Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 21. august 2015.

Metropolis. Københavns hengemte steder er med vekslende held scene for vandrende scenekunst fra mange lande.

De gamle grækere brugte det som betegnelsen for en bystat, der koloniserede og grundlagde andre bystater. For egypterne var det betegnelsen for en regions økonomiske og administrative centrum. Fritz Lang gjorde det til titlen på sin dystopisk-futuristiske sci-fi-film i 1927. Og så er det navnet på den by, hvor Superman bor. Men Metropolis er også navnet på den festival for kunst og performance i byens rum, som udspiller sig i lillestorbyen København netop nu.

Det er Katrien Verwilt og Trevor Davies fra Københavns Internationale Teater, KIT, der står bag, og navnet er velvalgt med al dets klang af urban historie og mytisk fortælling. I programmet skriver de to arrangører, at de sammen med 18 danske og internationale kompagnier har fundet 18 unikke steder i byen: ”Nogle kender du, nogle kender du ikke, nogle er forsvundet om lidt…” Ja, byen forandrer sig, den graves op og gentrificeres i ét væk. Hvor de sidste rester af gammel, udtjent industri findes i dag, er der hightech-arkitektur i morgen. Læs videre “Den sentimentale storby”

Essay i KRITIK, august 2015.

I.

Vores fælles menneskelighed ligger i vores kollektive erindring. Når noget godt er sket os, rister vi en rune, rejser en sejrssøjle, bygger en triumfbue. Når noget slemt er sket os, skaber vi et mindemonument, opsætter en mindeplade, indretter en mindelund, tænder en evige flamme. Vi etablerer steder, hvor vi kan vedligeholde en erindring og skabe en fortælling, der gør det hele til at forstå. Læs videre “De kommer langvejs fra…”

Weekendavisen den 14. august 2015.

Portræt. ”Musikken er den stærkeste kunstform,” mener kunstmaleren Jesper Christiansen, som nok havde tegnetalent som barn, men blev kunstner ved et tilfælde som voksen.

Denne artikel er skrevet til (og kan læses til) akkompagnement af J. S. Bachs Messe i h-mol. Det monumentale korværk er nemlig et bærende fundament og et kunstnerisk argument, når kunstmaleren Jesper Christiansen prøver at forklare, hvorfor han til hver en tid ville vælge musikken, hvis han skulle prioritere mellem den og malerkunsten.

Sammen med sin kone, forfatteren Anna Grue, er Jesper Christiansen for nylig flyttet fra villaen på Amager til den egn, der spiller så stor en rolle i hans seneste serie af malerier, Odsherred. Men parret har også en bylejlighed ude i nybyggeriet på Sluseholmen, hvor Københavns Havn har sit sydlige slutpunkt. Fra femte sal er der højt til himlen, og udsigten ind mod byen og over Amager Fælled er formidabel.

Iført en malerskjorte med dekorative penselpletter på brystkassen tager Jesper Christiansen imod til en samtale om, hvad der førte ham ind i malerkunsten. Væggene i lejligheden er smukt farvesatte (det er Annas værk), der er bøger i reolerne, vindruer i skålen og te på kanden. Inde i arbejdsværelset står et lærred på staffeliet og der er Bach i højttalerne. Læs videre “Den musikalske maler”

Weekendavisen den 14. august 2015.

Sarkastisk satire. Vær forvirret over Ljudmila Petrusjevskajas prosa fra en mareridsagtig og sekundær virkelighed.

Fra den russiske blindgyde

Sjældent har jeg da læst så afsindig, ophidset og paranoid en roman. Russiske Ljudmila Petrusjevskajas Nummer Et – eller I andre muligheders haver er en hypnosecirkel af ord, ord, ord, en karismatisk og krævende cabaret af bizariteter fra et forvrænget (eller måske ikke???) postsovjetisk Rusland. Og her sidder jeg, tvivlrådig og fortvivlet, og skal gøre regnebrættet op.

Jo, der er en handling, men det hele er med stor stilbevidsthed camoufleret i et røgslør af gedulgte, mystik og magi, som opløser hvem, hvor og hvad og efterlader læseren lige så desorienteret i forhold til romanen, som borgeren er i forhold til tiden. Vi taler altså om et satirisk og sarkastisk russisk samtidsportræt fra halvfemserne (romanen er fra 1994), delvis en modernistisk og generøst formeksperimenterende genreblanding, delvis en krimi, delvis alt mulig andet. . Læs videre “Ljudmila Petrusjevskaja: Nummer Et – eller I andre muligheders haver”

Weekendavisen den 7. august 2015.

Annoncekrig. Vi bringer teksten til Inger Støjbergs annoncekampagne.

Er jeg den eneste, der bemærker en vis uformuleret skepsis i tonen hos Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth? Som om, han ikke selv tror fuldt og helt på det, han siger, når han skal forsøge at forklare, hvad Inger Støjbergs annoncer går ud på.

Ifølge ordføreren skal kampagnen oplyse menneskesmuglerne om, at asylsøgernes opholdsgrundlag i Danmark er blevet reduceret efter regeringsskiftet. Det er altså ren forbrugerservice til transportører og passagerer.

Samtidig erkender Marcus Knuth, at målet er, at få antallet af asylsøgere, der kommer hertil, til at falde. Men i så fald har kritikerne jo ret i, at ministeren ikke bare har planer om en annoncekampagne, men om en annonceskræmmekampagne. Læs videre “Hej potentielle asylsøger!”