Bertolt Brecht: I byernes jungle

Weekendavisen den 18. september 2015.

Strid. ”Mennesket elsker kontakt gennem fjendskab…” Ungdomsstykke af Bertolt Brecht er teater til tiden.

Kaos er brugt op

Midt under forestillingen slår det mig, hvor sære sære tilfælde kan være: I Bertolt Brechts I byernes jungle kæmper to fjender om en tømmerhandel (vi kunne kalde det et byggemarked i dag), som på et tidspunkt bliver overdraget til en vækkelsesprædikant fra Frelserens Hær. Vi er på Odense Teaters anneksscene Sukkerkogeriet, som ligger i et gammel industrikompleks fra 1873, hvor man oprindelige raffinerede roer (adressen er da også Roersvej) og kogte sukker, og teatrets to nærmeste naboer er en Silvan og Frelsens Hærs genbrugsbutik.

Man skulle altså næsten tro, at den unge Brecht, da han skrev sit skuespil i 1922, havde set ind i fremtiden og ladet sig inspirere af butikkerne på Roersvej i 2015. Nok ikke, selvom han forskød både tid og sted: vi er i fribytterbyen Chicago i 1912.

Den malaysiske (her kinesiske) tømmerhandler Shlink tropper op på et lejebibliotek, hvor den unge, fattige George Garga arbejder. Kineseren er ikke interesseret i bøger, han vil købe den unge bibliotekars mening. Men meninger er ikke til salg, siger George, der holder stand, selvom Shlink vifter ham om næsen med dollarsedler. Hvad er den insisterende kineser ude på?

Garga tager handsken op, og pludselig er han og Shlink fjender i en tilsyneladende motivløs kamp, som med ét ændrer kurs, da Shlink overdrager hele sin tømmerhandel til sin fjende. Hvorfor nu det? ”Jeg fatter ikke en skid!” siger Garga, der blot øger forvirringen, da også han forærer tømmerhandelen bort, nemlig til en kaptajn fra Frelsens Hær. Denne gang er der dog en betingelse: Prædikanten skal lade sig spytte i ansigtet af Shlink. ”Stå fast som en klippe!” synger hans trosfæller, men han stiller op til ydmygelsen, lokket af Garga, der minder om, hvor mange fattige, der kan få tag over hovedet i tømmerhandelen.

Hvad er den fremmede Shlinks motiv? Hvad er den fattige Garga ude på? Hvilken rolle spiller hans søster, der både forelsker sig i broderens fjende, prostituerer sig og går til bunds? Og hvad med missionærerne fra frelserhæren? Spørgsmålene hober sig op som de mange Europapaller i tømmerhandelen eller som stabelen af madrasserne, der ligger som et tårn af edderdunsdyner fra ‘Prinsessen på ærten’ og illuderer kinesisk hotel. Men svarene? Glem svarene! Som det hedder i stykkets præludium, er brydekampen uforklarlig, og vi skal ikke bryde hovedet med motiverne, men bare give os hen til fjendskabet.

Ok, jeg giver mig hen. Jeg betragter Shlink og Garga som hinandens fjender og hinandens forudsætninger. Vi er tilsyneladende intet uden vores eget modbillede. Som kineseren siger med en formidabel uhyggelig replik, hvis sandhed man gruer for: ”Mennesket elsker kontakt gennem fjendskab!” Og så lidt mere vattet: ”Det jeg ville, var en kamp på ideer!”

I byernes jungle er altså en ung mands illusionsløse fantasi om livets strid, den menneskelige kamp og uundgåelige deroute. ”Kaos er brugt op,” lyder det på et tidspunkt med en vis resignation, som om den kaotiske tilstand er attraktiv. Her kan man ikke lade være med at tænke på ‘Landet Atlantis’, Tom Kristensens digt fra 1920, to år før I byernes jungle, hvor jeg’et i kaos løfter sin bøsse mod skønhedens stjerne.

Men nej, kaos er på ingen måde brugt op. Tværtimod. Hele forestillingen er prægtig kaotisk, umulig at samle i ét begreb, fortolket med ekspressionistisk, farverig fantasi og brutalitet af scenografen og kostumedesigneren Siggi Olí Pálmason og i Madeleine Røn Juuls idérige og løsslupne instruktion.

Kristian Halken, sminket karrygul i hovedet og med hårpisk som en parodi på en racistisk stereotypi, er det naturlige tiltrækningspunkt for både øje og øre, aparte som han ser ud, og diabolsk som han kan lyde. Særligt denne replik er stærk i forfatterfænomenet Nielsens gode oversættelse: ”Jeg er en simpel mand, forlang ingen ord af min mund… for der er kun tænder derinde…” Sagt med iskolde øjne og blottet bid.

Patrick Baurichter ligner som George Garga en simpel working class hero, indvandret til byen fra landet. Han er udmærket markeret som biblioteksassistenten, der forføres ind i et magtspil, som han ikke forstår og hvis spilleregler han ikke kender, og han udforsker det moralske forfald, som følger med transformation til virksomhedsejer, med en passende forvirring frem mod kynismens sejr, da han overdrager sin familie til en ny ejer. Men rollen rummer mere nok desperat dybde, end Patrick Baurichter giver den, selvom han lægger stor energi for dagen.

Forestillingens ni biroller som Gargas familie, Shlinks håndlangere, frelserfolk og storbyens øvrige gylp af vanskæbner, er alle i solide hænder hos Kurt Dreyer, Klaus T. Søndergaard, Mikkel Bay Mortensen, Mads Nørby, Michael Grønnemose og Kristoffer Helmuth og især de tre kvinder, der repræsenterer hver deres forfald som Georges mor, søster og kone, sørgelige Hanne Hedelund, selvydmygende Nana Christine Morks og den sexet destruktive luder Sofia Saaby Mehlum.

I byernes jungle er en fortælling om fortræd og foragt, racekamp, kønskamp, magtkamp og frihedskamp og klassekamp, hevet ud af 20’erne og klasket dramatisk op som et koloristisk-ekspressionistisk levende billeddigt uden fast form at gribe i. Figurerne fortoner sig og motiverne opløses, det er mærkeligt og godt. Udenfor teatret ligger genbrugsbutikken fra frelserens sjælefiskerhær og tømmerhandelen, der har sit navn fra det latinske ord for træ, silva. Som om det ikke er sært nok, tænker jeg på vejen hjem på noget, Brecht skrev i Flygtningesamtaler: ”Efter Danmark søgte jeg til Sverige. Det er et land hvor kærligheden til mennesket er højt udviklet…”

Fortiden indhentet af nutiden. Kaos er ingenlunde brugt op. Kaos er genoprettet. Teater til tiden.

Bertolt Brecht: I byernes jungle. Odense Teater, Sukkerkogeriet, til 26. september 2015.