle følelser for, hvilket fører til en identitetssplittelse, som kan aflæses navnesymbolsk, idet Janus både deler navn med en tvehovedet romerske gud og med en måne, der kredser om Saturn.

Romanen begynder med Janus tidlige erindringer om Tore, den store fortryller. Så følger et kapitel med en noget behersket selvpræsentation. Nu er planeten og drabantens positioner på plads, og kapitel 3 kan derfor begynde på denne måde: “Der er ingen, der aner, hvad det vil sige at gro sammen med sådan en fyr, hvis man ikke har prøvet det. Jeg voksede langt ind i Tore. Det var altid Tore og Janus og Janus og Tore. Hvergang der blev lavet et eller andet, så var det altid Tore og Janus, der lavede det, selvom det selvfølgelig mest var Tore. Jeg var ligeglad, hvad det var, hvis Tore havde lyst til det, så havde jeg også, fordi det var det rigtige at gøre.”

Det slår mig, at dette kapitel 3 er noget overset i forhold til resten af romanen, særligt i forhold til de sene passager, hvor nøglen til romanens titel præsenteres. Men det er faktisk i kapitel 3, at vi oplever drengenes første alvorlige uskyldstab. Det er her Janus og Tore får en ung lærer til at bryde sammen i panik, fordi de placerer en død rotte på katederet. Døren er låst, nøglen er væk, og klassen begynder – sat i scene af de to magtfulde venner – at hyle læreren ud af den, indtil han går over gevind og tudende banker en af eleverne. Janus husker:

“Det var Tore og mig, der havde arrangeret det. Det var fantastisk, at vi havde fået ham til at tude og banke den anden rod, der ikke havde noget med det hele at gøre. Det var som om, vi havde sluppet en hel masse mere løs, end vi nogensinde havde troet, vi kunne komme afsted med. Men det var uhyggeligt at se en mand uden noget som helst for ansigtet, når man var vant til at se alle de andre med maske og maske og maske døgnet rundt. Det var ikke så slemt at se netop ham, fordi hans ansigt ikke var spændt rigtigt op eller var faldet rigtigt sammen, men bare var en boblende grød, der kunne begynde at flyde hvert øjeblik og flyde helt væk, til der til sidst ikke var andet tilbage end nogle store klatøjne fulde af flæb. Og så et bart kranium.”

Janus indser, hvor stor en magt han og (især) Tore har, og hvor lille forskellen er på mellemskoleleverne og de voksne: “De var nøjagtig ligeså bange som vi var, når et eller andet gik galt.” Det handler om tilværelsens grundangst.

Den kroniske uskyld er et mesterværk af en romandebut, den danske pendant til J.D. Salingers Forbandede ungdom (1951), som Klaus Rifbjerg selv nyoversatte som Griberen i rugen (2006) efter originaltitlen The Catcher in the Rye. Begge romaner skildrer modning, løsrivelse og dyrekøbt livserfaring.

Som Pia Juul skriver i sit forord til Den kroniske uskyld: “Man kunne blive mindet om – eller for første gang se klart, at man skal gøre sig umage med livet og hinanden.” Najs!

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld. Forord af Pia Juul. 200 sider, 250 kr.