Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 25. september 2015.

Sadisme. Hvad skal vi med smertesex på scenen, galvaniserede som vi er med alle former for kinky business i skildringen af livet i underlivet?

Pisk og pussy power

Det er ham, der står derude og banker på, manden der har lagt navn til den del af smertesex, som handler om at svinge pisken, Marquis de Sade. Men kvinden, som han vil ind til, afviser ham ved porten, og vi ser ham aldrig. Sadisten forbliver et fantom.

I mange år har marquisen siddet i fængsel, først straffet for sine voldsomme seksuelle overgreb på ludere, som vi hører om i udpenslede, sekretflydende referater, siden som offer for sin svigermors elegante rænkespil. Men sin hustrus loyalitet har han aldrig mistet. Hun – som også lod sig piske – har på alle måder ofret sig for mandens skyld. Som hun snerrer i et uforsonligt skænderi med sin mor: ”En kvinde vil træde på både samfundets normer og sit eget omdømme, når først hun har valgt at være en hengiven hustru. Jeg vil forstå og beskytte ham!” Læs videre “Yukio Mishima: Madame de Sade”

Weekendavisen den 25. september 2015.

Demensgyser. Hvorfor er Ians og Julianas forhold til datteren Sofia gået i stykker?

Pigen med den gule bikini

Det er et frygtindgydende materiale, den amerikanske dramatiker Sharr White har fat i med sin intense enakter, Det andet sted, nemlig den forræderiske demens, der sniger sig ind på sit offer og sætter sig fast i hjernen som et andet stykke spyware fra helvede.

Sygdommen, der får et menneskes forstand til at fordufte, ender uvægerligt med døden. Her i landet er demens den femtemest dødelige sygdom. Man anslår at sygdommen præger tilværelsen for 90.000 danskere og 400.000 pårørende, og at tallet vil stige drastisk i de kommende år. Læs videre “Sharr White: Det andet sted”

Weekendavisen den 18. september 2015.

Kommentar. Frygt og medlidenhed dominerer et desperat Europa, der ikke aner sine levende råd. Der skal løftes i flok, det er umuligt at nægte.

Oldtidens klassiske græske tragedier skulle have en sjælerensende virkning på tilskuerne ved at fremkalde frygt og medlidenhed. Sådan en katharsis står vi i netop nu, alle os europæere, som er publikum til det humanitære virkelighedsdrama, der udspiller sig akt for akt, dag for dag, og som er krøbet fra kontinentets geografiske periferi til dets politiske og økonomiske centrum, og dermed ind i det europæiske hjertes ventrikler.

Er der to følelser, som er aktive i disse sitrende dage, er det frygt og medlidenhed, og jeg skulle hilse og sige, at der er plads til begge sentimenter i én og samme person. Den som ikke både frygter konsekvenserne af flygtningekrisen og samtidig har medlidenhed med de mennesker, der på én og samme gang er tragediens hovedpersoner og dens magtesløse statister, altså flygtningene, har ikke fattet en brik af, hvad der er på spil. Læs videre “Byrden for vores fod”

Weekendavisen den 18. september 2015.

Strid. ”Mennesket elsker kontakt gennem fjendskab…” Ungdomsstykke af Bertolt Brecht er teater til tiden.

Kaos er brugt op

Midt under forestillingen slår det mig, hvor sære sære tilfælde kan være: I Bertolt Brechts I byernes jungle kæmper to fjender om en tømmerhandel (vi kunne kalde det et byggemarked i dag), som på et tidspunkt bliver overdraget til en vækkelsesprædikant fra Frelserens Hær. Vi er på Odense Teaters anneksscene Sukkerkogeriet, som ligger i et gammel industrikompleks fra 1873, hvor man oprindelige raffinerede roer (adressen er da også Roersvej) og kogte sukker, og teatrets to nærmeste naboer er en Silvan og Frelsens Hærs genbrugsbutik.

Man skulle altså næsten tro, at den unge Brecht, da han skrev sit skuespil i 1922, havde set ind i fremtiden og ladet sig inspirere af butikkerne på Roersvej i 2015. Nok ikke, selvom han forskød både tid og sted: vi er i fribytterbyen Chicago i 1912.

Den malaysiske (her kinesiske) tømmerhandler Shlink tropper op på et lejebibliotek, hvor den unge, fattige George Garga arbejder. Kineseren er ikke interesseret i bøger, han vil købe den unge bibliotekars mening. Men meninger er ikke til salg, siger George, der holder stand, selvom Shlink vifter ham om næsen med dollarsedler. Hvad er den insisterende kineser ude på? Læs videre “Bertolt Brecht: I byernes jungle”

Weekendavisen den 18. september 2015.

Mor og søn. Ina-Miriam Rosenbaum er i sit karismatiske es i kabaretkoncert om Agnes Henningsen og lys- og visemageren PH.

Kys det hele fra ham

Jeg er lige cyklet hjem gennem København i den første kølige efterårsskarphed, mens jeg nynnede, at selv en storby har sin sexappeal. Herhjemme har jeg sat mig ved ellipsebordet i PH-lampens halvdunkle skær i rækkehuset, som er tegnet af PH’s navne- og fagfælle, Thorkild Henningsen. Jeg går og venter på, at Hans Hertels udvalg af PH’s kulturkritik, Gennem gyngende landskaber, snart udkommer. Gad vide, hvad han ville have skrevet om klimakrisen? Den ville han måske afvise blankt (”naturen, det billige skidt”)? Nemt nok at vide, hvad han ville have skrevet om flygtningene.

PH mig her, PH mig der, PH mig alle vegne. Det skaldede kulturradikale æg med briller bobler i mig lige nu, for jeg har lige mødt ham, genopstået for en aften i Valby, både ham og hans mor, forfatteren Agnes Henningsen. Læs videre “PH: Fandens oldemor”