Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 7. august 2015.

Interview. Han var ansat som romanforfatter i den kinesiske hærs propagandafdeling. Senere faldt han i unåde, blev stemplet som ikke-troværdig og fik en roman bandlyst fordi den krænkede Mao. Vi har mødt Yan Lianke, der nu kommer til Danmark.

BEIJING.
”Der er mere tolerance og større kompromisvilje i den kinesiske stats litteraturcensur, end folk i udlandet umiddelbart tror.”

Det siger den internationalt anerkendte forfatter Yan Lianke, som besøger litteraturfestivalen på Louisiana i Humlebæk i august, hvor hans seneste roman, Lenins kys, udkommer på dansk.

Weekendavisen mødte Yan Lianke i Beijing, hvor han bor, i september sidste år til en samtale om forfatterlivet i Kina. Samtalen, der foregik via en af forfatterens gode venner, der er ansat på engelskinstituttet på et af byens universiteter, fandt sted på en restaurant. Jeg havde skrevet direkte til Yan Lianke på en mailadresse, som hans danske forlag havde fået fra forfatterens litterære agent, og han svarede – via en engelskskrivende ven – at jeg var velkommen til at besøge ham. Med god hjælp fra Det Danske Kulturinstitut i Beijing blev mødet aftalt. Læs videre “”Ja, jeg selvcensurerer mine romaner…””

Weekendavisen den 31. juli 2015.

Kommentar. Pia Kjærsgaard kan ikke fortsætte med at være ”Pia Kjærsgaard”, når hun er folketingsformand. Til gengæld kan hun gøre demokratidebatten en stor tjeneste.

Jeg har ladet mig fortælle, at visse segmenter gav udtryk for rystelse og chok på de sociale medier (hvor jeg ikke færdes) efter Dansk Folkepartis storsejr ved valget i juni, og igen da Pia Kjærsgaard blev formand for folketinget. Ja, nogle var tilsyneladende så politisk og humanistisk konsternerede, at de ligefrem ville udvandre fra fædrelandet.

Nu kunne man jo også bare blive og tage kampen op, hvis man synes at flertallet af ens landsmænd satte krydset det forkerte sted. Selv ser jeg sådan på det, at et svagt Venstre og et stærkt Dansk Folkeparti er en dødelig dosis for den værdipolitik, udlændingepolitik og retspolitik, som jeg vil stemme for, men sådan er de faktiske forhold i jernindustrien nu engang. Den danske højredrejning er en logisk del af en stærk europæisk tendens, og mens flere EU-lande (Ungarn, Grækenland, England) bygger veritable hegn for at holde flygtninge ude, nøjes vi her i Puslingelandet trods alt med at tale om symbolske grænsebomme og bliv-væk-annoncer i Ugeskrift for Asylsøgere. Læs videre “Konen i muddergrøften”

Weekendavisen den 24. juli 2015.

Oslo-Utøya. 22. juli-senteret i Oslo er en stille rundtur i de arkiverede følelser, men også en kontroversiel udstilling om Breiviks terror og likvideringer.

OSLO
Refleksion og læring. Fine ord, dyre ord, civiliserede ord. Velsagtens også sande ord. Men et samfund, der stadig er i posttraumatisk chok, har måske mere brug for noget så førmoderne som en skamstøtte at spytte på?

Tanken strejfer mig da den norske kommunal- og moderniseringsminister Jan Tore Sanner byder velkommen indenfor i 22. juli-senteret, der åbnede i Oslo i onsdags på fireårsdagen for massemordermassakren udført af den selvudnævnte korsfarer, terroristen og umennesket Anders Behring Breivik, gerningsmand bag bombeattentatet, der dræbte otte og dertil 69 iskolde likvideringer.

Ministeren er værdigt fattet. Det samme er det nye centers fagansvarlige historiker Tor Einar Fagerland. De to er udmærket klar over, at dét, som nordmændene eufemistisk omtaler som ’22. juli’, stadig er et åbent sår. Udstillingen har i tiden op til åbningen været til kritisk debat i norske medier, hvor for eksempel advokat John Christian Elden, der har repræsenteret en række pårørende i retssagen, har argumenteret imod udstillingen af nogle af Breiviks effekter fra den skæbnesvanger dag i 2011. Læs videre “Uniformen er her ikke”

Weekendavisen den 24. juli 2015.

Strindberg. ”Jeg er ingen stor mand i slap tilstand, men normal i ophidset. Som om det altid er skruens fejl, hvis møtrikken er for stor!”

Triade med tribade

Stykket er 40 år gammelt, det foregår for godt og vel 125 år siden, og dets problemstilling er – funklende moderne. Så lad os først rose Grønnegårds Teatret for at sætte P.O. Enquists Tribadernes nat op her i 100-året for kvindernes valgret, for selvom skuespillet først og sidst er et psykologisk ægteskabsdrama, er det også et stærkt stykke om den aggressive mands angst for kvindens emancipation. Og manden, som stykket handler om, er jo ingen ringere end litteraturens misogyne arrigtrold: August Strindberg. Læs videre “P.O. Enquist: Tribadernes nat”

Weekendavisen den 24. juli 2015.

Sommerserie. ”Jeg ved ikke hvor vi var, måske Jylland, måske Sjælland et sted. Jeg ved ikke, hvornår det var, jeg vil tro, jeg var omkring de ti. Den himmelblå Saab stod under et skyggefuldt træ på parkeringspladsen.”

I det øjeblik min far drejer hovedet er den store sten kun nogle centimeter fra hans ansigt, og paniksignalet kan ikke nå fra hjernen til kroppen. Huden bliver flået op, kæben bliver knust, det mørkerøde blod bliver spredt i en vifte ud over den stenede strand, klasker i en fjerlet fane mod tangen og sandet, og han falder til jorden, som en hængt, der bliver skåret ned et sekund for sent.

Min mor står længere nede på stranden og ser ud over det blikstille hav, lettet over at være sluppet væk fra sværmen af svirrefluer, der havde været ved at drive hende til vanvid på markvejen langt skovbrynet.

Hun ser på de hvide strandmåger, der hyler mod himlen med stærke gule næb, og tegner sorte silhuetter når de driver forbi i modlyset fra den sene sol. Så vender hun sig om i et ryk, er allerede svimmel af chok, har mørk rædsel i øjnene.

Nej. Det var ikke det der skete. Læs videre “Der skete ikke noget”