Yukio Mishima: Madame de Sade

Weekendavisen den 25. september 2015.

Sadisme. Hvad skal vi med smertesex på scenen, galvaniserede som vi er med alle former for kinky business i skildringen af livet i underlivet?

Pisk og pussy power

Det er ham, der står derude og banker på, manden der har lagt navn til den del af smertesex, som handler om at svinge pisken, Marquis de Sade. Men kvinden, som han vil ind til, afviser ham ved porten, og vi ser ham aldrig. Sadisten forbliver et fantom.

I mange år har marquisen siddet i fængsel, først straffet for sine voldsomme seksuelle overgreb på ludere, som vi hører om i udpenslede, sekretflydende referater, siden som offer for sin svigermors elegante rænkespil. Men sin hustrus loyalitet har han aldrig mistet. Hun – som også lod sig piske – har på alle måder ofret sig for mandens skyld. Som hun snerrer i et uforsonligt skænderi med sin mor: ”En kvinde vil træde på både samfundets normer og sit eget omdømme, når først hun har valgt at være en hengiven hustru. Jeg vil forstå og beskytte ham!”

Åh, hvilken drøm af en underdanig kvinde, denne Renée. Men selv hun har en grænse. Da Alphonse, hendes mand, løslades efter 32 år i fængsler og på sindssygeanstalter, dømt for sodomi og piskning af prostituerede, og endelig står ved hendes dør, nedbrudt og magtesløs, nægter hun at tage imod ham. Hun kunne kun bruge ham som genstand for sin egen hengivenhed så længe han var spærret inde. Hendes offervilje og selvydmygelse var måske en del af det fysiske og psykiske rollespil, som drev ægteparret ud i ekstremerne?

Dét er det store spørgsmål, som den japanske forfatter, dramatiker, revolutionære fantast og heroiske selvmorder, Yukio Mishima, stiller med sit skuespil, Madame de Sade, som Stefan Larsson nu sætter op på Betty Nansen Teatret. Det er hans første aftryk som leder af teatret (sammen med Vibeke Windeløv), og valget af skuespil er perfekt lænet op af vor zeitgeist, hvor de klassiske libertinere, grænseoverskridende forførere og smertedyrkende erotomaner er på højeste mode. Ja, selv valget af Josefine Klougart som oversætter (fra japansk via engelsk) er adækvat, for også hun har skrevet om magten og smerten i den seksuelle relation. Den er, om jeg så må sige, ramt lige i røven.

Problemet er, at der ikke er nogen tilbage at forarge, galvaniserede som vi er med alle former for kinky business i både høj- og lavkulturens skildring af livet i underlivet. Derfor har Madame de Sade ikke længere den chokeffekt, som Yukio Mishima gav den ved stykkets urpremiere i midten af 60’erne. I dag ser vi det med samme distance, som vi læser de erotiske klassikere.

Vi skal altså ikke lede efter rystelsen i den seksuelle depravation. Men hvad så med det psykologiske? Her går det straks meget bedre, for hvad er det, der rører sig i Renées hoved? Hvad er det, som får hustruen til at være trofast lige til det sekund, hvor trofastheden skal belønnes. I dét sekund kanoniserer Madame De Sade sin mand – og går i kloster!

Scenograf Rufus Didwiszus lader med stor effekt sort pulver drysse ned ad væggene som mentalt sod (det gik aldrig op for mig om det var optisk bedrag eller ægte kulstøv). God er også bagvæggens anakronistiske street art-agtige silhuet af en kvinde, som ligner Modesty Blaise, der brækker sig i en blodrød kaskade af hjerter. Meget mindre nødvendig er skriften på væggen: ‘Desire’, ‘Seduce’, ‘Discard’, ‘Start the riot’ og ‘Pussy power’. Samuraisværdet, der står plantet i gulvbrædderne, indtil Madame begynder at famle ved det, kan vi vist rolig se som en klodset fallos, der peger på Mishima selv.

Stefan Larssons instruktion er minimalistisk. De seks medvirkende kvinder er i meget høj grad bundet til hver deres klapstol, og i betragtning af hvor meget krop, der er i dette stykke, er det påfaldende hvor meget ordene dominerer.

Kirsten Olesen spiller den magtfuldt manipulerende mater familias med en fint afvejet kølig arrogance og desperation: ”Du gør dig dummere end du er, når du ikke skelner mellem det ophøjede og det depraverede,” siger hun til sin datter, som til gengæld afviser at marquisen har behandlet hende skamløst: ”Hans lyst blusser op ved vanhelligelse,” triumferer hun.

Som Madame ligner Sonja Richter en besjælet alabaststatue, men hendes sarthed er vindende, og hvis man virkelig tror på at Renées syndige erotik bliver til ægteskabelig loyalitet, der kammer over i blind religiøsitet, så er rollen godt forvaltet.

Molly Blixt Egelind er stabil som den dobbeltbundede lillesøster. Marie Louise Wille lægger irriterende meget luft på stemmen, men fint nok, for hendes rolle som den gudfrygtige Baronesse De Simiane er ved gud også øretæveindbydende. Sonja Oppenhagen er planmæssigt undseelig som husholdersken, oven i købet med et strejf af sammensunken kropskomik. Og så er der den frivole og frimodige komtesse de Saint-Fond, potent spillet med damp og vamp af dansk teaters mest intense og insisterende øjne. De sidder i ansigtet på Cecilie Stenspil.

Stefan Larsson kalder selv opsætningen for ‘et laboratorium’. Madame de Sade er da også instrueret som en slags prunkløs reading for seks kvinder med klapstole. Det er måske det, der hentydes til, når der er griflet ‘Pussy power’ på bagvæggen? Det er ikke fordi det er dårligt, for det er det ikke, men man mærker hverken dydens genvordigheder, smerten, chokket eller lysten. Til gengæld kan man diskutere hengivenhed med sin hustru.

Yukio Mishima: Madame de Sade. Instruktør: Stefan Larsson. Scenograf: Rufus Didwiszus. Oversætter: Josefine Klougart. Kostumedesign. Ann Bonander Looft. Betty Nansen Teatret, København, til den 25. oktober.