Minoriteten har altid ret

Weekendavisen den 24. juli 2015.

Sommerserie. Tre anmeldere skriver om de bøger, som kollegerne har anmeldt.

Man kan jo altid ty til Ibsen, når det kniber. Når alle anmelderne og priskomiteerne løber i samme retning, og man selv ikke fatter en bønne af det hele, så kan man tænke på, hvad den norske løvemanke skrev i En Folkefiende: ”Den stærkeste mand, er ham som står alene”. Og ”Minoriteten har altid ret”.

Man skal med andre ord aldrig være ked af at indtage et særstandpunkt som kritiker, med mindre man altså gør det bare fordi. I så fald bliver det også ofte gennemskuet som en barnlig positur eller som resultatet af en uargumenteret idiosynkrasi. Men bare fordi de andre er enige, kan man jo stadig selv godt have fat i den lange ende. Ofte er enighed udtryk for en kritikløs flokmentalitet, og for meget enighed samlet på ét sted, kan jo være ret intimiderende – og bekymrende.

Se nu bare Thomas Rydahls debut, spændingsromanen Eremitten, der både vandt BogForums Debutantpris i fjor og Harald Mogensen Prisen og den nordiske krimipris Glasnøglen i år. I Politiken mente litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, at romanen har international klasse: ”Et dragende drama… intet mindre end fremragende”, skrev han. Og her i avisen mente Kristian Ditlev Jensen, at der er tale om ”et fejlfrit, formufuldendt værk” af en ”flyvefærdig forfatter”. Lækkert bogstavrim med de mange f’er. Men et fejlfrit værk? Fejlfrit? Det er immervæk store ord.

Også de andre aviser dryssede stjerner og hjerter og hvad de ellers har udover bogen, og jeg læste anmeldelserne med vantro. Allerede inden udgivelsen havde forlaget Bindslev sendt mig et såkaldt proof af romanen, altså en fortrykt paperback, som boghandlere og anmeldere kunne fornøje sig med henover sommeren i fjor, endnu før bogen officielt udkom. Det er langt fra alle bøger, der forhåndspræsenteres på denne måde, men det sker, når forlagene synes, at de har noget særligt på vej.

Forlæggeren, som jeg har stor respekt for, skrev til mig, at denne debutroman allerede var solgt til oversættelse i mange lande, endnu før udgivelsen. Dén slags skal man tage med et gran salt. Det er vist mest Aftenshowet, Go’Morgen Danmark, TV-Avisen og TV2 Nyhederne, der plejer at hoppe på sådan nogle PR-limpinde. Men allright, man skal følge et godt tip, også selvom det kommer fra en forlægger, der selv har alle interesser i at tale forventningerne til en bog op. Så jeg gav Eremitten en chance.

Og jeg kedede mig. Gudsjammerligt. Jeg kunne på ingen måde holde af – eller interessere mig for – denne gamle gubbe af en eneboer, som kører taxa på Fuerteventura, hvor han har isoleret sig efter en skilsmisse derhjemme i Danmark. Nu bor eremitten Erhard i et hus på en skråning, hvor han passer sig selv og sine to geder. Og så arbejder han lidt som klaverstemmer.

Sandsynligvis er jeg bare efterhånden blevet immun overfor atypiske amatørdetektiver i spændingslitteraturen. Nu hvor journalister, retsmedicinere og videnskabsfolk – måske – er ved at gå lidt af mode, kommer så her en antihelt af en illusionsløs taxachauffør. Men for mig repræsenterer han ikke noget nyt. Han er bare en omformuleret kliche, synes jeg. Sådan en introvert gnavpotte (som vi kender dem fra de seneste misantropiske romaner af Bent Vinn Nielsen), der naturligvis vågner op til dåd og viser at han har et stort hjerte, en varm retfærdighedssans og misundelsesværdig meget moral og mandsmod.

Jeg stod af. Hverken fanget af plot eller sprog. Og faktisk i ret dårligt humør over ikke at få mine værste genrefordomme dementeret. Som Bo Tao Michaëlis altid driller mig: ”Du kan jo ikke lide krimier!” Jo! Men jeg finder aldrig de rigtigt gode, dem der også tilfredsstiller rent litterært. Jeg kan jo enormt godt lide Friederich Dürrenmatt. Men så siger Bo Tao: ”Du skal ikke kræve litterær kvalitet af en krimi…” Nej, måske ikke. Men rent faktisk mener Thomas Rydahl selv ikke, at Eremitten er en krimi. Det er en roman om en ældre mand, hvor der så (tilfældigvis?) skal opklares en forbrydelse. Men jeg kan stadig ikke finde et sprog, en tone, en stil, som tilnærmelsesvis mætter mig.

Da Eremitten gik sin sejrsmarch over boghandlerdiskene over hele landet, kløede jeg mig lidt i nakken. På Krimimessen i Horsens skulle jeg sende live radio (mit andet job ved siden af Weekendavisen), og min kollega havde inviteret Thomas Rydahl, for hun kunne godt lide romanen. Jeg var også blevet bedt om at styre et forfatterpanel på Ordkraft i Ålborg, hvor han skulle deltage. Der var altså ingen vej uden om, jeg måtte tage en tørn med Erhard igen. Det krævede læsedisciplin.

Jeg lærer aldrig at elske Eremitten. Men til gengæld var det en fornøjelse at møde forfatteren, der talte godt og indholdsrigt om sin roman og sin atypiske historie som dimittend fra Forfatterskolen helt tilbage i 1999 – men altså først med en debut 15 år efter, og så oven i købet i en genre, som kun to ud af hundrede Forfatterskolelever skriver i.

Det er med bøger som med mennesker. Det første indtryk varer ved. Og hvis man skal nuancere sit syn, både på bogen og mennesket, skal man oftest gøre en særlig indsats: læse fordomsfrit og med åbent sind. Men kan man egentlig det? Det tror jeg ikke, og derfor er det at blive anmeldt ofte et lotteri for en forfatter, hvor ens lykke afhænger af matchet mellem bog og kritiker. Nogen gange står man godt til hinanden, andre gange ikke. Om man bliver godt anmeldt i en avis, kan altså bero på en slags held. Hvis jeg havde fået Peder Frederik Jensens novellesamling Banedanmark (2014) til anmeldelse, ville forlaget kunne citere Weekendavisen for, at dette var blandt den bedste kortprosa, der skrives i Danmark for tiden. Hans noveller er skarpt skrevet og skarpsindigt tænkt, og de er måske dét bedste bud på et litterært portræt af ringagtet dansk provinsliv. Peder Frederik Jensen ser livet i nationens sprækker derude – ikke dér hvor kragerne vender, men hvor sporene ender, deraf titlen, Banedanmark.

Desværre fik jeg ikke Banedanmark til anmeldelse. Det gjorde kollega Bukdahl, som mildest talt ikke brød sig om bogen. Jeg undrer mig stadig over hvorfor, men sådan er der så meget i vores virkefelt, hvor intet er objektivt. Og måske kan jeg bare godt lide Peder Frederik Jensen, fordi også jeg kan gå rundt og savne danske bud på den ”verdensvendte litteratur”, som han efterlyste i et essays og i interviews i forsommeren.

Når det gælder bøger, hjælper det at møde mennesket bag bogen. Jeg har mødt forfattere, som jeg troede var arrogante, men så var de flinke. Forfattere har mødt mig og oplevet det samme. Men bøger skal til hver en tid kunne klare sig selv og svare for sig selv. Det gør jo ikke Eremitten bedre, at Thomas Rydahl er en fin fyr. Jeg vil stadig mene, at romanen er gumpetung, langtrukken, fuld af overflødigheder (der gør den alt andet end fejlfri og flyvefærdig), og at dens sprog i bedste fald er jævnt. Jeg synes ikke at der er litterært belæg for romanens sejrsgang, men er samtidig mere end klar over, at kvalitet og succes ikke er hinandens forudsætninger på markedspladsen.

Og anmelderkollegerne, der er enige om at Eremitten er et mesterværk, har ikke mere ret, bare fordi de er enige og mange.