Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 24. juli 2015.

Sommerserie. Tre anmeldere skriver om de bøger, som kollegerne har anmeldt.

Man kan jo altid ty til Ibsen, når det kniber. Når alle anmelderne og priskomiteerne løber i samme retning, og man selv ikke fatter en bønne af det hele, så kan man tænke på, hvad den norske løvemanke skrev i En Folkefiende: ”Den stærkeste mand, er ham som står alene”. Og ”Minoriteten har altid ret”.

Man skal med andre ord aldrig være ked af at indtage et særstandpunkt som kritiker, med mindre man altså gør det bare fordi. I så fald bliver det også ofte gennemskuet som en barnlig positur eller som resultatet af en uargumenteret idiosynkrasi. Men bare fordi de andre er enige, kan man jo stadig selv godt have fat i den lange ende. Ofte er enighed udtryk for en kritikløs flokmentalitet, og for meget enighed samlet på ét sted, kan jo være ret intimiderende – og bekymrende. Læs videre “Minoriteten har altid ret”

Weekendavisen den ?? marts 2015.

Kommentar. Det er ok at læse romaner på romanens eget sted.

En diskussion, jeg længe har haft med mig selv: Skal man læse Ulysses, når man er i Dublin? Skal man læse Sult når man er i Oslo? Skal man læse Nattog til Lissabon, når man er på vej i nattog til Lissabon? Svaret er nej. Romaner skal læses før og efter et besøg i den by, hvor de foregår. Anderledes er det med egentlige rejsebøger. Man kan altså godt læse En kavaler i Spanien i Spanien.

Jeg kan ikke argumentere rationelt for min holdning. Den er dybt idiosynkratisk, fordi jeg altid bliver intuitivt irriteret, når jeg ser folks forudsigelige valg af lekture til rejsens destinationer. Det er vist ret arrogant, men i det mindste er det ærligt. Læs videre “Lederen længe leve!”

Weekendavisen den 17. juli 2015.

Scene. En lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø. Stemningsfuldt litterært trekantsdrama om modstandskamp og børnerim.

Noget om Halfdan

Så længe aftensolen skinner, er det ganske charmerende at duve ud på Furesøens vande i en af de gamle motorbåde, hvor Det Flydende Teater holder til med deres musikalske og litterære sommerforestilllinger. Og denne sjældent skønne juniaften er solen så gavmild, at jeg næsten tilgiver, at vi er blevet kørt herop til snigpremieren i en gammel rutebil (den fra Palle, Polle og Ruth, børneudsendelserne med Tom McEwan, Jess Ingerslev og Githa Nørby!), hvor jeg blev køresyg af den elendige affjedring og fik hovedpine af dieseludstødningen.

Nu tøffer vi ud på den friske sø for at overvære et trekantsdrama mellem Halfdan Rasmussen, hans kone Ester Nagel og vennen Morten Nielsen, Grinet & Døden. Vi er i København i 1940, besættelsens første år. De tre unge talenter bliver inviteret med i et litterært selskab af Tove Ditlevsen (instrueret af den ældre ægtemand Viggo F. Møller, redaktør af Vild Hvede), og Unge Kunstneres Klub bliver en realitet. Her mødes man hver torsdag til kaffe og foredrag, og – som Tove skriver i sine erindringer – bliver Ester forelsket i Halfdan, Morten i Sonja Hauberg og Piet Hein i Tove selv. De eneste, der dog får hinanden, er Halfdan og Ester. Læs videre “Line Mørkeby: Grinet & Døden”

Weekendavisen den 3. juli 2015.

Interview. Bertel Haarder vil kæmpe for kulturens egenværdi, for kunsten skal ikke træde i samfundets eller demokratiets tjeneste. Men han vil gerne finde på nye bidrag til kulturlivet…

Spørgsmålet er dumt, siger han. Ja, det er ikke alene dumt, det er også ubehageligt. Han siger det med et lille smil, men han mener det alvorligt, Bertel Haarder, nybagt kulturminister.

Selv synes jeg bare, at jeg har bidraget til et af de klassiske ritualer ved en ministeroverdragelse i Kulturministeriet. Jeg har spurgt den nye minister, hvilken kunstart, der er ham mest fremmed. I baghovedet havde jeg historien om Brian Mikkelsen, der blev spurgt, hvilken opera, han sidst havde hørt. Phantom of the Opera, svarede han. Læs videre “”Jeg er jo en kreativ natur…””

Weekendavisen den 3. juli 2015.

Sommerscene. Der er hverken plads i Guds rige eller i Hummergade til kvinder, der gør det frække med hinanden. Nikoline Werdelin skildrer stigmatiserede skæbner fra krigens og samfundets slagmark anno 1728.

Djævelen i drømmen

Der er højt til loftet i den grønklædte have midt i Kunstindustrimuseet (ja, rettelig hedder det nu Designmuseum Danmark, men sådan kommer jeg aldrig til at kalde det smukke sted i Bredgade) denne fine juniaften, som – oh, hvor herligt! – hverken er præget af kuling eller barometerfald.

Det dufter af vaskeægte sommerteater, og oppe på den brede scene står Karin Betz’ rustikke scenografi klar med en rød port ala Klampenborg Dyrehave og gråsorte huskulisser, der illuderer København i 1728, året for den første store brand, der ødelagde hele kvarterer i hovedstaden, også omkring Nikolaj Kirke, hvor vores forestilling udspiller sig. Læs videre “Nikoline Werdelin: Visen om Sidsel”