Weekendavisen den 18. september 2015.
Mor og søn. Ina-Miriam Rosenbaum er i sit karismatiske es i kabaretkoncert om Agnes Henningsen og lys- og visemageren PH.
Kys det hele fra ham
Jeg er lige cyklet hjem gennem København i den første kølige efterårsskarphed, mens jeg nynnede, at selv en storby har sin sexappeal. Herhjemme har jeg sat mig ved ellipsebordet i PH-lampens halvdunkle skær i rækkehuset, som er tegnet af PH’s navne- og fagfælle, Thorkild Henningsen. Jeg går og venter på, at Hans Hertels udvalg af PH’s kulturkritik, Gennem gyngende landskaber, snart udkommer. Gad vide, hvad han ville have skrevet om klimakrisen? Den ville han måske afvise blankt (”naturen, det billige skidt”)? Nemt nok at vide, hvad han ville have skrevet om flygtningene.
PH mig her, PH mig der, PH mig alle vegne. Det skaldede kulturradikale æg med briller bobler i mig lige nu, for jeg har lige mødt ham, genopstået for en aften i Valby, både ham og hans mor, forfatteren Agnes Henningsen.
Det er dygtige, stilsikre og velsyngende Ina-Miriam Rosenbaum, der inkarnerer de to i Fandens oldemor. En musikalsk’ dialog mellem PH og hans mor. Her får vi ikke alene en række fortolkninger af de uendeligt fine viser, som flød fra PH’s hånd, vi får også en komprimeret dobbeltlevnedsbeskrivelse. Agnes hyldede, som senere sin søn, den frie kærlighed og det fornuftige ægteskab, og lille Poul var derfor resultatet af en affære. Han håbede, at det var Georg Brandes, og frygtede, at det var Jeppe Aakjær, der var hans far. Men så var det bare Carl Ewald, ak ja.
Skuffelser skal man ikke samle på, men de gør sig godt på en scene, for eksempel da Johannes V. Jensen og hans kone kommer til kortaften hos Agnes. Den gamle skåler for værtinden, som er indstillet til en kunstnerplads på finansloven. Så ringer telefonen. Det er ministeren, der lakonisk meddeler, at Rigsdagen stemte imod. De mener at forfatterskabet er ‘fordærveligt’. Kun Edvard Brandes stemte for. Ak ja en gang til.
Ina-Miriam Rosenbaum er tæt på fremragende som både PH og Agnes – og som Liva! – og det musikalske akkompagnement er i fuldkommen sikre hænder hos Emil de Waal, August Rosenbaum og Gustaf Ljunggren. Til gengæld fungerer rammen om forestillingen, hvor musikerne rigger scenen til og Ina ”kommer for sent”, knap så godt. Det tilføjer heller ingen dramaturgisk substans, at der undervejs angiveligt ankommer Facebook-opdateringer med kommentarer fra publikum. Vi gider heller ikke rigtig vifte med de omdelte Dannebrog, når det handler om PH’s Danmarksfilm, som fik så ilde en medfart. Det er en række overflødige påfund.
Når forestillingen er værst, er der slet og ret for lidt af PH selv og for meget forsøg på at sætte ham i relation til nutiden gennem musikernes replikker. Når forestillingen er bedst, er Ina-Miriam Rosenbaum i sit karismatiske es. Jeg ville have foretrukket den ægte, uforfalskede og ubeskårne vare hele vejen igennem, og måske hellere på en meget mere intim scene, for cabaretstemningen går lidt fløjten i teatersalen. Jeg ville hellere have siddet ved et cafébord og drømt mig tilbage til verden af i går, for for fandens oldemor, hvor kunne PH skrive satiriske og skønne viser med bund og budskab om rejsen mellem bord og seng, politik, moral og den offentlige mening. Og der står Ina-Miriam Rosenbaum så og giver den ganske kongenialt én på kundskabspumpen med en versionering, der i ånd, stil og tone er gennemført PH’sk. Hun kysser sgu det hele fra ham.
PS. Dagen efter landede Hans Hertels PH-udvalg i min postkasse. Her kan man læse både vise og tale fra Poul til mor Agnes!
Fandens oldemor. Off Off/Produktion gæstespil på Teater V, Valby. Til den 20. september.